Anmeldelse: “Selvom man lyver, kan man godt sige sandheden”
TEKST: VIKTOR GAÏNI
BILLEDER: RUMLE SKAFTE
Kultur | 03/04/2025 | 11. udgave
Et værk af eksistentiel karakter nyfortolkes på Aarhus Teater. Instruktør Sigrid Johannesen har med sin dramatisering af en af litteraturhistoriens udødelige værker, Fjodor Dostojevskijs Idioten, givet sig i kast med en monumental opgave. Men med elementer af humor og umådeligt godt skuespil formår hun at stille publikum et evigt spørgsmål: Hvad er sandhed?
Nastasja Filippovna er blevet slået ihjel. Eller rettere sagt – det er hun om en time og 45 minutter. Idioten begynder på Scala-scenen med en af krimigenrens essentielle spørgsmål: Who did it?
Det er dog blot et af stykkets fremdriftspunkter. Det andet, mere eksistentielle og karakterbårne punkt, dykker dybere ned i den menneskelige grundvold.
En verden af løgn og mord
Idiot kommer af idios, græsk for særegen. Idioten er et menneske, som står uden for normalen.
Men som samtidig, ved sin blotte tilstedeværelse, også er med til at definere denne normal. Fyrst Mysjkin er idiot. Hjemvendt efter fire års epilepsibehandling i Schweiz møder han en verden, hvor sandheden er en by i Rusland. Hvor løgnen er hverdagens sprog.
Mysjkin, som spilles fremragende af Emil Prenter, ramler ved sin ankomst hovedkulds ind i en verden af intriger, smiger og mord. I toget mod Skt. Petersborg møder han Rogozjin (Daniel Mortensen), en mørk skikkelse, der med sit tilbagestrøgne hår og skumle bagtanker er den godmodige fyrstes antitese.
Rogozjin introducerer ham ved stykkets begyndelse til en af litteraturens femme fatale-skikkelser, Nastasja Fillippovna. Hun er smuk, manipulerende og, ved historiens afslutning, en myrdet kvinde. Herfra udlægger karaktererne hver sin sandhed, hvor løgnene lader ethvert ansvar for Nastasjas død blæse ubesvaret i vinden.
Findes sandheden?
Stykkets umiddelbare scenografi er simpel og steril. Men som hvert enkelt stykke af virkelighed udfolder sig, påduttes scenen forskellige kulisser og remedier. Hver især sætter de deres eget præg på Nastasjas, Rogozjins og de andre karakterers virkeligheder.
For som Fyrst Myshkin selv udlægger det:
”Det vigtige er ikke, hvordan noget rent faktisk skete, men hvordan jeg egentlig oplevede det.”
For i en verden, hvor sandheden kan være alternativ, i en verden, hvor vendingen “jeg føler” sjældent har været så anvendt, synes Dostojevskijs og Sigrid Johannesens spørgsmål lige så vigtigt som nogensinde før.
”Vi bliver nødt til at forstå hinanden, for at vi forstår hinandens virkelighed,” udtrykker Fyrst Mysjkin det selv.
Og har han i virkeligheden ret? Er den objektive sandhed en illusion, vi bør glemme? Og bør vi acceptere, at alle har hver deres sandhed, før vi nogensinde kan nå hinanden?
Det er et spørgsmål, som Sigrid Johannesen lader publikum finde sit eget svar på. Helt i Dostojevskijs ånd.