Jørgen Skouboe gør status efter et liv med jagt og TV:
‘Jeg vil hverken rangere dyr eller kysse en skovsneppe i røven’
Tekst: Amalie Hermansen og Ida Dyg Koch
Foto: Laura Juul Pallesen
Liv | 11/12/2025 | 14. udgave
Han har sagt farvel til “Nak & Æd”, men ikke til naturen, nysgerrigheden eller de små narrestreger. Jagten, livet og ordentligheden hænger stadig i ham som piberøg i værkstedet.
Midt i en stille parade af røde huse i Risskov åbner en hoveddør heeelt af sig selv. Som i en dårlig gyserfilm. Ingen vært. Ingen velkomst. Bare en åben dør og varmen, der driver ud i kulden.
Sekundet efter træder Jørgen Skouboe frem med et drenget, lidt skælmsk smil, som en mand, der stadig synes, at små narrestreger er helt på sin plads.
“Kom indenfor, men behold skoene på,” siger han og vinker os ind, som om vi har kendt hinanden i 20 år.
Magasinet TENDENS er taget ud for at besøge den velkendte naturmand, der netop har lukket kapitlet om “Nak og Æd”.
Inde i huset fører Jørgen os direkte ind i det rum, han kalder “sit værksted.” En udestue, der lugter af træstøv og gamle historier.
Langs væggene hænger stemmejern og save side om side. På kommoden står en skål fyldt med piber og over den en hylde med små figurative kvistværker: menneskekroppe og silhuetter. Kunstværker, Jørgen Skouboe selv har skabt. Henne på arbejdsbordet ligger haglgeværer og rifler, befriet fra deres etuier og arrangeret som en lille trofæudstilling.
“Jeg kunne ikke helt huske, hvilken en I ville se, så jeg har lagt dem alle frem,” siger han og trækker på smilebåndet, som om han godt ved, det ser lidt voldsomt ud.
“Det er af respekt for jer. Jeg vil gerne være ordentlig, og derfor skal man ikke sløse med andres tid.”
Spoler man tiden tilbage til dengang, Jørgen Skouboes krøllede lokker endnu ikke var grå, står han som ung fyr i Magasins dekorationsafdeling. Dér, ved den aarhusianske Åboulevarden, begynder hans jagtrejse.
“Der arbejdede en fotograf lige i nærheden, og jeg skulle hente nogle fotostater for Magasin. Han spurgte om, jeg ikke ville med på jagt, og det var før, jeg havde jagttegn. Men jeg sagde bare jo!” fortæller han.
Skouboe går normalt ikke arm i arm med fremmede, men med fotografen Rolf klikkede det med det samme. De fandt hinanden gennem naturen og nørderiet. Rolf viste ham, at jagt ikke bare handler om at trykke på aftrækkeren, men om beplantning, vildtpleje og at være en del af kredsløbet.
De plantede kastanjetræer til vildtet og gik ture i terrænet. I begyndelsen var Jørgen med som en slags elev: uden våben, bare med øjne og nysgerrighed. Men til sidst var det uundgåeligt. Han måtte have et jagttegn.
“På min første jagt skete der ikke en skid, men jeg sad der og tænkte over min barndom. Og senere, der fik jeg endelig mit første dyr. Det var en ræv, og jeg var skidestolt, kan jeg huske.”
Siden har Skouboe jaget både med og uden kamera. Først med Nak & Æd tog han sit riffeltegn, og pludselig jagtede han ikke bare ræve og fugle, men også dyr med tungere puls.
Mellem DR-korridorerne og gløder
I snart fem årtier har Jørgen Skouboe bevæget sig ind og ud af Danmarks Radios korridorer.
Siden slut-70’erne har han sat sit præg på alt fra naturprogrammerne “Dus med dyrene” til “Frilandshaven”, hvor lugten af mad over bål, jord under neglene og en snert af rock’n’roll har været et gennemgående tema.
Og så kom “Nak & Æd”. Et program, der i 17 år udgjorde en fast puls i Skouboes liv, men som aldrig blev en maskine, fordi han insisterede på ægthed og det uforudsigelige.
“Min mission med ‘Nak og Æd’ var at ændre synet på jagt. Man behøver ikke det rigtige tøj. Folk må gøre, hvad de vil, men jeg vil gøre det på min egen måde. Jeg gider hverken rangere dyr eller kysse en skovsneppe i røven,” fortæller han.
For ham handlede programmet lige så meget om mennesker som naturen. En slags opfordring til danskerne om at gå ud og være sammen på en måde, hvor man ikke behøver at performe for hinanden.
“Vi snyder ikke i programmet. Vi er, som vi er, og vi klipper ikke noget væk, bare fordi noget går skævt. Jeg laver et manuskript på kun seks sider, så jeg i store træk har styr på jagten og dyret, men ellers er alt, som det ser ud. Når jeg kalder på Nikolaj, aner han ikke, hvad der kommer. Og det er dér, man får de rigtige reaktioner. Det er sgu ægte.”
Ærlighed har en pris. Netop fordi programmet bygger på integritet, kunne legen heller ikke vare for evigt.
“Jeg kunne mærke, at vi lavede færre udsendelser. Jeg har altid sagt: ‘Så længe der er en skæv vinkel, fortsætter vi.’ Det var jo den skævhed, jeg jagtede.”
På et tidspunkt løb de tør for nye dyr og nye steder, der kunne bære en historie.
“Vi har lavet vores research, og der dukkede simpelthen ikke noget nyt op. Vi kan ikke skyde en ny råbuk eller fange en ny ørred. Vi har været der. Og så tænkte jeg: ‘Vi stopper her.’”
Det er ikke fordi gnisten er slukket, eller fordi han er blevet træt af hverken naturen, kameraet eller makkerskabet. Faktisk tværtimod. Han kunne sagtens have fortsat, hvis bare der var flere historier at fortælle.
“Men det er mange år, hvor man hele tiden skal finde på noget nyt. Jeg havde ikke lyst til bare at lave videre for at tjene penge. Sådan arbejder jeg ikke.”
Jagten på flodhesten i Zambia
For Jørgen Skouboe har jagt altid været forbundet med spænding. Det gælder, uanset om det er en and i en dansk mose eller en flodhest i Zambias flod. Og når han tænker tilbage på de mest nervepirrende øjeblikke, er han ikke et sekund i tvivl om, at det er historien om flodhesten, der nu skal fortælles.
“Når det virkelig gælder, går jeg ind i mig selv. Nikolaj Kirk får besked: nu skal munden holdes lukket. Så tager jeg ørepropper i og holder fokus på min vejrtrækning.”
Riflen hviler på stativet, og aftrækkeren venter på trykket. Flodhesten skal rammes helt præcist – men til stor frustration for jægeren, nægter det massive dyr at lægge sig rigtigt. Ventetiden trækker ud, hænderne ryster, og pulsen hamrer som trommer i bushen.
“I lang tid havde jeg dens øje lige på kornet. Jeg fik at vide, at jeg skulle ramme tre-fire centimeter under øjet. BANG. Og så var den død på stedet. Det var et tilløb til at skulle bøje pegefingeren, så langt som jeg aldrig har haft før. Jeg skulle kun koncentrere mig om min krop og min vejrtrækning.”
De andre flodheste flygtede forskrækket. Floden blev rød, og det enorme dyr lå stille med ryggen i vandkanten. Nu begyndte et lige så stort arbejde. Unge lokale mænd bandt torv om flodhesten og halede den op på flodbredden med en traktor.
“Fra bushen kom der 30 kvinder med små børn på armen, som satte sig i skyggen og så på, at deres mænd huggede flodhesten op med økser. Bagefter kom mændene med hver sin plastikpose og fik flodhestekød med hjem til deres familie.”
Fejres skulle det, så de to erfarne “Nak og Æd”-mænd lavede en festmiddag. Hele landsbyen blev inviteret til flodhestegilde under den zambianske himmel.
“Jeg tænkte, at det var en smuk oplevelse. Det gav mening, og der var ikke noget, der gik galt. Alle havde givet hver deres indsats. Hele samfundet trådte til og hjalp.”
Væk fra ræset
Men Jørgen Skouboe behøver ikke tage helt til Zambia for at jage. Han har sit eget jagtområde omkring Mariager, som jævnligt lægger land til jagt efter råvildt i de tidlige morgentimer.
Tiden efter solopgang, når Jørgen sidder roligt på jagtposten, er som en slags terapi, hvor tankerne får frit spil. Han foretrækker at være på jagt med en enkelt god ven eller sig selv. Men hvad får han egentlig ventetiden til at gå med?
“Når jeg sidder ude på jagt, så tænker jeg jo nok på min hustru, Sanne. Jeg sidder bare og observerer, lytter og kigger. Hvis der kravler en lille edderkop på stativet, sidder jeg og holder øje med den. Ser om den falder ned eller firer sig ad en tråd, den har lavet.”
Det er netop i de stille øjeblikke, at jagten får sin særlige betydning. Ventetiden bliver en pause fra hverdagen, hvor sanserne skærpes, og naturens små detaljer træder frem.
“Det, de fleste nok kan lide ved jagt, er at slå tankerne fra. At komme væk fra ræset og ud i naturen. Naturen omfavner os. Jeg mærker, når jeg er i naturen eller i haven, at jeg ikke har flyvske tanker eller mylderbæ i hovedet. Jeg er der bare.”
Spændingen ved at vente på, om dyret mon slentrer forbi, mærker Jørgen Skouboe hver gang, han er på jagt. Men iveren efter at skyde vildt er ikke længere, hvad den har været.
“Det er kendetegnet for mange, der kommer op i alderen og har skudt det, de gerne vil. Det handler ikke om at få noget op at hænge på væggen. Det handler mere om venskabet og at være ude i naturen. Jeg er slet ikke så hidsig nu, som jeg var i gamle dage, da jeg ville skyde min første buk,” fortæller han.
Pensionistlivets mange projekter
Hvis man tager et hurtigt kig ind i rækkehusets udestue – værkstedet, som Skouboe selv kalder det – er man ikke i tvivl: Her bor en mand med gang i mange projekter. Kurve i pileflet, fiskeruser og en beholder til pilene, som han bruger til bueskydning, er at finde langs alle vægge.
Alle værker har sin egen historie, og Jørgen deler dem gerne. Han peger på en stol i træ, som for ham ikke kun er et møbel, men et resultat af en kreativ proces, hvor gamle minder og nye idéer mødes.
“Da jeg byggede stolen, måtte jeg tænke over, hvordan fa’en man bygger sådan én. Jeg brugte min mors gamle spisestole i ryglænet og sædet, så den bærer en historie med sig. Det tog et par dage at bygge den, for jeg prøver mig frem, og nogle gange må jeg lave det om. Og så flyder det hele, og jeg kan ikke finde saven. I ved, sådan lidt rock’n’roll. Hele processen interesserer mig helt vildt.”
Jørgen Skouboe er en mand, der har gang i alverdens projekter både på TV og hjemme i privaten. Derfor skræmmer pensionslivet med al tid i verden ham heller ikke.
“Jeg er glad for, at jeg helt kan komme væk fra computeren, som når jeg laver research til programmet. Nu kan jeg vågne om morgenen og spørge mig selv: ‘Hvad har du lyst til at lave i dag?’”
Venskaber trives i det fri
Naturen er ikke kun en kulisse for jagten. Den er en del af alt, Skouboe foretager sig. Det ses, når han passer sine undulater, der bor i et bur i haven, bygger en model af sin garage i træ eller skriver navne på vinbjergsneglene i haven opkaldt efter børnebørnene.
I rækkehusets værksted falder snakken på venskaber. Jørgen beskriver sig selv som en enspænder med få, men tætte venner – og for ham trives venskaber bedst i naturen.
“Her opstår de gode samtaler, men man kan også være stille sammen. Det er mere uforpligtende i naturen end under PH-lamperne med dækkede borde og gæster på vej. Stilhed i en stue kan føles pinligt, men ikke i naturen. Der kan vi holde kæft og sidde rundt om et bål, og ingen føler sig akavede.”
Det handler om ordentlighed
Jørgen Skouboe har nu sagt ‘farvel og tak for denne gang’ til Danmarks Radio efter 47 år, hvoraf de sidste 17 er gået med “Nak og Æd”. I programmets allersidste afsnit ser man, at Skouboe og Nikolaj Kirk giver hinanden et kram for alle årene.
Det er slut med alle rejserne, som det er blevet til i løbet af programmets 16 sæsoner. Men han slipper ikke helt for et par lange flyveture mere:
“Rejserne ligger bag mig. Det er ikke noget, jeg drømmer om, for jeg har rejst så meget. Men Sanne vil så gerne til Bali, og jeg tænkte: ‘Åh nej!’ Jeg kan ikke se mig selv i det, men jo – den tur må jeg nok hellere tage. Og det bliver sikkert også fint.’”
Efter en lang snak i det røde rækkehus i Risskov om TV, privatliv, jagt og natur, som uden tvivl er store del af Jørgens tilværelse, gør han sig nogle tanker om det at ældes og se tilbage:
“Efter jeg er blevet ældre, tænker jeg specielt på: Har jeg gjort det godt nok? Er jeg ordentlig? Det er min far, der har lært mig om ordentlighed overfor andre og sig selv, og at kunne stå ved sig selv. Det tror jeg, at jeg kan sige langt hen ad vejen, at jeg har været.”