En tur på tomlen er et opgør med tidsånden
Tekst: Amalie Thorst Rottbøll & Emil Delord Frimand Probst
Foto: Matilda Frank Rasmussen
Liv | 08/04/2026 | 15. udgave
Med nysgerrigheden som kompas og tilliden som drivkraft tager TENDENS på tur med tomlen. Fra den aarhusianske vejkant til motorvejene begiver vi os ud i landet i håb om at få indblik i bilisternes tanker om at samle blaffere op og møde de liv, der åbner bildøren for fremmede.
To minutter. Så længe går der, før vinduet ved passagersædet i en sort Tesla ruller ned. “Hvor skal I hen”, bliver der spurgt – og det næste, der sker, er, at vi sætter kursen mod Horsens.
Thomas og Nanna er på vej hjem efter et weekendophold med nogle vennepar i Aarhus. De skal hjem til det hus, de selv byggede for tre år siden. Her bor de nu med deres to børn.
“Vi begynder at få lidt større børn, som ikke er babyer, der skal holdes i hånden hele tiden,” fortæller Thomas.
Parret er et sted i livet, “hvor man kan slappe lidt mere af,” supplerer Nanna.
Thomas kalder det en stabilitetsfase, hvor de er “rimelig godt integreret.” Ingen af dem har blaffet før, men Thomas har tænkt tanken.
“Det kunne være sjovt at lave en blaffertur hele vejen ned gennem Europa.”
De er begge trygge i mødet med nye mennesker, hvor man kommer til at snakke med folk, man ellers ikke ville have mødt. Thomas er ikke bleg for at give blaffere et lift på vejen.
“Det gør jeg tit, hvis jeg har plads, og de ser nogenlunde fornuftige ud.”
Thomas og Nanna synes ikke, det er grænseoverskridende at invitere fremmede indenfor i den privatsfære, som bilen er. Det er ikke anderledes end at køre med børnenes legekammerater, mener de.
“Vi ville ikke samle nogen op, hvis vi havde haft et af børnene med, for så ville vi føle, det invaderede deres privatsfære,” forklarer parret.
De er begge enige om, at vi ubevidst scanner mennesker og ser, om vi føler os trygge i situationen. For det er den personlige tryghed, som går begge veje, der bliver sat på prøve.
“Hvem er det egentlig, der holder ind – er det nogen, I har lyst til at sætte jer ind i bilen hos?”
Og ja, det var det.
Oplyste og med mod på mere bliver vi sat af nær Horsens i jagten på at finde det næste gode ståsted.
Navne: Thomas Homann, 38 år & Nanna Homann, 34 år
Profession: Bankdirektør og uddannet kok
Opsamlingspunkt: Frederiksbjerg
Destination: Horsens Længde af tur: 35 minutter
Navn: Stefan Weihrauch, 63 år
Profession: Bæredygtighedsmedarbejder
Opsamlingspunkt: Burger King nær Horsens
Destination: Cafe Gnist nær Horsens
Længde af tur: 45 minutter
Ved busstoppestedet foran Burger King nær Horsens åbner Stefan ikke kun sin bil for os. Han inviterer os også med indenfor i et erfarent blafferliv, hvor han selv har brugt tomlen som kompas mindst 100 gange.
Da han var yngre, var det mere almindeligt at blaffe. Det gjorde man i hvert fald i det lag, han omgikkes med. Selvom han efterhånden har haft bil i årtier, foretrækker han selskab på landevejene.
“Det irriterer mig at køre i en bil, der ikke er fyldt op.”
Stefen er et veletableret sted i livet med kone, børn og børnebørn. Særligt hans yngste barnebarn, Ellen på fem år, har han en god relation til:
“Det giver en større ro i livet at have børnebørn, fornemmelsen af at være en del af cirklen,” fortæller Stefan.
Han er glad for, at han ikke er alenemand, for så ville han passe fuldstændig ind i statistikkerne.
“Jeg ville komme til at drikke for meget og spise for dårligt.”
Men lykkeligvis lever Stefan og konen en, efter eget udsagn, meget privilegeret og god tilværelse. De har fuldpladetid, som han beskriver det. De drømmer om en gradvis udtrapning af arbejdslivet indenfor de næste ti år.
Stefan mener, at vi ikke ser forskellighed på samme måde mere. Han tror, det er en af grundene til, at så få blaffer i dag, sammenlignet med dengang han var ung.
“Man ser idealer på sociale medier, så det er det, man spejler sig i, og så lukker man sig måske mere og mere sammen om sig selv og nogle få.”
Men for Stefan er det vigtigt, at vi holder den menneskelige kontakt i ave:
“Jeg tror meget, man sander til, når ikke man omgiver sig med nogle, der er på andre udviklingsniveauer end en selv.”
For Stefan er det ikke grænseoverskridende at invitere fremmede indenfor i sit liv og sin bil. Faktisk var det isbad, han fik af sin kone, da han fyldte 60, en langt mere grænseoverskridende oplevelse. Men han sad der. I alle 120 sekunder.
“Man kan nemt hidse sig op over noget, og nogle gange lader vi os bitche med over ting, vi alligevel ikke har indflydelse på. Men man bliver sgu også bare nødt til at slå sig på livet,” mener Stefan.
Efter godt tre kvarter på landevejene, en smuttur i Silvan og mange gode refleksioner rigere, tager vi afsked med Stefan, som sætter os af ved Café Gnist nær Horsens.
I vejkanten udenfor Horsens hejses papskiltet, og vi vender endnu en gang tomlerne i vejret. På den anden side af lyskrydset holder 35-årige Matthias og overvejer, hvorvidt han skal holde ind til siden og samle os op.
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg holdt ind faktisk,” fortæller Matthias, der også nævner, at han blot har samlet blaffere op to gange før.
”Jeg tøvede lidt i starten, da min bil er fyldt med legetøj og børnesæder, men I så almindelige og søde ud.”
Så trods tøven og overvejelser, får vi lov at tage turen mod Egå sammen med Matthias. Han har netop afleveret sin mor i lufthavnen. Hun bor i Sydtyskland, hvor Matthias og hans kone også selv er vokset op, men de sidste fire år har de to boet sammen i Egå med deres to små børn.
De flyttede, da Matthias fik tilbudt et job som professor i økonomi på AU.
“Jeg kan godt lide den akademiske livsstil og at være nørdet. Jeg får lov til bare at tænke over ting til hverdag.”
Matthias fortæller om sit arbejdsliv med lys i øjnene.
“Jeg prøver at være en god researcher i mit felt, uddanne mine studerende godt og skabe viden, som nogle forhåbentligt vil finde interessant på et tidspunkt.”
Da GPS’en indikerer, at vores lift lakker mod enden, får vi spurgt Matthias ind til, hvor han egentlig synes, at han står i livet lige nu.
“Jeg forsøger at være et godt menneske. Jeg er ikke så religiøs, som jeg tror, mine forældre ville ønske, at jeg var, men jeg tror, at jeg i de mindste har værdierne med. Jeg prøver at være en god far og lære mine børn at være gode mennesker.”
Refleksionerne omkring det at være en god far er noget, han allerede mødte os med, før vi overhovedet havde forladt vejkanten uden for Horsens.
“Vær sød ikke at være kriminelle, jeg har to børn,” var nemlig det allerførste, Matthias sagde til os, da vi satte os ind i hans bil.
Halvt i sjov, halvt i alvor. Han fortæller senere, at han lige ville teste os og se, om han kunne spore en eventuel sidste udvej, inden vi spændte sikkerhedsselerne og rullede ned langs vejen.
Navn: Matthias, 35 år
Profession: Adjunkt, Institut for Økonomi på AU
Opsamlingspunkt: Motorvejsafkørsel ved Horsens
Destination: Grenåvej tæt på Skæring
Længde af tur: 65 minutter
Efter en halv times ventetid og nogle trætte tomler begynder vores tålmodighed så småt at løbe op.
Vi er få sekunder fra at smide håndklædet i ringen, da Minik pludselig holder ind til siden, skubber fordøren op og inviterer os til at køre med. I bilen er humøret højt, radioen spiller for fulde drøn, og hunden Marley sidder velopdragent på hans skød.
Egentlig er Minik ikke vant til at samle blaffere op, men “det er jo tåbeligt at køre en, når man kan fylde bilen og køre fire,” som han siger.
Vi erfarer hurtigt at bæredygtighed er noget af det, som fylder meget i hans liv. Han har selv stiftet virksomheden Upcycling Scandinavia, som arbejder med at producere skole- og uddannelsesmøbler af plastikkofangere.
Interessen for iværksætteri og bæredygtighed løber i familiens årer.
“Min søn, Nikolaj på 27 år, har virksomhedslokaler lige ved siden af mig, så vi er sammen i det daglige.”
Minik selv er opvokset i Danmark, men hans mor kommer fra Thule. Han fortæller os lystigt røverhistorier om onkel Claus og fætter Benny fra Grønland, som tilsyneladende altid er ude på ballade.
Han har kursen mod Aarhus C, hvor han skal hente to af sine drenge, inden de sammen skal hjem til ekskonen og spise middag.
Miniks kærlighed til sin familie, passion for iværksætteri og ikke mindst hans positive væsen skinner endnu en gang igennem, da vi hører, hvor han er på vej hen. Ikke fysisk, men i livet.
“Jeg synes, det bedste er, at man står op om morgenen og er glad og smiler. Jeg synes, man skal gøre det, man godt kan lide. Det man brænder for, skal man blive ved med.”
Efter en kort pause trækker han på skuldrene og tilføjer:
“Ja, og lokalt skal jeg da bare lige finde mig selv og finde en sød kæreste.”
Navn: Minik Jørgen Helbo, 56 år
Profession: Iværksætter og selvstændig
Opsamlingspunkt: Grenåvej
Destination: Aarhus C
Længde af tur: 17 minutter