Aarhus portrættet:
Bag rampelyset leder DAYYANI efter sit næste ‘hvorfor’
Tekst: Amalie Hermansen & Martha Back
Foto: Mikkel Odd Højgaard
Liv | 08/04/2026 | 15. udgave
Den aarhusianske popkunstner DAYYANI har spillet på Roskilde og fået hits på P3. Men efter flere år i højt tempo forsøger Isabella Dayyani nu at finde et nyt ‘hvorfor’ i musikken og sig selv.
Et ocean af hænder løfter sig mod en blå sommerhimmel. Som et pulserende organ pumper de til beatet. På scenen pumper adrenalinen også i Isabella Dayyani Lautrups krop.
Fingrene leger med luften, og hendes fødder, der aldrig står stille, danser til de dundrende trommer og det elektriske pop-beat. Hun tænker ikke, men eksisterer bare i magien. I hvert smilende ansigt, hver løftede hånd og svajende hofte ser hun sin største drøm blive til virkelighed. Og med ét kulminerer et livs dagdrømmeri på scenen på Roskilde Festival i 2022. Det er det her øjeblik, alt har ledt op til.
De kommende år rider hun videre på drømmebølgen og udlever sin vildeste popstjerne-fantasi på turné, i lydstudiet og i radioen, hvor hendes sange spilles flere hundrede gange.
I dag, tre år senere, møder TENDENS Isabella midt mellem tropiske planter og cappuccinoer i Væksthuset i Botanisk Have. Hun ser på rummet omkring sig. Blikket dvæler kort ved vinduets indramning af haven udenfor, inden øjnene vender tilbage med deres karakteristiske direkthed.
Hun var faktisk i tvivl, om hun ville medvirke, fortæller hun. Næsten bange for, om hun overhovedet havde noget at fortælle.
Ukendt territorie
DAYYANI-projektet begyndte ikke som en klar plan om en solokarriere, men snarere som et skridt ud i noget ukendt. Isabella gik på Musikalsk Grundkursus (MGK) i Aarhus, et forberedende program for unge, der vil søge ind på Musikkonservatoriet. Her blev hun for første gang skubbet ud på nyt territorium: sangskrivning.
“Jeg havde altid sunget og spillet musik, men det at skrive sange var helt nyt for mig. Det føltes sindssygt grænseoverskridende,” fortæller hun.
Det begyndte på et sammenspilshold, hvor eleverne arbejdede med at skabe musik. På den første dag sad de i en rundkreds og fortalte om sig selv. Hvem de var. Hvad de spillede. Hvad de drømte om at lave.
Da læreren spurgte, om nogen skrev tekster, blev lokalet stille. Blikkene gled rundt i cirklen. Ingen meldte sig. Til sidst stoppede lærerens blik hos Isabella.
“Han sagde: ‘Du må jo skrive nogle tekster. Du er jo sanger.’ Jeg sagde, at jeg aldrig havde gjort det før, og at jeg ikke kunne finde ud af det,” smiler hun.
Men læreren lod sig ikke overbevise. Opgaven fulgte hende ud af klasselokalet og hjem. Den lå der som en lille knude af forventning. For sangskrivning var ikke bare et nyt håndværk, det var også en ny måde at vise noget af sig selv på.
“Det er enormt personligt at udtrykke sig med ord, så det føltes ret farligt dengang,” siger hun.
Med tiden bevæger den dengang 22-årige sanger sig ud af det musikalske laboratorie og ind i en klarere kunstnerisk retning. Indspilningerne i studiet tager fart, og i 2021 udkommer debut-EP’en “All The Things I’m Learning”. Med ét træder DAYYANI frem.
Hjemme blandt scenelys og publikum
Meget musik bliver til i lydstudiet. I små rum fyldt med kabler, mikrofoner og skærme, hvor ideer langsomt formes til sange. Men det er ikke der, Isabella for alvor føler sig hjemme som kunstner. På scenen, hvor lyset rammer ansigtet, bassen pumper, og publikum gynger til rytmen foran hende. Dér føles musikken mest levende.
“Det er der, jeg føler, jeg er bedst, og hvor jeg får mest tilbage. Det der med, at man er mange om noget til en koncert, det giver mig sindssygt meget energi.”
Det dirrende øjeblik inden koncerten skydes i gang, falder tempoet backstage, instrumenterne stemmes, kabler tjekkes, og bandet samler sig. Det er ikke nervøsitet, der fylder rummet, men en sitrende forventning.
“Det føles næsten som at gå ind i et legerum, hvor jeg får lov at glemme mig selv og bare være DAYYANI,” fortæller hun.
Når Isabella træder ind i rollen som DAYYANI, forvandles hun til en mere overdimensioneret version af sig selv. Publikum er kommet for et show, og det skal de få. Og inden scenetæppet falder helt, udfører bandet en række ritualer.
“Vi står altid i en cirkel, lægger hånden ind i midten og laver et kampråb. Det er en rytme fra en gammel sang, der hedder “Up n Down”. Den spiller vi ikke længere, men kampråbet holder vi fast i,” fortæller hun.
Ritualerne stopper ikke der. Inden koncerten løfter de glassene sammen – et lille øjeblik, der balancerer mellem leg og alvor. En tradition, der har rødder i cubansk kultur, hvor man også skænker en dråbe til naturen, og som har fundet vej ind i bandets fællesskab fra studielivet på Musikkonservatoriet. Det nyeste ritual er mere stille. Telefonerne slukkes, verden udenfor dæmpes. Tilbage er kun rummet, hinanden og energien, der vokser i kroppen.
Fuck janteloven
DAYYANIs musik bliver ofte beskrevet som international. Selv er hun ikke sikker på, at det er noget, hun bevidst har forsøgt at skabe. I stedet peger hun på de ting, hun selv lytter til. Inspirationen kommer sjældent fra danske kunstnere, men fra popscener og musiktraditioner langt uden for landets grænser.
“Jeg tror bare, at fordi den musik, jeg selv lytter til og henter inspiration fra, ikke er særlig dansk, så bliver min lyd naturligt også mindre ‘dansk’,” fortæller hun.
At hun synger på engelsk, spiller også ind. For mange lyttere placerer sproget hende automatisk et andet sted.
“Mange går automatisk ud fra, at jeg ikke er dansk,” siger hun og fortæller om en koncertoplevelse, hvor en fra publikum blev overrasket over, at sangen “Blink Twice” var hendes. Pigen havde lyttet til sangen utallige gange i troen om, at der var tale om en udenlandsk musiker.
Også på scenen søger hun væk fra det, hun oplever som en mere tilbageholdende dansk koncertkultur. Med koordinerede outfits, dansere, koreografi, høj energi og de ikoniske legende hænder forsøger hun at skrue op for ambitionerne i sit liveudtryk.
“Jeg har aldrig rigtig kunnet relatere til det der jantelov-agtige. Jeg ville ønske, flere bare turde sige ‘fuck det’ og gå efter det,” fortæller hun.
Netop sangen “Blink Twice” står som et særligt eksempel på, hvordan hendes musik udspringer af konkrete oplevelser.
“Den blev skrevet efter et møde med en person med en svær funktionsnedsættelse. Det inspirerede mig til ‘Blink Twice’, som handler om at være begrænset, men stadig have et indre liv, der vil ud.”
Sangen indledes med linjerne:
“Blink twice if you hear me/ Blink twice if you feel me/ Cause I gotta know if you’re somewhere inside/ We could be dancing but all in our minds.”
Den kredser om bevidsthed og indre liv, fortæller den 27-årige sangerinde. Senere oplevede hun, hvordan sangen kunne tolkes forskelligt. Da en video om sangen senere blev udgivet hos P3, fik den pludselig en ny betydning.
“Min mor skrev til mig, at den også kunne handle om det iranske folks kamp for frihed under demonstrationerne i 2023. Og jeg tænkte: ‘Nå ja… det kan den jo også.’ Det var første gang, jeg virkelig oplevede, at en sang kan få nye betydninger, alt efter hvem der lytter,” fortæller hun.
Musikkens rødder
For Isabella Dayyani Lautrup har musikken været en del af hverdagen fra begyndelsen. Faren er violinist i et symfoniorkester, og moren er jazzsanger. I hjemmet var det en selvfølge, at børnene beskæftigede sig med musik.
“Mine forældre var ret insisterende på, at både min bror og jeg skulle gå til et instrument. Vi måtte selv bestemme hvad, bare der var noget,” fortæller hun.
Hun begyndte selv tidligt. Allerede i 0. klasse startede hun til cello, og siden fulgte flere instrumenter.
Selvom popsangeren i dag forbindes med Aarhus, tilbragte hun en stor del af sin barndom i København, før familien flyttede tilbage til byen, da hun var omkring 11 år. Her blev Isabella introduceret til en lokal musikklub i Åbyhøj, der kom til at præge hende. Miljøet i klubben var legende, men havde samtidig en vis seriøsitet omkring musikken. Fællesskabet har haft enorm betydning for hende, og hun spiller fortsat med vennerne fra dengang.
At begge hendes forældre lever af musikken, gjorde også den tanke mere naturlig for Isabella. Alligevel var drivkraften ikke ambitioner om en karriere, men snarere lysten til at spille.
“Jeg tænkte aldrig på det som noget, jeg skulle tjene penge på. Jeg tænkte bare: ‘Hvordan kan jeg spille med nogen? Hvordan kan jeg stå på en scene?’”
Hendes iranske efternavn blev kunstnernavnet: DAYYANI.
“Jeg har altid været stolt af at have rødder i et andet land. Min morfar flyttede til Danmark som 24-årig og startede forfra. Det, synes jeg, er ret modigt,” fortæller hun.
De kulturelle rødder har også sat spor i hendes musikalske univers, selvom hun ikke nødvendigvis forsøger at gøre det til et erklæret koncept.
“Jeg har lyttet sindssygt meget til afrobeat, iransk musik og egyptisk pop. Det kommer helt naturligt ud i min musik.”
Selvom hendes egen musik ligger langt fra forældrenes klassiske og jazzede baggrund, har hun flere gange inviteret dem med ind i sit arbejde. De er blandt andet med på hendes nyeste album, og hun optræder en gang imellem live sammen med sin far i hans orkester. For hende er samarbejdet både personligt og musikalsk meningsfuldt.
“Jeg elsker det. Det er virkelig dejligt at arbejde med dem, og de bliver altid så glade, når jeg spørger,” siger hun.
Da hun træder ned fra Roskilde-scenen i 2022, begynder flere år med festivaler, turnéer, nye udgivelser og to sange på “P3’s Uundgåelige”. Som hun krydser det ene karrieremål af efter det andet, føles alt muligt og intet uopnåeligt.
Men selv den energiske DAYYANI mærker efterhånden effekten af branchens hastighed. Hun er stakåndet og kan i farten ikke længere mærke sig selv. Hvad der startede som et passionsprojekt ved siden af studiet, har vokset sig større, end hun nogensinde havde forestillet sig.
“Det var intenst, for det står aldrig stille i musikbranchen. Der er altid noget nyt.”
Efter to vanvittige år havde hun brug for en pause. Men da tsunamien af festivalkoncerter og succes trak sig tilbage, var der tomt.
“Jeg havde nogle mål, da jeg startede. Og det var ligesom sket. Så stod jeg med et tomrum. For hvad ville jeg? Hvorfor skulle jeg fortsætte? Jeg havde brug for et nyt ‘hvorfor’.”
Nu bor hun hos sine svigerforældre i Langå, mens hun leder efter bolig med sin kæreste. Det korte hår har vokset sig halvvejs over ørerne og fået afblegede striber.
At lade tingene ske
“Jeg burde egentlig få det klippet,” siger hun og griner.
Men hun kan ikke beslutte sig for, hvordan det nye udtryk skal se ud – hvem den nye DAYYANI skal være. Der er ingen albums på tegnebrættet, og hendes ny-lejede lydstudie er et graffiti-overmalet rum, hun endnu ikke har sat sit præg på. Men det er netop derfor, hun sagde ja til at mødes med os, fortæller hun med oprigtighed i øjnene.
“Det at være artist er jo ligesom at være menneske. Det er meningen, at man skal udvikle sig. At man skal lade tingene ske og give plads til de nye tanker og følelser, der kommer med livet.”
I stilhed for trommerne på scenen er det lettere at høre sig selv. Der er plads til nye ideer og mere mod på at lave musik. Musik, der ikke nødvendigvis skal blive til hits. Hun fordyber sig i musikkonservatoriet, nyder at producere i samarbejde med andre og prøver at “dyrke det uperfekte”. Uden et klart mål sigter hun nu efter at finde ud af, hvordan kunstneren DAYYANI og mennesket Isabella kan leve videre på en mere bæredygtig måde.
Vi er rykket fra Væksthusets glasvægge til UngdomsKulturHusets turkise indre. Det gamle kommunehospital står som en kunstnerisk oase i et nymoderne byggerod. Det huser alt fra keramikværksteder til danseundervisning og musikstudier, og da døren åbnes til det lyserøde lydstudie, stinker der af graffiti-maling.
Der er en form for sårbarhed over hende, da hun med en u-undskyldende ærlighed siger:
“Jeg føler mig ikke så ekstravagant i dag,” som hun løfter armene og lader fingrene lege med luften, imens kameraet klikker løs.
I dag er det ikke upcoming-kunstneren DAYYANI, vi møder, men en 27-årig Isabella, der ikke helt kender titlen på sit næste livskapitel endnu.
De fem hurtige
Hvor drikker du din kaffe?
“Min go-to er Street Coffee. Det er et lille sted, hvor der ikke er særlig mange mennesker. Det føles, som om man kan være lidt alene, især i en by som Aarhus, hvor alle kender alle, og man hele tiden møder folk, man kender.”
Hvor ville du anbefale en ung aarhusianer at tage hen?
“Helt klart ned på Godsbanen, på Institut for X. Både bare at gå en tur der om dagen, men også at tjekke deres events ud.”
Hvilken sang ville du ønske, du selv havde skrevet?
“'Missing U' med Robyn. Hun kan bare noget med de der sad bangers.”
Hvad er dit yndlingssted i Aarhus?
“Graven, specifikt Hipsterhøjen. Da jeg som barn flyttede fra villakvarteret i Rødovre til Aarhus, boede jeg på Mejlgade.
Den tid gjorde stort indtryk på mig. Det var der, jeg lærte byen at kende.”
Hvad er det første, du gør, når du står op om morgenen, og det sidste, du gør, inden du går i seng?
“Jeg så en video, hvor der var en, som sagde: ‘Jeg danser hver morgen. Det burde du også.’ Og jeg tænkte bare: ‘Ja tak, det er rigtigt.’ Det gør noget ved hjernen – jeg bliver mere klar og får bedre energi. Om aftenen drikker jeg Earl Grey med mælk. Det har jeg fra min halvbritiske kæreste.”