Christian Lollike sender folkeskolen til eksamen på Aarhus Teater – og den dumper med bravur
Anmeldelse:
Tekst: Mathilde Skovgaard Mertz
Foto: Emilia Therese
Kultur | 08/04/2026 | 15. udgave
Det er svært at finde selv den mindste skønhedsfejl i Aarhus Teaters opsætning af “Skolekomedien”, som med komisk og teatralsk præcision skildrer en folkeskole i forfald.
Titel: Skolekomedien
Hvor: Aarhus Teater
Tekst & instruktion: Christian Lollike. Med scener af Johanne Kirstine Fall & Frida Lea Fugl
Spilleperiode: 12. februar – 18. marts 2026
En klovn i harlekin kigger kampberedt på publikum og spiller en munter tone på sin trækfløjte. En dør åbner, og ind vælter en flok børn. Med rottehaler, store rygsække og bussemænd i næsen indtager de klasselokalet. Nogle græder, nogle skriger, og i centrum af det hele står læreren Annette, som entusiastisk forsøger at lære børnene om naturens mange egenskaber.
Det er kaos, hvilket endda forstærkes af, at hele sekvensen foregår i slowmotion. Velkommen til “Skolekomedien.”
En forbudt verden
“Skolekomedien” – der er skabt af instruktør og dramatiker Christian Lollike og desuden vandt en Reumert i 2024 – er rig på komiske øjeblikke, der takket være et eminent ensemble, veludført scenografi og et toneangivende manuskript, gang på gang fik publikum i salen til at grine højlydt.
Det på trods af, at stykket gentagende gange retter direkte kritik mod den danske folkeskole.
Tre gange Annette
Stykkets heltinde er Annette, som optræder i tre forskellige versioner. Vi har den nyuddannede (Clara Elenora Feigenberg), den næsten altid opmuntrende (Mette Døssing) og til sidst den ældre og garvede (Anders Baggesen). Fælles for dem alle tre, foruden at være iklædt samme blå rullekrave og praktiske lærredssko, er i mellemtiden, at de alle spilles med så overbevisende kraft, at det er svært at forstå, at Annette ikke er en ægte karakter.
Igennem to timer bliver Annette udsat for et utal af prøver, der skubber til grænsen for, hvad en lærer i nutidens folkeskole må finde sig i. Alt fra selvoptagede forældre og pædagogiske konsulenter til TikTok og uregerlige børn. Og selvom Annette både knækker sammen i matematiktimen og må tylle uforsvarlige mængder vin i weekenden, formår hun alligevel at fastholde drømmen om at hjælpe eleverne på rette vej i livet.
Folkeskolens dommedag
Klassens klovn (Søren Torpegaard Lund) agerer fortæller undervejs. Med sin røde næse pointerer han gennem overdreven teatralskhed, konfetti og børnesange den absurditet, der udspiller sig på scenen.
Det er både uhyggeligt, komisk og utroligt underholdende, når han med sin killer clown-energi annoncerer, ”at dagens vejrudsigt melder helvede på jord,” eller da han tvinger sort kaffe ned i alle tre Annetters hals i deres velfortjente pause på lærerværelset.
Det er uundgåeligt, at komedien ender ud i tragedie til slut. Akkompagneret af klassens klovn synger eleverne såvel som publikum en hyldestsang til Annette, der til sidst må kløjes, bogstaveligt talt, i det lille honningkagehjerte, hun er blevet givet som en simpel ”tak”.
Det hele er blevet for meget. Annette har nået sin endelige grænse. Og pludselig forvandles publikums grin til en skærende stilhed. En smule forvirring opstår. Kan det virkelig passe, at vi har drevet Annette så langt ud?
Det gør ondt at se, for alle kender en Annette. En af de lærere, som vi vil ønske, at vi havde passet bedre på.
Og således binder Lollike en sløjfe på et uovertruffet samfundssatirisk teaterstykke.
