top of page
CasperKrausee.jpg

​Samfund   |   08/10/2026   |   17. udgave

JAGTEN PÅ FRIHED

    OG FLUGTEN FRA JANTELOVEN

Alt, hvad Casper Krause gør, er med friheden som endemål. Med janteloven som fjende nummer et, har han sat kursen mod succes og frigørelse. Men er man fuldstændigt frigjort, når ens navn altid kædes sammen med en kontroversiel onlinepersona, og når både man selv og ens familie modtager trusler?

TEKST: Kaja Drude Drøjdal & Mathilde Mertz

FOTO: Alberte Wiehl

Lyt til artiklen her:
00:00 / 10:21

På sofabordet ligger en spandauer med bidemærke og en overskåret bolle. I sofaen stirrer den mandsstore bjørnebamse Bubber op i loftet, og den trofaste maskot, abebamsen Hilfe, ligger hjælpeløst med hovedet gemt bag sofaryggen.

​

Lejligheden nær Aalborg Station er dunkel bag de halvt nedrullede gardiner.

​

“Vil I have et glas vand?” spørger Casper Krause.

​

Han fylder tre høje glas op ved vandhanen i det sorte og hvide køkken og balancerer dem hen til spisebordet. Den sorte bordplade er dekoreret af klistrede ringe fra andre glas.

​

Der var fest i weekenden, og rengøringen kommer først senere.

 

Han går udenom en Soundboks og åbner karnappens dør. Frisk luft og ambulancesirener fylder lejligheden.

 

27-årige Casper Krause lejer for tiden lejligheden med en ven – men når han skal have ro til at arbejde i sin coaching-virksomhed, kører han til Vestbjerg et kvarter udenfor byen i sin blågrønne Chevrolet Corvette til et andet hus, han lejer.

​​

​​CASPER KRAUSE, HVEM?

Det kan være svært at forstå, hvem Casper Krause egentligt er. En karakter? En ægte personlighed? Forretningsmand? Måske

bare et helt almindeligt menneske? Uanset hvad, kan de fleste nok blive enige om, at den 27-årige internetpersonlighed splitter vandene.​

 

Casper Krause har kaldt sig selv for den danske udgave af  Andrew Tate. Han har startet en onlinevirksomhed, som med jævne mellemrum bliver beskyldt for at svindle sine kunder for tusindvis af kroner. Og så tøver han ikke med at flexe sit vilde luksusliv på de sociale medier. En kæmpe fuckfinger til den jantelov, vi alle lever under.

​

Men er det hele i bund og grund bare spil for galleriet? Indkapsler Casper Krauses Instagramprofil, de mange Reddit-tråde og mediernes kritiske dækning overhovedet, hvem han egentligt er?

​

Og hvis ikke, hvad gør så?

​​​​

MULIGHEDERNES LAND

Når Casper Krause fortæller om sin barndom, hæfter han sig ikke ved detaljerne.

​

Han voksede op i den lille landsby Nørhalne 20 kilometer fra Aalborg i et rækkehus med sin mor. Faren forlod dem, da Casper Krause kun var fire år gammel. I sin fritid spillede han fodbold og badminton. Gamede en gang imellem. Moren sørgede for kærlighed, tryghed og stabilitet.

​

Og det var den barndom. “Superfin,” som han selv beskriver den.​

​

CASPER FRA A TIL C

 

Casper Kronborg Krause, født i 1999.

 

Opvokset i Nørhalne 20 kilometer fra Aalborg sam-men med sin mor. Flyttede som 15-årig til Wisconsin,USA og alene tilbage til Danmark som 19-årig.

 

Startede i 2019 med at coache elever i online markeds-føring. I 2023 blev virksomheden officielt stiftet, først under navnet “Freelance Mesterklasse” med officielbase i Dubai, senere under navnet “Elevate Imperium”med base i Bulgarien.

 

Bor og har sit firma i Bulgarien, men er ofte at finde i Aalborg. Rejser tit mod varmere himmelstrøg, når han skal filme content.

​Hvis man vil forstå, hvorfor Casper Krause er blevet, som han er, må man i stedet skrue tiden et par år frem. Som 15-årig flyttede han sammen med sin mor og papfar til Wisconsin, USA. Her blev mødet med den amerikanske kultur til et vendepunkt af den livsafgørende slags.

​

“I USA lærte jeg, at det er okay at stræbe efter succes. Det er okay at ville mere. I USA fejrer man succes, man jagter succes, deres kultur er bygget op om succes. I Danmark bygger kulturen på, at vi alle sammen er middelmådige.”

​​​​

AT BEHOLDE KONTROLLEN

Casper Krauses mor og papfar tilbød ham et betalt collegeophold i USA, så han kunne læse psykologi. Han var 19 år og færdig med high school.

​

Nej tak, sagde han.

​

Kort efter sad han i en etværelses lejlighed i Aalborg. Alene, og med en husleje, der tårnede sig op over hovedet. “Bumset,” understreger han.

​

Ulykkelig, fordi det nødtvungne job som gadesælger for Red Barnet slet, slet ikke lugtede af det liv, han drømte om.

​

Så hvorfor flyttede Casper Krause væk fra den forudsigelige fremtid i USA? Hvorfor flytte fra det land, der, modsat Danmark, hyldede jagten på succes?

​

Casper Krause ville kontrollere sit eget liv – også selvom familien ikke forstod eller så meget som støttede beslutningen om at flytte alene til Aalborg.

​

I 2023 blev han tilbudt en toårskontrakt i Humac, hvor han arbejdede. Det virkede som det rationelle valg at skrive under.

​

Nej tak, svarede han.

​​

​​I stedet sagde han op. Han ville have kontrollen tilbage og arbejde for sig selv. Ikke bare være ansat i en andens firma.

​

Casper Krause beskriver det som en tid, hvor hverken venner eller familie støttede ham mærkbart – som en tid med ryggen klemt op mod muren, hvor den eneste mulighed var at satse på det, han selv kunne.

​

“Jeg sagde til mig selv, at jeg hellere ville dø end at fejle.”

​

Det var i jagten på ikke at fejle, at han begyndte at coache professionelt. Han havde allerede coachet lidt siden 2019, men da muren trykkede bag ryggen, begyndte han at tage penge for det.

​

Han coachede i selvhjælp, men også i online marketing og content creation – det havde han nemlig selv øvet sig på i tiden efter Humac.

​

Og så blev “Krause-karakteren” også født.

BLIKFANG ELLER SKJOLD?

Casper Krause opdagede, at sociale medier ikke bare var et godt sted til markedsføring af andres virksomheder. Det var også et godt sted at brande sig selv.

 

Hans videoer med kontroversielle udtalelser fik flere visninger og likes, end de andre. Han begyndte at dyrke det kontroversielle og provokerende.

 

At sige, at der kun er to køn, og at han ikke tager en “pige seriøst, hvis hun har en bodycount over fem.”

​

Det er en helt bevidst strategi, som i sidste ende giver flere kunder i biksen.

​

Den nye “Krause-karakter” lever hurtigt, snart i Dubai, snart i en luksusvilla i Kroatien.

​

Han kører i hurtige biler og hæver champagneglasset op mod kameraet ved poolen.

​

Men Casper Krause beskriver selv “Krause-karakteren” som et skjold. Online-Casper er “ti gange mere selvsikker” og ekstrovert – virkelighedens Casper er introvert og har brug for at leje to boliger, når han er i Aalborg.

​​​

​En, hvor han kan være social med sine venner. En anden, hvor han kan arbejde, trække sig og være alene. ​ ​

​

KRITIK, TRUSLER OG FRIHED

En time efter Casper Krause bød velkommen i sin lejlighed i Aalborg, sætter han sig på en vaklende barstol på Espresso House. Cafekæden er et af hans foretrukne arbejdssteder.

​

Hvem er denne seriøse forretningsmand, som både arbejder til lyden af elevatormusik og højlydte gæster og alene i et hus i Vestbjerg?

​

Han har taget høretelefoner på, så det er nemmere at høre de kunder, han i dag skal ringe til. Hver gang han har snakket med en, streger han et punkt ud på sin lange to-do-liste.

​

På computeren foran ham er flere faner åbne. Instagram, mails, to-do-listen, virksomhedens hjemmeside.

​

Udenfor går en gruppe børn forbi. Da de opdager, at det er Casper Krause, som sidder inde bag ruden, stopper de op. Hviskende og pegende, med begejstring i blikket. Nogle begynder at tage billeder.

​

Casper Krause lader sig ikke påvirke. Han kigger stadigvæk  koncentreret ind i skærmen. Ringer til en kunde imens. I starten var det underligt, når folk genkendte ham på gaden. I dag er han vant til den kendisstatus, han har fået, særligt hos børn. Samtidig skal han forholde sig til massiv kritik.

​

I en artikel fra Politiken i 2025 bliver han brugt som et skræmmeeksempel på den danske manosfære-kultur. I en Reddit-tråd skriver en bruger: “Tænk at bruge så mange penge på at lege rig,” imens en anden kommenterer: ”Jeg kan ham ikke. Jeg synes, at han er så cringe.”

​

Og så er der kritik af den mere alvorlige slags. Den slags, som ikke engang kan kaldes kritik, men deciderede trusler. Trusler om, at Casper Krause skal dø. Trusler mod hans familie.

​

“Det er forfærdeligt, fordi familien ikke har sagt ja til alt det her. Jeg kan tage modstand, men min uskyldige, søde mor... Det gør ondt.” Alligevel fortsætter han.

​

For der er hverken nogen eller noget, som skal bestemme over Casper Krause. Selv ikke kritikerne. Selv ikke dødstrusler. Friheden til at kunne definere sit eget liv vil altid vægte højest.

​

“Frihed er alt. Hvad er pointen med at leve et liv, hvor du ikke kan bestemme over din egen tilstedeværelse?”​​

Casper Krause om... JANTELOVEN:

“Det er min fjende. Jeg er det modsatte. Det er den, jeg er imod. Det er den, jeg bekæmper.”

Casper Krause om... FREMTIDEN:

“Jeg drømmer om at leve det liv, jeg lever i dag. Jeg drømmer om at modne mit brand. Jeg drømmer om en verden, hvor færre bliver krænket. Jeg drømmer om at betyde noget for andre mennesker.”

FRIHEDENS FEBERDRØM

Casper Krause forlader Espresso House, da punkterne på to-do-listen er vinget af. Han harlovet sin ven et lift i den blågrønne superbil.

 

Materialistiske ting er ikke vigtige for ham, fortæller han. Men han er nu glad for bilen, som han har døbt Krause-Corvetten.

 

“En god investering,” kalder han bilen, der er blevet blikfang på hans Instagram-profil, og nu fungerer som et særligt kendetegn. Den tiltrækker mere opmærksomhed, end en sort Audi R8 ville gøre, som han selv siger.

 

“Det føles som en feberdrøm. Nogle gange kniber jeg mig selv i armen,” siger han om sit liv.

 

Friheden til at forme sin arbejdsdag. Friheden til at rejse til Bali eller bo i Bulgarien. Friheden ved kun at afhænge af sig selv.

 

Men han synes også selv, at han fortjener det.

bottom of page