top of page
Majken_farve.jpg

​Liv   |   08/10/2026   |   17. udgave

“DET ER DEJLIGT, MEN FUCKING HÅRDT AT VÆRE SOLOFORÆLDER"

Hun havde drømt om en mand, flere børn og den klassiske kernefamilie. I stedet blev Majken Usen Nielsen solomor til en søn med en donor. Det har givet hende en hverdag uden et sæt ekstra hænder, men også en kærlighed og et familieliv, hun ikke ville være foruden.

TEKST: Nana Berg Lau & Sebastian Vestergaard Danielsen
FOTO: Ida Anine Krogh Mortensen

En mor. En far. Et par børn. Gerne tidligt. Sådan var Majken Usen Nielsen selv vokset op, og sådan havde hun også forestillet sig, at hendes egen familie skulle se ud. Men livet ville det anderledes. Da Majken var 24 år, havde hun lige købt en gård med sin kæreste og var på vej ind i det liv, hun troede, hun skulle leve. Så mistede hun sin mor.


“Det bliver man ødelagt af som 24-årig,” fortæller hun.


Drømmen om selv at stifte familie blev udskudt, og i stedet kastede hun sig over arbejdet. Som 25-årig blev hun selvstændig og åbnede en café, som hurtigt kom til at fylde det hele. Imens gik årene, og Majken fik en ny partner. Efterhånden stod det klart, at kommunikationen om fremtidens ambitioner havde stået i skyggen af at leve i nuet. De havde ikke talt ordentligt sammen om, hvad de hver især ønskede sig af fremtiden. De gik derfor fra hinanden.


I dag er Majken 44 år. Dengang stod hun i slutningen af 30’erne og skulle forholde sig til, om hun skulle finde en ny mand. Drømmen om børn og moderskabet boede stadig i hende. Men det gav ikke mening at finde en mand alene med det formål at få et barn. Hun gik derfor til sin læge. Det, der først havde været en forestilling om en traditionel familie, blev til en anden slags familie.


“Jeg føler ikke, at det var et fravalg. Men snarere et valg ud fra den livssituation, jeg var kommet i.”


Majken blev gravid ved første forsøg og fik en søn. Gennem graviditeten havde Majken forberedt sig på, at det ville blive en hård opgave at skulle være solomor. Alligevel blev hun ramt af en følelsesmæssig sorg efter hendes fødsel.

Majken-10.jpg

​“Der opstod en form for angst, som var forbundet med, at han ikke har andre end mig. Det ramte, at jeg er den eneste primære, han har.”

​​

HUN MANGLER ET PAR EKSTRA HÆNDER, MEN IKKE EN AT BEBREJDE

I hverdagen mangler der et ekstra sæt hænder, og det kan Majken godt mærke. Hun står alene med at løfte opgaven som forælder til et barn på fire år. Både det gode og det dårlige.

​​

Når de kommer hjem, er det Majken, der skal finde energien til at lege, lave mad, vaske tøj og få hverdagen til at hænge sammen. Der er ikke en anden.

​

“Der findes familier, hvor man er to forældre, men hvor det kun er den ene, som byder ind. Der må man sidde tilbage med en frustration, fordi man havde forventet noget andet. Jeg har fra start af vidst, at jeg var alene, og det har sparet mig fra en mulig skuffelse over manglende initiativ.”

​

Majken valgte selv den situation, sønnen blev født ind i. For hende er det ikke den ekstra opgave, der kan opstå i hverdagen, som fylder mest, men i stedet en dårlig samvittighed og skyldfølelse over ikke at kunne give sit barn en far:

​

“Det er den største sorg i det hele. Sorgen har været der næsten fra det øjeblik, jeg tog valget. Man tackler det som alt andet. Accepterer det.”

​​

HUN VALGTE AT BLIVE MOR ALENE, MEN IKKE AT VÆRE ALENE

For Majken er det lidt paradoksalt, at hendes søn ikke virker til at have fået mindre behov for mennesker af at vokse op med kun én forælder. Hun mener, at hun har fået et barn, der burde være født ind i en kæmpe familie. Han elsker mennesker, og han elsker, at der sker noget omkring ham.

​

Når Majken ikke selv kan være der, er hendes veninder en del af det netværk, der får hverdagen til at hænge sammen. Sønnen kan blive passet hos dem, og han elsker at besøge dem.

​

Majken har fra begyndelsen prøvet at gøre deres familieform helt almindelig for sin søn. Når han møder fortællingen om mor, far og børn, fortæller hun ham, at han ikke har en far, men at han har en mor og alle de andre mennesker omkring ham. Hun prøver også at være åben over for ham, når de større spørgsmål kommer. Der er dog et spørgsmål, der allerede har mødt hende:

​

“Hvorfor bor der ikke flere børn hjemme hos os?” spurgte sønnen en dag.

​

Det rammer Majken. For hun havde selv ønsket sig flere børn. Hun havde ønsket sig kernefamilien.

​

“Jeg er ikke sådan en rødstrømpe, der bare gerne vil bo alene.”​

Majken afviser selv den fortælling, der nogle gange følger med kvinder, der vælger at få børn alene. Hun er ikke en kvinde, der nødvendigvis har valgt mændene fra. Tværtimod trives hun bedst med en partner. Derfor håber hun på, at der en dag kommer en mand ind i hendes liv, og med ham, muligheden for at skabe mere familieliv. Men lige nu har hun svært ved at se, hvordan hun skulle finde plads til et forhold uden at tage tid fra sin søn.

​

Majken prøver derfor at leve med at ønske sig den familie, hun aldrig fik og samtidig elske den familie hun har. Det er for hende det bedste valg, hun nogensinde har taget. Når han kommer løbende hjem til hende, føler hun sig ikke længere bare som en mor, der står alene med et barn. Hun er hele hans verden.

​

“Det er både en kæmpe opgave, men det er også en kæmpe gave.”

bottom of page