Liv | 08/10/2026 | 17. udgave
HUN DØMMER FODBOLD MED SELVSIKKERHED OG BRUGER TVIVLEN SOM EN TAKTISK MEDSPILLER
Det er ikke kun fodboldspillerne, der skal tænke taktisk under kampen. Når fodbolddommer Nikoline Danielsen er på banen, skal hun også stå på mål – bare for sine beslutninger.
TEKST: Ida-Marie Fabricius Larsen & Maiken Emma Christensen
FOTO: Oscar Stie
Kursen er sat mod Fredensvang, hvor Nikoline Danielsen har fundet sig til rette i en af bussens afkroge. Hun knapper den sædvanlige, iskolde State-energidrik op og finder playlisten, der skal få hende i den rette stemning. De vigtigste steps i den mentale opvarmning, som hun kalder det.
“Na-na-na, diva is a female version of a hustla,” skråler Beyoncé gennem høretelefonerne. Nikoline skruer op til maksimal decibel, så hun for alvor kan føle ordene. I takt med tonerne vokser selvtilliden, og hendes fokus skærpes.
“I skal ikke fucke med mig,” tænker hun.
Nikoline står af nær Fredensvang Stadion, hvor en Serie 2-kamp mellem AGF og ASA’s herrehold snart løber af stablen. Hun ankommer en time inden kampstart, da det er hende, som skal agere opgørets hoveddommer.
FODBOLDBANENS DRONNING
I tre år har Nikoline løbet rundt på grønne græsbaner for at dømme hvert et afgørende sekund. Selv har hun spillet fodbold i mange år og gør det stadigvæk. Faktisk var dommerdelen netop det sidste aspekt, hun manglede.
Når man ikke altid selv har været helt tilfreds med de dommere, der har været, så må man gøre det selv.
Det er en stor fordel selv at have spillet fodbold. Nikoline bruger det til at sætte sig ind i spillernes forventninger til hende – det giver ofte et praj om, hvad der er det rigtige at dømme.
“Det er den der fingerspidsfornemmelse for, hvad spillerne gerne vil have, og hvad jeg selv ville forvente af dommeren, hvis jeg var spiller.”
Det, der holder kamp- og dommergejsten oppe, er de gode kampe og samarbejdet med linjedommerne, der render rundt på sidelinjen og dømmer med.
“Det er succesoplevelserne, der driver mig 100 procent,” fortæller den 24-årige dommer.
Nikoline er der altid i god tid inden en kamp og beder sine linjedommere om det samme. Hun sætter sit brune hår op i en stram, urokkelig knold og tager uniformen på. Både den fysiske og den mentale. Når linjedommerne ankommer, er det vigtigt at lære dem at kende, så de snakker samme sprog på banen.
“Jeg har deres ryg, men de har også min ryg.”
EN DOMMER I AKTION
Klokken nærmer sig 19:15. Mørke skyer har lagt sig som en tung kappe over Fredensvang Stadion. Regnen falder blidt, men vedvarende. Projektørerne lyser banen op som en scene. Kulden stikker i kinderne. Midt på banen står Nikoline i shorts og gul dommertrøje. Den skarpe gule farve lyser op i gråvejret og markerer tydeligt hendes plads på banen. Hun fløjter kampen i gang.
ASA kommer flyvende fra start og presser bolden helt til målstregen. Foran målet er der ren tumult. Nikoline forsøger at se igennem kaosset:
“Det kan være svært at bevare overblikket, når alle bare tonser ind foran målet.”
Fem hektiske afleveringer i rasende tempo, og så sidder den der. 1-0 til ASA. En myriade af tilråb i glæde og ærgrelse blander sig med regnen. Kort efter udligner AGF, men ASA svarer igen.
“Op med hovedet, drenge!” råber AGF-træneren – og det virker. 2-2 ved pausen.
Første halvleg har været forholdsvis rolig. Kun to frispark og en enkelt offside er dømt.
“Begge hold vil faktisk gerne spille fodbold,” fortæller Nikoline.
“Jeg har deres ryg, men
de har også min ryg.”
SELVSIKKERHED ER EN KAPPE, DER KAN TAGES PÅ
Nikoline virker selvsikker på banen. Men det er hun ikke altid. Opdager hun, at hun har dømt forkert, kan det nage hende resten af kampen. I værste tilfælde kan hun blive slået så meget ud af kurs, at hun mister blikket for spillet.
“Jeg kan godt tabe kampen, hvis jeg har lavet en fejl. Ikke fordi jeg taber kampen, men fordi jeg kommer for meget ind i mit eget hoved. Jeg går og ærgrer mig og glemmer at kontrollere spillerne verbalt.”
Hun husker tydeligt sin første kamp. Hun griner bagklogt.
“Lige da jeg fløjtede kampen i gang, følte jeg, at jeg løb rundt som en høne uden hoved. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle være og tænkte:
“Hvad laver jeg herinde, og hvor skal jeg løbe hen?’ Jeg følte mig i vejen.”
Hun husker tydeligt sin første kamp. Hun griner bagklogt.
“Lige da jeg fløjtede kampen i gang, følte jeg, at jeg løb rundt som en høne uden hoved. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle være og tænkte:
“Hvad laver jeg herinde, og hvor skal jeg løbe hen?’ Jeg følte mig i vejen.”
Selvom usikkerheden nu og da stadig kan få sit tag i hende, er Nikoline vokset med opgaven. Når spillerne er uenige med hende, skal hun bevare roen – eller fake it till you make it.
“Jeg har altid fået at vide, at jeg er rolig og upåvirkelig. Men det er jeg ikke indeni. Det har overrasket mig meget, hvor god jeg er til at udstråle det.”
TÆNDING, TEMPO OG TEMPERAMENT
I anden halvleg er stemningen mere eksplosiv og desperat end før. Nikoline må løbe stærkt for at følge med. ASA laver to hurtige mål. 4-2. Nikoline dømmer straffe til ASA. Han fægter med armene, tydeligvis uforstående over for hendes afgørelse. Men hun ser det klart. En AGF-spiller kaster sig hen over bolden og laver et benspænd med kroppen.
Det har ikke noget med fodbold at gøre, tænker hun.
Nikoline er urokkelig i sin beslutning. ASA brænder straffesparket, og kampen intensiveres yderligere.
Ti minutter før slutfløjt står ASA’s mål helt frit. AGF skyder en lang bold. 4-3. En ASA-spiller farer op imod Nikoline.
“Det kan du fandme ikke mene!” råber han.
Han vil have dømt frispark til sin holdkammerat. Hun står fast. Der er ikke meget ilt til hjernen sidst i kampen, tænker hun. Impulserne styrer. Hun giver en advarsel. To minutter tilbage.
Fløjten skærer gennem den stadigt silende regn. ASA jubler: “Hvem var det der vandt i dag, det var dem fra ASA af.”
I frustration hamrer en AGF-udskifter en bold ind i det tomme spillerhus. I dommeromklædningen deler Nikoline sodavand ud til linjedommerne, der har slået sig ned ved siden af. Fra ASA’s omklædningsrum fortsætter sejrssangen.
Hun smiler. “Det var en fed kamp,” siger hun.
“De bedste er dem, hvor der er meget at se til, men hvor man stadig har det under kontrol.”
ANSVARET HVILER PÅ SKULDRENE
En del af fodbolddommerens jobbeskrivelse er, at man står med det endelige ansvar. Det er ikke altid lige nemt at stå med ansvaret uanset kampens udfald. Og Nikoline har til tider dømt forkert. Men hun må slippe det. Hun holder fast i, hvordan kampen udspiller sig fra sin vinkel på banen. Det er den, hun kan se – også selvom publikum råber og skriger fra sidelinjen.
Selvom hun oftest mestrer selvsikkerheden ude i felten, har hun et par dårlige oplevelser med i rygsækken.
“Jeg har også minder om kampe, hvor jeg tænkte: ‘Fuck noget lort.’ En bestemt kamp er jeg næsten gået fra grædende, fordi det var noget værre møg. Jeg kan stadig huske den kamp.”
Men Nikoline er stadig høj på energi og fodboldånd både inden, under og efter kamp. Derfor trækker hun i arbejdstøjet og dømmer kamp efter kamp, uge efter uge.