top of page
_C4A5581.jpg

​Samfund   |   08/10/2026   |   17. udgave

BEDSTEFORÆLDRENE ER FÆRDIGE MED AT NYDE. NU ER DET TID TIL AT YDE: “JEG HAR BØRNEBØRN. JEG HAR EN FORPLIGTELSE” 

Siden 2017 har Bedsteforældrenes Klimaaktion kæmpet en kamp for deres børnebørns fremtid. De har oplevet velfærdsstaten vokse, forbruget eksplodere og klimakrisen forværres. Nu bruger de deres tid, engagement og stemmer på at kæmpe for den verden, de skal give videre.

TEKST: Asbjørn Bovbjerg Jensen & Filippa Hestbæk Bock  
FOTO: Ane Ingeborg Boel Essenbæk

Lyt til artiklen her:
00:00 / 06:33

Der står rollatorer, bamser og isbjørne i en kælder på Folkehuset ved Møllestien. Ved siden af ligger skilte, plakater og mørkegrønne veste. På hylderne står rekvisitterne klar til næste klimademonstration. For medlemmerne af Bedsteforældrenes Klimaaktion er det blevet deres værktøjer i klimakampen. 

​

I Aarhus er omkring 86 personer tilmeldt den lokale afdeling. De samles til klimacafé, vidensmøder, læser dagsordener til byrådsmøder, laver skilte, synger og opsøger lokalpolitikere. 

​

Hver anden onsdag tropper de op før byrådsmødet og forsøger at få politikerne i tale. Herefter fortsætter de gennem Aarhus’ gader iført deres mørkegrønne veste og bliver mødt af “thumbs up” og støtte fra forbigående. 

EN GENERATION, SOM VIL GØRE DET GODT IGEN  

Et af medlemmerne, der er mødt op til dagens vidensmøde i Folkehuset, serverer en tallerken søde vindruer fra kolonihavehuset. Flere og flere møder op smilende, grinende og med kaffe og kage i hånden.  

​

En anden af organisationens aktive medlemmer Kirsten Anker Pedersen fortæller, at hun blev optaget af klimakrisen efter at have set en film af David Attenborough om klodens tilstand. 

​

Kirsten har børnebørn, og for hende er det netop dem, der gør klimakampen personlig. Der skal handles nu, før det er for sent.  

​

“Jeg har børnebørn. Jeg har en forpligtelse,” siger hun.  

​

Kirsten mener, at hendes generation har “levet over evne”. Hun og de andre medlemmer ønsker at aflevere en klode, som er bedre end den, de modtog.  

​

Foreningen er lille sammenlignet med de organisationer og strukturer, som de forsøger at påvirke. Og medlemmerne ved godt, at de ikke nødvendigvis kan se de store resultater af deres arbejde. 

“Nogen siger, at vores indsatsbare er en dråbe i havet – ja, men havet består faktisk af dråber.”

Onsdag den 23. september

14:45  

​

AARHUS RÅDHUS  

Fire bedsteforældre er troppet op foran indgangen til rådhuset, inden politikerne skal til byrådsmøde. De er iført mørkegrønne veste og med sig har de en trækvogn og skilte på pinde med budskaber som “Børnenes Fremtid, Vores Ansvar” og “Stop Nedrivninger. Renovér”. Om halsen en illustration af kloden med skriften: “Er hun ikke dejlig!” 

​

En af bedsteforældrene har sågar et lamineret ark med ansigter og navne på lokalpolitikerne. De er forberedt og klar til at få dem i tale.  

​

“Vi står her hver gang, der er møde, uanset om der er klima på dagsordenen eller ej,” fortæller et af medlemmerne.  

​

Flere politikere kommer forbi. “Hej!” lyder det, og der sendes bekræftende nik. Bedsteforældrene smiler pænt og hilser tilbage. En af dem holder endda døren for nogle af magthaverne.  

​

Politikeren Anna Thusgård valgt ind for Socialdemokratiet i Aarhus Kommune stopper op og snakker med bedsteforældrene i et par minutter inden byrådsmødet.  

​

“Jeg synes, det er dejligt, at de viser et så stærkt engagement, når de står her til hvert byrådsmøde,” siger hun. 

16:34 

​

EFTERBEHANDLING 

“Hva’ så, hvor ender vi i dag?” lyder det fra et af de kvindelige medlemmer. Det er blevet tid til “efterbehandling”. 

 

Valget falder på Fairbar. Bannere og trækvogn følger med troppen hele vejen indenfor. Der skænkes varm kakao med flødeskum på siden, fadøl og filterkaffe over disken til demonstranterne, imens dagens march afrundes til jazzmusik i baggrunden. 

 

Trods mangel af miljøsager på byrådets dagsordenen, var bedsteforældrene glade for at få flere politikere i snak. En bred enighed understreger, at demonstrationen har været vellykket. 

 

Som den sidste kommentar for dagen udbryder et af medlemmerne: “Al magt til de grønne!” En smittende latter fra resten af flokken breder sig i rummet, inden de skåler over bordet. ​

16:12 

 

MARCHEN BEGYNDER 

Demonstrationen rykker mod midtbyen og gruppen er i mellemtiden vokset til fem. En af medlemmerne har afbrudt middagsluren for at  følge med troppen, på trods af at hun er lidt træt. 

 

Omkring 100 meter senere begynder en hæs stemme at  fylde gadebilledet: 

 

“Se min kjole den er made in China. 

Alt hvad jeg ejer, det er li’som den. 

Det er fordi den er så skidebillig, at jeg snart kan få en ny igen” 

 

Der bliver klappet og hujet af både børn og voksne på den fyldte gågade. Jo længere ned ad gaden de kommer, jo højere lyder kampsangene for klimaet. 

 

“Det er meget modigt, at de står op for klimaet for at redde deres børnebørn. Selvom de ikke er så mange, så gør de stadig en forskel,” siger to teenagepiger i forbifarten. ​​

NOGET AT GIVE VIDERE 

Kirsten forestiller sig den dag, hvor hendes børnebørn bliver voksne og spørger, hvad hun gjorde, mens klimakrisen udviklede sig. ​

​​

“Hvis mine børnebørn, når de bliver 20 år, spørger mig: Hvad gjorde du? Så vil jeg kunne sige, at jeg gjorde mit bedste.” 

 

For som Kirsten slutter af med: 

 

“Vi nyder og nyder og glemmer at yde.” 


Nu vil hun have, at hendes generation også yder. For børnebørnenes skyld. 

bottom of page