MAD SKAL IKKE MÆTTE,
MAD SKAL LEGES MED
Kultur | 08/10/2026 | 17. udgave
I daginstitutionen Kareten i Aarhus spiser børnene blomster, piller ved muslingeskaller og laver åndedrætsøvelser. Måltidet skal være en sanse- og legeoplevelse.
TEKST: Mathilde Messerschmidt Nielsen & Sofie Amalie Borreschmidt
FOTO: Sara Brendstrup
Der dufter varmt og krydret af kød, bagte tomater og smeltet parmesan – pasta med kødsovs. Små ivrige ben vipper frem og tilbage i luften med enden uroligt i stolen.
De fleste kender scenariet. At sidde som barn ved bordet i børnehaven. Skæve til grøden på bordet.
Råbe: “Det spiser jeg ikke!”
Men her i den private daginstitution Kareten i Aarhus er alt ikke, som det plejer. Kødsovsen, der dufter fra skålen, er fra frilandskvæg fra en nærliggende gård. Resterne af mandagens ærtegrød svømmer rundt i sovsen. Ingridærter, det danske svar på en kikært, ligger også og giver nye former og farver til sovsen. På et fad ved siden af er der en salat med den orange blomst morgenfrue på toppen og en kærnemælkscreme til.
DET HAMMER, HAMMER FEDT
Inden børnene giver sig i kast med maden, skal de først trække vejret, bogstaveligt talt. En af pædagogerne rejser sig fra sin stol og spørger: ”Er I klar til at trække vejret med mig?”
I fællesskab strækker de armene op over hovedet, trækker vejret ind og lader armene søge nedad i en udånding. Det kunne ligne begyndelsen på en yogatime, hvis ikke deltagerne var tre og fire år gamle.
I kor synger de alle med på en nyfortolkning af festsangen “Hammer Hammer Fedt” og slutter af med; “værsgo maden er god”. Først nu rammer gaflerne pastaen.
Måltidet er aldrig tilfældigt i Kareten. Selv en portion pasta med kødsovs er gennemtænkt. Succes måles ikke i mæthed, men i det pædagogiske arbejde omkring maden, børnene og fællesskabet. Det fortæller leder i Kareten Jan Holm.
“Måltidet skal være en lærings- og sanseoplevelse. Børnene skal være nysgerrige på maden, ikke tvinges til at spise den.”
Jan Holm fortæller, at de for nogle dage siden fik serveret blåmuslinger. Nogle af børnene smagte på dem, andre syntes, at det lugtede besynderligt, nogle nægtede
at spise dem, men fælles for alle var, at de undersøgte muslingerne. De blå skaller, de normalt finder på stranden med familien, lå nu på en tallerken foran dem. Børnenes nysgerrighed var vakt. De pillede, rørte og sansede muslingeskallerne.
FRA JORD TIL BORD
Ideerne kommer fra Frederik Pépin, autodidakt kok og ansat i Kareten. Tidligere har Frederik Pépin arbejdet hos Barnets Hus Amerikavej på Vesterbro. Det var her, han udviklede måden at arbejde med mad til børn, som han nu har taget med til Kareten.
“De skal se bælgfrugterne. Vi skal give grøntsager den værdi, de fortjener,” fortæller Frederik Pépin, som har valgt, at den hele morgenfrue skal pryde dagens servering. Kareten er en selvejet institution, hvilket gør det muligt for Frederik Pépin at vælge præcis hvilke leverandører, der bruges. Fra dem tilvælger han konsekvent friske, økologiske råvarer og mindre kød.
“Børnene skal forstå, hvor maden kommer fra. Det vil altid være majskolber med bladene intakt, der serveres for børnene. Æg med skal, så børnene selv kan pille, kogt kartoffel med skræl.”
Det er Frederik Pépins version af princippet fra jord til bord. Et princip, der grunder i ønsket om bæredygtighed, økologi og forandring. Frederik ønsker ikke
at afskaffe kød. Han bruger kød, smør og ost i madlavning, men med omtanke for hvor råvarerne kommer fra. Kareten har fået det økologiske spisemærke i guld. Det betyder, maden er 90-100% økologisk. Og så skal afstanden mellem råvaren og det færdige måltid være kort, for børnene skal genkende det, de spiser.
MADMODIGE BØRN
Inde i et lokale dækket af et grønt linoleumsgulv, vægge fyldt med plakater af “invasive planter” og en udstoppet fasan med øjnene rettet mod os sidder pædagogen Amanda Astrup Knudsen på 37 år. Hun fortæller om betydningen af måltidet:
“Måltidet fylder meget i løbet af dagen og er samtidig noget meget privat. Vi prøver ihærdigt på at gøre det til en tryg oplevelse, noget vi gør i fællesskab.”
Tilbage til frokostmåltidet bliver der serveret en salat med morgenfrue. En af pædagogerne spørger børnene: “Er der nogen der vil smage salaten med mig?”
Børnene kigger eftertænksomt, hvorefter en af dem nikker og smager.
“Tre, to, en,” bliver der talt ned, og sammen tager de en bid af salatbladet og tygger.
“Mmmh, den knaser, gør den ikke?” siger hun, og barnet svarer konstaterende og med en vis forundring, at ja, det smager lækkert og knasende.
Selvom morgenfruen faldt i god jord, er det ikke altid, at der er lutter begejstring for at smage nye råvarer. Somme tider kan Amanda og de andre pædagoger savne noget velkendt på tallerkenen. Forleden fik de bulgur, grøntsager og kikærter, og det er ikke noget alle børn spiser.
Amanda kan blive bekymret på børnenes vegne, hvis de ikke er mætte, når de skal ud at brænde krudt af på legepladsen. Som udgangspunkt får børnene ikke serveret noget andet, hvis de ikke kan lide maden.
Måltidet er færdigt. Rundt i rummet ses røde munde og halvtomme tallerkener. Sporadiske tomatklatter ligger på gulvet. Børnene trisser over gulvet, placerer tallerknerne i en bakke, imens pasta sidder limet fast til de små stole.