Kultur | 08/10/2026 | 17. udgave
KONGEN AF
BORDET
Klap i bordet, olie på stængerne og sved på panden. Når weekenden rammer i Aarhus, ved Nikolaj og alle de andre præcis, hvor de skal være. Der, hvor man står pænt i kø, giver hånd og kan spille sig til en øl.
TEKST: Emil Mathiesen & Hannah Malou Winther
FOTO: Loui Aamot Hestbæk
Midt i en oase af cigaretrøg og klirrende Ceres-øl triller en lille bold afsted i usædvanlig fart. Dens sortplettede overflade får den til at ligne en måne. Bolden snor sig mellem 22 metalstøbte fodboldspillere fastsat på roterende teleskopstænger. For enden af stængerne arbejder flere sæt hænder i et hektisk tempo. Alle med det mål at beherske bolden.
“Bolden er sort, fordi vi ryger så mange smøger hernede,”
lyder det fra et af de sæt hænder, der har greb om håndtagene. Efterfulgt af lyden af noget hårdt, der rammer en mur. Fire flasker danner et fælles “kling” hen over bordet.
Der er mål, og mål betyder fællesskål.
Et fjoget grin efterfulgt af ordene “keep them coming!” lyder fra manden, der hidtil har høstet alle de små målbrikker i sin retning. Han tager igen fat om stængerne, og mens en skinnende femkrone står urokkeligt i holderen, fortsætter opgøret.
KAMP I AFTEN?
Nikolaj Braüner Bjerge begyndte sine kampe ved bordfodboldbordet tilbage i SFO’en. Interessen fortsatte som en hobby, men på efterskolen fik han blod på tanden. Efterfølgende fortsætter han kampene om bordet derhjemme og træningen hos Århus Bordfodboldforening bærer frugt. I dag er han 32 år gammel og ikke kun en berygtet spiller i klubben, men også stamgæst hos Aarhus-baren Lecoqs famøse bordfodboldbord.
Det begynder allerede, inden han træder ind ad døren. På Messenger tikker beskeder som “Kamp i aften?” eller “Husk turnering i morgen” jævnligt ind i tråden med over 130 medlemmer. Gruppen blev oprettet for 10 år siden sammen med fire andre venner, han havde mødt på baren Sway.
“Vi startede den her gruppe, og lige pludselig var vi bare super mange mennesker med.” Alle har de det tilfælles, at de kan findes om bordfodboldbordene i Aarhus’ natteliv.
Når Nikolaj og de andre faste spillere støder på nye, berusede debutanter, tager de dem glædeligt under vingen, og således stiger medlemstallet i gruppen gradvist.
Nikolaj tager jævnligt til verdensmesterskaber, og i bord- fodboldklubben træner han og udvikler sin spillestil. På Lecoq møder han det uventede.
Her kender man aldrig sin næste modstander.
“Jeg kan godt lide at møde nogen, som ikke aner, at der er et miljø inden for bordfodbold og så fortælle dem, at der findes hele den her verden indenfor sporten.”
BONZINI B60
Denne torsdag aften står Nikolaj og aftenens medspiller, bartenderen Anna, overfor to rutinerede medlemmer af gruppechatten.
Efter en hurtig skål, grundet en udligning i spillet, tænder både Nikolaj og Anna en cigaret.
Den eftermonterede lampe i den gamle, rød Nilfisk støvsugers metalhylster, skærer roligt igennem røgen og lyser banen op.
Der er flere grunde til, at de gang på gang samles på Latinerkvarterets højborg. En af dem er selvfølgelig bordet.
Et B60 fra det snart 100 år gamle franske firma Bonzini. Bordet på Lecoq blev lavet i 1992 i den parisiske forstad Bagnolet og har stået i Graven i snart to årtier. Bøgetræet er slidt på en charmerende måde og en del klistermærker har fundet fast plads.
Alle de inkarnerede på Lecoq ved godt, at bolden går død i banden oppe i højre angrebsside, når blåt hold har bolden. Det gør dem ikke noget. Det er bare sådan, at det er.
Bonzini-bordets grønne linoleumsoverflade, kombineret med den nikotinplettede korkbold, giver en grad af friktion og kontrol, som gør spillet teknisk og åbner op for andre spilmuligheder end på bordfodboldklubbens fine borde.
Åbningstiderne fra 11:30 til 03:00 alle ugens dage er også et trækplaster.
“Hvis man har haft en lang arbejdsdag, så er det rart lige at tage herned efter, og så kan man lige få en øl og lidt bordfodbold,” fortæller Nikolaj.
Røgen fra hans tændte cigaret driver saligt op over maleriet af Lecoq-hanen på væggen bag bordet. Han tager et par sug ved hvert spilstop, men smider den hurtigt tilbage på sin faste plads i metaluddybningen over målet. Når der bliver banket på den røde kant, skal man være klar. Ved siden af bordets integrerede cigaretholder, er der tre aflange slidser i metallet. Her kan tre femkroner stå på højkant.
DET' EN FEMMER, DER BESTEMMER
Ønsker man en tur om bordet, placerer man en femmer i en af bordets slidser. Jo flere mønter i kø, jo flere spillere i kø. Vinder man, beholder man bordet. Taber man, er det næste mand i kø, der får sin chance.
Denne torsdag er de tre slidser tomme. Det betyder, at Nikolaj og vennerne er heldige at få plads om bordet, straks som de ankommer. Det er sjældent tilfældet i weekenderne, hvor de tre hak ikke altid er nok.
Når det vrimler med kampklare bargæster, ender femmerne både i askebægere og langs bordkanten, fortæller Nikolaj, mens han ivrigt peger rundt.
I et rum præget af promille og præstation kan systemet lyde næsten naivt. Alligevel fungerer det. For Nikolaj er det netop også essensen af sporten.
“Jamen, det er egentlig meget en gentlemansport,”
fortæller han og pointerer, at han aldrig har oplevet, at spillet har ført til slåskampe.
I stedet er der om bordet plads til både indkast-ommere, udligningsskål og håndtryk.
Omme bag baren, hvor Anna for en stund er rykket tilbage for at udføre sit arbejde som bartender, nikkes der genkendende.
“Der er en kæmpe god sportsånd om bordet. Hvis der er en femmer foran din, så holder folk det. Det er jo grunden til, at vi har kunne have det system siden 2007.”
Rundt om bordet er spillet spidset til. Intensiteten gør det svært at følge bolden med øjnene.
Et afgørende skud lander i målet. Nikolaj har vundet. Han slipper grebet om stængerne og læner sig roligt tilbage. Med cigaretten i mundvigen, holder han en velfortjent pause, inden næste kamp begynder. På anlægget spiller nummeret “Rabbit One” af Masters of Reality. Chris Goss synger: ”Yeah, I wish I was a rabbit. Rabbits can run.”
Men her på Lecoq er der ingen, der har lyst til at løbe nogen som helst vegne. Især ikke aftenens konge af bordet.
