Kultur | 08/10/2026 | 17. udgave
EMIL VAMMEN DEN STORE
TEKST: Frederikke Dalgaard Haaning og Simon Damgaard
FOTO: Mathilde Wymer Poulsen
Et brummende propelfly krydser stereofeltet i en lille højtaler på drengeværelset. Da motorlyden fra flyet forsvinder, tager Aqua-Lene over og synger:
“I’ve been around the world”.
Emil slår øjnene op og forlader nattens søvn. Sådan startede morgenerne hos Emil Vammen.
Hver dag fløj Aquas propelfly gennem vækkeuret ind på værelset i Langå. Lene Nystrøm og René Dif sang søvnen ud af øjnene på Emil og sendte ham afsted i skole.
Den Aqua-elskende dreng er nu blevet en mand på 29 år. En mand, der har en helt særlig evne til at blive dybt opslugt af musik, romerske kejsere og nødvendige fællesskaber.
BYGHERREN
I en brostensbelagt baggård ved Nørreport i Aarhus møder TENDENS Emil Vammen. En mand med venlige øjne og et
fast, varmt håndtryk. Vi følger ham gennem gården og ind i et sort-hvidt bindingsværkshus, hvor Zar Paulo har øvelokale. Her bliver vi serveret Nescafé i håndlavede kopper fra fans og inviteret indenfor i Emil Vammens liv.
Lidt uden for Randers ligger Langå. En lille by, gemt nede i et grydeformet landskab af skov og marker, omkranset af Gudenåen. Her vokser Emil op under rolige rammer med sin mor, far og lillesøster.
Det er en stille og observerende dreng, der betræder de første år af livet. Han pådrager sig ikke mange hudafskrabninger. Han vil hellere fordybe sig.
“Jeg var sygt god til at bygge med LEGO,” siger Emil, inden han tager en slurk af sin kaffekop med citatet “klap for fædrelandet”.
Faktisk er han så god, at de andre børn i børnehaven står i kø til Emils byggeevner. Børnene bestiller rumskibe, drager og biler hos Emil. Den unge, entreprenante bygherre bygger med glæde vennernes bestillinger.
Det er lige indtil den dag, der ikke er flere klodser, og pædagogerne må bede ham adskille legoværkerne, der er gemt rundt i skufferne. Så kan han starte forfra.
Den hjælpsomme bygherre har lige siden legoværkerne haft et rigt indre univers.
“Jeg var meget mere en dagdrømmer, end en, der klatrede i træer,” siger Emil.
Emils stærkeste drømme fra barndommen handler om at være i et band. At være en del af dét fællesskab. Den drøm får næring, da Emils far og bedstefar tager ham med på Tønder Festival. De skal selv på scenen. Bandet kalder sig Irsk Stuvning og er år efter år et trækplaster i amatørteltet.
Emil nyder at se dem optræde og mærke den begejstring, de vækker hos det sønderjyske publikum. Backstage møder Emil en masse mennesker, der emmer af musik. Han får lov til at prøve kræfter med alverdens instrumenter.
Emils favorit er den irske skindtromme bodhrán. Det er det første instrument, han fordyber sig i. Da Emil en del år senere starter på efterskole, er det ikke længere skindtrommen og Irsk Stuvnings toner, der optager ham. Emil spiller elektrisk guitar.
EN LINJE FRA ZAR TIL PAULO
Det er på Mellerup Efterskole, Emil møder de drenge, han siden hen skal udleve barndomsdrømmen med.
Johan, Martin, Tobias og Anton, hedder de.
Efterskoledrengene hænger ofte ud i træningslokalet. Men det er ikke håndvægtene og drømmen om store biceps,der er i fokus. Det er til gengæld AUX-stikket, der er tilkoblet de store højtalere. Drengene ved, at det skal være dem, og Emils barndomsdrøm om at være i et band, går i opfyldelse.
De går i starten under et bandnavn, der bærer præg afefterskolehjerner: Ota Solgryn. De fornyer sig senere til bareat hedde Ota.
I 2018 ændrer det sig.
Det navn, vi kender i dag, og som mange steder bliver kaldt Danmarks bedste liveband, stammer fra en brainstorm på et whiteboard fra Ikea, de køber til anledningen.
De fem venner skriver en masse bud på et nyt bandnavn på tavlen.
Zar, skriver Emil. Zar er russisk og stammer fra det romerske navn Cæsar, som på dansk betyder kejser. En anden skriver Paulo. I et virvar af ord på tavlen trækker bassisten Anton en linje fra Zar til Paulo. Det lød meget godt, mente drengene.
Inden samtalen bevæger sig videre op gennem Emilsungdom og spæde voksenliv, forlader vi øvelokalet medretning mod det pulserende knudepunkt Lecoq. Her nyder Emil jævnligt en øl.
TRENDSETTER
Da Emil går på Favrskov Gymnasium, er han med klassen på studietur i Rom. De danske teenagerne slentrer rundt i
de gamle, historiske gader og ser alt det, man nu skal se, når man er på studietur.
Men for Emil er det ikke bare endnu en omgang fortidsfjern historie på et museum. Det føles levende. Han kan gennem historierne trække tydelige tråde til den verden, han befinder sig i.
Gymnasieklassen besøger en dag Kejser Hadrians tempel. Kejser Hadrian er ikke som de andre romerske kejsere. Alle mænd i den romerske samtid er glatbarberede. Det er moden.
Men Kejser Hadrian vil ikke være med på moden, han er i stedet fascineret af grækernes fuldskæg og lader derfor
skægget gro.
Kort tid efter følger de romerske mænd den grekofile kejser. Kejser Hadrian er trendsetter.
Emil læser på en informationstavle i Hadrians tempel, hvordan man sammenligner datidens kollektive romerske skægvækst med George Michaels aftryk på mænds trang til at følge den britiske popsangers skægrevolution.
På det ikoniske “Faith” cover fra 1987 ses George Michael med lige netop det skæg, som han får mænd verden over til at efterligne. George Michael er også trendsetter.
Emil har det “helt sygt” over den sammenligning. Den flere tusind år gamle romerske historie bliver på studieturen sat i
en kontekst, der hænger sammen med nutiden.
Historien er ikke længere noget, der foregår på en horisontal tidslinje, fjernt bag ham. Den bliver vertikal. Et mønster, derm stikker op gennem årtusinder og forbinder en romersk kejser med en britisk popstjerne.
For Emil bliver det en påmindelse om, at mennesker stadig spejler sig i hinanden. Det bliver et klarsyn på, hvordan æstetik og kultur fungerer, hvordan mennesker tænker, og hvordan der altid er nogle, der er trendsettere.
SLIPSESOLDATER
I dag står Emil på scenen som frontfigur for Zar Paulo. Han er selv blevet kejser. En kejser for sin hær af trofaste slipsesoldater.
Når Zar Paulo turnerer land og rige med deres energiskekoncerter, tropper publikum op i skjorte og slips. Som et tegn på troskab. De vil ligne deres kejser.
Det var den samme bevægelse, Emil faldt over i Rom som gymnasieelev. En person skaber et udtryk, andre tager det tilsig, og langsomt bliver det til kultur.
På scenen er han den, der sætter noget i gang.
I hverdagen er han stadig den, der forsøger at forstå, hvordan den slags opstår. Han kan høre historiske podcasts
i timevis, lave traditionel romersk mad, og så ejer han tre unikke romerske mønter.
På en af Emils velholdte bronzemønter fra år 380 e.Kr. ser man Kejser Theodosius den Store. På mønten er Theodosuis afbilledet med usædvanligt store øjne. Det var dengang et symbol på, at man havde set Jesus Kristus.
Et par øjne, der for Emil, er et tydeligt stykke oldtids-PR.
Emil får sin højtelskede mønt under en valgkamp i Danmark. Hvilken, husker han ikke.
Men han husker en valgplakat, der skiller sig ud.
En kvinde er afbilledet en smuk vinterdag. Med en rød næse og et afslappet udtryk fremstår hun som en af os andre.
Emil kan lynhurtigt afkode signalerne. Hun skal fremstå omsorgsfuld og behagelig. En kvinde, man har lyst til at sætte sit kryds ved.
“Vi træffer stadig de samme valg om, hvordan mennesker skal fremstilles,” siger Emil og tager en tår af sin Ceres Top.
Om det er en valgplakat i Aahus eller en 1600 år gammel romersk mønt, er pointen den samme; mennesker fremstilles gennem bevidste valg. Vi vil altid have en trang til at styre, hvordan vi bliver set.
LANGE BEN OG ARME
Når Emil træder op på en scene, er det som om, der sker en forvandling. Nu bliver han set.
Den til tider indadvendte, historisktænkende Emil bliver vendt på vrangen.
Den 190 cm høje forsanger bevæger sig som ingen andre. Lange ben og arme skærer gennem luften i uforudsigelige retningsskift.
Hofterne svinger fra side til side om det statiske mikrofonstativ som et pendul.
Kroppen kan på et øjeblik gå fra rank og næsten statuarisk til løssluppen og voldsom.
Han virker tung og let på samme tid.
En bevægelse fra kejseren udløser et prompte svar fra den ellevilde hær.
Og netop relationen til publikum er en høj prioriteret.
Bandet har et mantra om, at de altid optræder for publikums skyld og ikke omvendt. De gør en dyd ud af, at publikum kanm mærke, at Zar Paulo er et band, der gør sig umage.
“Vi spiller altid for 80.000, også selvom der kun er 1000. Det er virkelig fedt altid at have en ‘vi-maxer-ud-tilgang’ til det,” siger Emil.
Bandets entusiasme smitter af på fansene, som ikke kun svarer igen med bevægelser. Sommetider lander der også gaver fra fansene foran fødderne på Emil, når vennerne slår sig løs på scenen.
En pakke Ota Solgryn, der vækker minder fra efterskoletiden.
En telefon med langt kabel, bliver kastet op under “Telefonperson”, receptmedicinen sertralin under nummeret “Tiger”.
For udenforstående er det små, mærkelige genstande. For Zar Paulo er det hilsner fra et publikum, der ikke bare kender sangene.
De har forstået dem. De kender Zar Paulo.
Slipsesoldaterne er trådt ind i bandets univers.
LANGT FRA PARADIS
Vejen fra den indadvendte legoklods-bygherre til den storescenekejser har ikke været problemfri.
Det er foråret 2023, og Zar Paulo har aldrig været tættere på paradis.
Inden længe skal bandet spille deres debutkoncert på Roskilde Festival. En drøm som har eksisteret lige siden de ti år tidligere mødtes på Mellerup Efterskole.
Men udover at bandet har svært ved at begribe deres spæde succes, er der noget inde i Emil, som ikke føles rigtigt. Det er som om, der ikke er nok timer i døgnet til både at være en dygtig studerende på musikkonservatoriet og et nærværende bandmedlem.
Presset bliver altoverskyggende.
“Jeg mister evnen til at blive betaget af ting. Jeg mister interessen i historie, evnen til at se forbindelser mellem ting og forholde mig nysgerrig til mønstre. Det hele var bare væk.”
De loyale bandmedlemmer griber Emil og er gode til at tilpasse dagene efter hans behov og overskud.
Et overskud, der knap nok rækker til andet end at tilbringe hele dagen i sengen.
Han søger professionel hjælp, trækker sig fra studiet og sit højtelskede band.
Emil er nede i mørket i to måneder, inden han vender tilbage med fornyet energi og er klar til at spille på Roskilde Festival.
Koncerten går over alle forventninger. Publikum er vilde med den energiske, ironiske musik og langsomt ændres
imposter-følelsen, der hidtil har plaget Emil og resten af bandet, til en forståelse for og taknemlighed over at være lige der, hvor de skal være.
Det er også et tegn på taknemlighed, at der bliver kastet det antidepressive receptmedicin sertralin op på scenen til Emil. En lettet hilsen fra slipsesoldaterne, der har fået deres kejser tilbage
FÆLLESSKABETS NØDVENDIGHED
Efter at være kommet ud på den anden side bliver det tydeligt for Emil, hvor vigtigt det er at tale med nogle, når man har
det svært.
“Jeg var nødt til, mere end nogensinde, at engagere mig i fællesskabet, uanset hvor lidt jeg havde lyst til det eller følte, jeg havde noget at byde ind med,” siger Emil.
Det kan være utroligt anstrengende og energikrævende at opsøge fællesskabet, når man har det svært. Men for Emil blev det den eneste vej ud af mørket; at tale med folk.
“Jeg var meget mere en dagdrømmer, end en, der klatrede i træer,”
Med årene har Emil taget en vigtig læring med sig, der er et pejlemærke for hans tilgang til musikken. For ham er det ikke gavnligt at jage ét specifikt mål.
“Jeg elsker at være beskæftiget med at skabe. Det er ikke slutningen på skabelsen, der er det fede. Det er selve processen,” siger Emil.
Det har også gjort, at Emil har måtte sætte uddannelsen på pause. Målet skal ikke bare være at bestå eksamen for enhverpris. Det skal være en givende proces, og det var det ikke længere. Derfor er det nu Zar Paulo, der får alle timerne, mens han håber, at han en dag kan vende tilbage til musikkonservatoriet.
Emil læner sig tilbage og tager en slurk af sin øl, som nærmer sig bunden. Rundt om os mødes studerende, stamgæster og venner om de små, slidte borde.
Når Emil ser tilbage på sit liv, har han fået det suveræne udsyn til den større sammenhæng: Fællesskab er en nødvendighed.
På tværs af hans liv er det i fællesskaberne, Emil lever fuldt ud. Fællesskaber, hvor der både er plads til forsangeren og historienørden.
Fra Lego-byggeriet i børnehaven, musik med efterskolevennerne til synergien med slipsesoldaterne rundt i landet.
Det er i fællesskabet, Emil trives. Det er dér, noget opstår, som ikke kan skabes alene. Og det er dér, han igen og igen har oplevet, at mennesker kan få det bedste frem i hinanden.
“Alt det gode, der er sket i mit liv, er sket på baggrund affællesskaber. Fællesskaber, hvor man får det bedste ud af hinanden, og alle har mulighed for at blomstre,” siger Emil og tømmer sin Ceres Top.
DE FEM HURTIGE
Hvor drikker du kaffe i Aarhus?
"Derhjemme. Jeg er ikke den store kaffedrikker. Så jeg vil hellere drikke en øl ude senere på dagen. Gerne en stor, kold og crispy pilsner fadøl. Hvis den kan overskue at have sit eget twist, så må den meget gerne det.”
Hvad er dit yndlingssted i Aarhus?
“Det bedste sted i Aarhus, det er mit hemmelige basketballsted, hvor jeg skyder hoops alene.”
Hvad betyder Aarhus for dig?
“Aarhus er mit hjem, og Aarhus er der, mine ideer bliver til virkelighed. Det er her, jeg får ting til at ske. Det er en by, som har givet mig rigtig meget gennem tiden.”
Hvad er det, Aarhus kan, som ingen andre byer kan?
“Aarhus er en meget lille, tætpakket storby. Bylivet giver én følelsen af, at det er svært at miste momentum. Der er øje for potentiale og udvikling – jeg tror aldrig, byen stopper med at have vokseværk. Det er også en virkelig fed studieby, også for en, der ikke længere studerer. Det er meget tydeligt, når en ny årgang starter. Det er som om, at byen refresher samtidig med en bevidsthed om, at der også er gamle ting, der skal bevares.”
Hvilken sang ville du ønske, du selv havde skrevet?
“‘Human Sadness’ af bandet The Voidz. Det er en 11 minutter lang sang, som handler om forsanger Julian Casablancas, også forsanger i The Strokes, komplekse forhold til sin far. En fuldstændig vanvittig komposition. Meget, meget smuk og ekstrem. En sang, der udlever sit fulde potentiale og inspirerer mig meget.”