Noah Umur Kanber gør smerte til kunst: “Nu har jeg været helt nede, jeg skal aldrig derned igen”
Tekst: Hannah Malous Winther & Filippa Hestbæk Bock
Foto: Kristine Bojsen
Kultur | 08/04/2026 | 15. udgave
Med kroppen som lærred og fortiden som drivkraft udfordrer Noah Umur Kanber vores grænser, når hun former, performer og fortæller. Men tilværelsen har ikke altid været let, og livet som kunstner langt fra givet.
Et par skinnende, lange støvler bevæger sig nærmere. Der lyder en rytmisk klirren, idet hælene slår mod den hårde asfalt, og ekkoet kastes tilbage fra de mange vinduespartier. Støvlerne er ikke helt almindelige, for på foden transformerer de sig til et par Nike-sneakers.
Det bliver en hybrid af noget sporty og elegant. Et sted midt i mellem, et sted, som er svært at placere i én boks. Støvlerne tilhører den 34-årige kunstner Noah Umur Kanber, der i disse år har sin hverdag på Det Kongelige Danske Kunstakademi. I baggården spadserer hun over de mange brosten. Små veje og en næsten skjult elevator fører fra gården op til Noahs skatkammer, hendes atelier.
Her holder hun til, mens hendes værker vokser frem i grænselandet mellem det sårbare og konfronterende. Rummet emmer af kreativitet, livshistorie og kæmpestore keramiske værker.
De mange keramiske værker i Noahs atelier kan på afstand virke næsten nuttede. Skævheder og en pallette af farver, der inviterer beskueren tættere på. Men helt nært bliver oplevelsen en anden.
De skæve ansigter fremtræder nu skræmmende og nærmest med en undertone af noget sårbart. Hun fortæller, at de i høj grad afspejler, hvem hun er som person. Udadtil udadvendt og imødekommende, men kradser man lidt i den polerede lak, gemmer der sig en langt dybere, smertefuld historie.
Et liv i overgange
For Noah er livet inddelt i tre faser. Hun fortæller, at vi allesammen begynder som larver. Så kommer den formbare fase, puppefasen, indtil vi alle bliver til unikke sommerfugle.
“Når først vi er sommerfugle, er det vigtigt, at vi spreder vingerne ud, flyver frie rundt og prøver livet af,” fortæller Noah med et overbevisende udtryk i de brune øjne.
En virkelighed, der i et øjeblik føles som det eneste sande i det sansepirrende atelier.
Ifølge Noah er vejen til de smukke, blafrende vinger dog ikke altid let. Eller lovet.
“Men vi kan jo ikke løbe fra, at fasen fra barn til puppe er ret vigtig. Nogle oplever måske noget så hjerteskærende i den periode, at de aldrig når at folde deres vinger ud og finde deres frihed, fordi de er låst fast.”
Om nogen ved Noah selv, hvordan den overgang kan føles. For hende er overgangen nemlig ikke blot en metafor. Den er definerende, betror hun os. En tilværelse mellem identiteter, mellem nutid og fremtid.
I en opvækst præget af mobning, overgreb og skiftende børnehjem voksede Noah op i en verden, hvor vinger og frihed ikke var givet på forhånd.
“Jeg tror ikke, at det under min opvækst var det vigtigste for mig, at jeg skulle være et eller andet selvstændigt. Jeg skulle måske bare have et 9-16 job, hvor jeg kunne få mad på bordet og betale husleje. Ren overlevelse.”
Facade i forstaden
Noah beskriver sin barndom som “ikke den mest idylliske.” Hendes familie flyttede rundt mellem forskellige asylcentre, dernæst til Gellerupparken og boede til sidst i Lystrup.
“Jeg føler, at jeg har levet lidt som et enebarn, selvom jeg kommer fra en ret stor søskendeflok. Vi skulle passe os selv, for der var ikke rigtig nogle forældre, som kunne tage hånd om os.”
Noah var det barn, der larmede og forstyrrede i klassen. Det var en evig jagt efter at få opmærksomhed, fortæller hun.
“Jeg havde ikke lyst til at skille mig for meget ud med fare for at blive stemplet som den mærkelige eller den, der har mange problemer, som man skal holde sig væk fra.”
Hendes larm var et råb om hjælp. Det ved hun nu.
Dobbeltlivet var en svær balance. At skulle holde en facade udadtil, være imødekommende og sej og samtidig bo i et hjem, der var alt andet end det, var en kamp. I håbet om et helt almindeligt liv i forstaden til Aarhus dannede Noah sig derfor et skjold som forsøg på at holde følelserne på afstand og samtidig have et socialt liv.
“Uden den opvækst og den historie, jeg har med mig fra min barndom, ville jeg ikke kunne være den, jeg er i dag. Hvis jeg skulle spole tiden tilbage, ville jeg nok ikke gøre noget anderledes. Det lyder måske hårdt, men jeg tror, at jeg har været nødt til at opleve de svigt og kampe for at få motivationen til at sige: ‘Nu har jeg været helt nede på bunden, så der vil jeg aldrig hen igen,’” fortæller hun.
Starten på et nyt liv
Efter studentereksamenen rejste Noah fluks til København. Aarhus var klaustrofobisk, og ingen var ligesom hende. I sit første job som pædagogmedhjælper følte hun endelig, at hun kunne være noget for andre.
“Jeg synes også, jeg var rigtig god til børn, fordi jeg netop har haft det så svært i min opvækst. Derfor var det vigtigt for mig også at møde de børn, der havde det sværest.”
Det forekom hende naturligt at finde netop de børn, hun kunne spejle sig i og være noget for. Hun gav således børnene det kreative frirum, som hun selv havde haft brug for, dengang hun var allermest udfordret.
Men i takt med Noahs transition fra ung mand til kvinde ændrede stemningen på jobbet sig.
“Det var ikke børnene, heller ikke deres forældre, men faktisk pædagogerne, der var problemet,” fortæller hun.
Noah mærkede tydeligt, hvordan de tog afstand fra hende. Den konstante udefrakommende vurdering og spørgsmålsstillen endte med at fylde for meget.
Noah satte pædagogjobbet på pause og tog de første skridt ind i modebranchen. Hun fik øjnene op for kunst og fashion. Alt det, der var frie rammer til, og som hun kunne udtrykke sig igennem. Hun besluttede sig for at sende en ansøgning afsted til Kunstakademiet, men fik afslag.
“Når jeg får en afvisning, så gør jeg alt for at vende det til et bevis på, at der er taget gruelig fejl af mig.”
Hun søgte igen året efter, og denne gang skulle vise sig at være lykkens gang.
Den frigørende kunst
I dag står hun i sit atelier som en af Danmarks spirende kunstnere. Kunst fandtes ikke i hendes barndomshjem og var for hende dengang en abstrakt størrelse. Alligevel fandt kunsten sin vej til Noah. Og da den gjorde det, blev den ikke blot en udtryksform, men et værktøj til at bearbejde af den fortid, hun bar rundt på.
Et af Noahs mest personlige værker udspringer af hendes aktindsigt. En journal på mere end 3000 sider. Sort på hvidt dokumenteres hendes barndom. I sin kunstneriske performance “I FEEL LIKE A PIECE OF PAPER”klistrede Noah papirer fra journalen fast til egen krop.
I et øjeblik stod hun der, skærmet for virkeligheden af sin egen fortid og konfronteret med hvert et traume markeret af gule highlights på hvidt papir. Publikum blev trin for trin inviteret til at tage de mange papirer af hendes krop. Til sidst stod Noah tilbage, blottet og sårbar, men også frigivet fra sin fortid.
“Værket blev en form for befrielse af mig selv. Nu kunne nogle andre få lov til at tage min smerte med sig,” fortæller hun.
Kunsten skaber på den måde et fælles rum, hvor man sammen kan dele smerte og tage springet til en ny livsfase.
“Den dag i dag har jeg heller ikke fået bearbejdet det hele. Der er stadig en masse ting, jeg gerne vil dykke mere ned i. Jeg kan bruge kunsten som et springbræt til at befri mig selv fra min fortid. Det er jo en meget poetisksmuk måde at give sig selv fri på.”
Konfrontation på åben gade
Når folk italesætter overfor Noah, at hendes kunst er politisk, svarer hun dem med, at “det vil den altid være, fordi min krop, mit udseende og min hudfarve er et politisk statement i sig selv”.
Hun fortæller, at hun udmærket er klar over, at hun provokerer, fordi hun peger fingre. Hun sender en løftet pegefinger til systemet. Men for Noah handler kunsten ikke om provokation for provokationens skyld. Alligevel er hun ikke bange for at bevæge sig tæt på grænserne.
I performanceværket “CRUSIFIXION OF JESUS” fragtes hun gennem Københavns gader, liggende i en seng omgivet af 12 disciple. Lænket til kæder og iført en guldfarvet maske, hun har lavet i keramik, føres hun topløs fra sengen op mod et stort trækors, mens hendes ord flyder:
“Og Gud/ Velsign mig for de mange svigt, jeg har opnået/ Jeg er alene og skal dø alene/ For det er sådan, vi er skabt.”
Det er et digt, hun har skrevet, og som oplæses af Nadia Maghder i Noahs endelige videoværk. Noah er ikke kun omgivet af sine disciple, men også de mange forbigående ansigter på gaden. Flere snubler i forbifarten, ikonfrontationen med det brutale, bibelske billede på åben gade.
Andre nærmer sig langsomt med en betænkelig rynke i panden og et nysgerrigt kamera på telefonen. Ens for alle er, at de blev konfronteret med deres egen stillingtagen. Til Noah. Til Jesus. Til korset og ikke mindst nøgenheden - på et fysisk, men også følelsesmæssigt plan.
“Jeg skal leve mit liv fuldt ud”
I dag drømmer Noah stort. Hun fortæller, at hendes mål er at blive indskrevet i historiebøgerne. Hun læner sig tilbage i stolen. Kort efter stopper hun sig selv.
“Det er jeg jo egentlig allerede,” siger hun og smiler skævt.
Omkring hende svæver de mange kunstværker. Hun kigger rundt i lokalet.
“Jeg skal leve mit liv fuldt ud, så jeg kan stå som 50-årig og sige, at jeg faktisk har levet mit liv. Hvis jeg pludselig kradser af en morgen, så var det sgu okay, det jeg nåede”.
Det, der engang handlede om overlevelse, har i dag fået Noah til at værdsætte puppefasens mange facetter. For hvis man bliver her længe nok, kan man som Noah opdage, at grænser ikke kun er noget, der begrænser os. Det er også noget, vi kan forme.
“Jeg tror ikke, man nogensinde bliver færdig. Man bevæger sig hele tiden mod en ny fase.”