Da Aarhus Havn blev kapret af en piratkoncert
Tekst: Nicklas Stepka & Sebastian Danielsen
Foto: Carl Stubkjær Ravnbak
Samfund | 08/04/2026 | 15. udgave
En fredag i februar afholdte den tidligere vinder af KarriereKanonen såforsatan en fire timer lang piratkoncert med rave og gratis øl, imens spørgsmålet om lovlighed lurede.
DLG-FABRIKKEN PÅ AARHUS HAVN kaster en kold skygge ned over os. På øjemål ligner fabriksbygningen en halv Empire State Building og får en til at føle sig lille.
En lastbil er i færd med af aflæsse et pissoir i farven skrigpink. Det er den slags opfindelse, der tillader det kvindelige persongalleri at squatte, mens de urinerer i det fri, dog på en mere civiliseret måde end langs festivalhegn.
Mændenes faciliteter er også i færd med at blive aflæsset, måske mest af alt for at afholde dem fra at pisse alle andre steder som ustyrlige chihuahuaer.
Syv meter fra lastbilen er en gruppe mennesker i gang med at spænde en stak højtalere, cirka to en halv meter af slagsen, sammen med en orange spændestrop. Der står allerede en lignende kreation til venstre for. Imellem dem er en beskeden platform, man også kunne beskrive som en scene.
Foran den spankulerer en grå pufferjakke, den slags med pelskant på hætten, som signalerer, at man både kan klare en snestorm og et rave i snuskede omgivelser. Manden, der bærer jakken, er den samme, som en lille uges tid forinden postede en video om, at der i dag ville foregå en koncert med forudgående og efterfølgende rave samt “gratis kolde” til de fremmødte.
Vi skal snakke med ham, men han er lige nu kapret til praktiske formål. Nogle lejede lysrør viser sig at være svært samarbejdsvillige, så vi må bøje os for logistikken.
TOLV ET HALVT MINUT senere har vores ben sat kurs mod en palle Tuborg. Den skal fungere som et slags interimistisk møbel midt i virvaret, når vi skal interviewe manden med pufferjakken.
Pladsen er sjasket, sådan helt kompromisløst sjasket til i mudder. For hvert skridt giver vores sko en lyd fra sig, et sejt, klæbrigt schlurp, der antyder, at de egentlig ikke har tænkt sig at slippe det, der har sat sig fast under dem.
Du kan introducere dig selv, bedre end vi kan. Hvad skal vi vide?
“Jeg er såforsatan, og jeg laver musik, der samler folk. For mig handler det om fællesskab – om at få mennesker til at mødes til koncerterne. Samtidig prøver jeg altid at gøre noget uventet. Det er en stor del af mit univers at tænke uden for normerne og gøre noget, folk ikke havde regnet med.”
Hvad skal der ske i dag?
“Vi holder en piratkoncert – altså en koncert uden for de konventionelle rammer. Den er nonprofit og gratis for alle. Det er vigtigt for mig, at det bliver ved med at være sådan. Tanken er at samle folk uden for institutionerne og bruge byen på en anden måde. Jeg vil skabe oplevelser omkring musikken, som folk kan huske længe. Samtidig vil jeg bare lave en fed aften – både for mig selv og for dem, der kommer. ”
Er der noget, du er nervøs for i aften?
“Jeg står selv for det som arrangør, så der er mange ting, der har holdt mig søvnløs – helt bogstaveligt. Der er jo alle mulige sikkerhedsting, der potentielt kan gå galt, hvilket vi virkelig håber at undgå. Men denne gang har vi i det mindste en vagt på.”
Vagten er heller ikke helt konventionel. Det viser sig, at han er en gammel gymnasiekammerat til såforsatan. For mange år siden gav han sin ven et løfte: Hvis der nogensinde blev brug for en ekstra hånd til koncerterne, skulle han bare sige til.
Det løfte bliver han stadig holdt op på. Så i dag står han her.
Iført en gul sikkerhedsvest, en hue der lige akkurat ikke når ned over ørerne og en smøg i mundvigen.
DE FØRSTE PÅ STEDET begynder at dukke op. Klokken er 17:54, og nede fra letbanestoppet kommer de i bølger.
Tre piger går tæt sammen og deler en cigaret og et lille lommespejl. Det vandrer fra hånd til hånd med en rutine, der virker koreograferet. De drikker også Små Sure og ryger deres smøger med en håndstilling, der får alle deres fingre til at stritte i vejret, imens de går i et slingrende tempo.
Lidt derfra går en dreng med et skateboard spændt fast på rygsækken. Han holder en telefon op foran sig og filmer:
“VI ER PÅ VEJ, BROR!” råber han ind i kameraet.
Selv har vi placeret os foran det moderniserede folkevognsrugbrød – reinkarnationen, der kører på el – som holder med bagsmækken åben og fungerer som bar for dem, der har fundet vej herned.
FEM MINUTTER I OTTE sker der en kollektiv folkevandring mod scenen. Ingen har givet tegn. Hvad der før var øer af mennesker, er nu én samlet masse.
Bag scenen står såforsatan gemt i mørket og tripper. Der er adrenalin bag scenen, såvel som ude i massen. En flok gymnasiedrenge begynder at tvivle lidt på, om det, de befinder sig i, overhovedet er lovligt – de håber lidt, det ikke er.
Er det en lovlig happening, du holder i dag?
“Det er lovligt, ja ja, det er det. Jeg ved ikke, hvor mange der kommer i dag, men jeg håber, vi kan vise kommunen, politiet og andre instanser, at kultur og livemusik ikke er farligt, og at vi sagtens kan administrere det.”
Politiet er flere gange dukket op til dine piratkoncerter i København. Har du tænkt over, om det kan trække politiets ressourcer væk fra andre, mere akutte opgaver?
“Jeg håber, at politiet kommer for at tjekke, at folk har det godt til koncerten. Det er også vigtigt for mig. Når de er her, er det ikke et problem – det giver også en tryghed for publikum, at der er nogle autoriteter til stede, selvom vi også har vores egen sikkerhedsvagt. Men jeg håber, at hvis politiet har travlt, så prioriterer de mere akutte opgaver.”
Hvem har ansvaret, hvis noget går galt?
“Det har jeg.”
Har du en sikkerhedsplan, eller håber du bare, at det ikke bliver nødvendigt?
“Vi har en sikkerhedsplan for det hele. Vi har været i dialog med dem, man nu skal. Vi har sikkerhedsfolk med. Her i Aarhus holder vi det på havnen, så vi skal tænke ind i det hele, at vandet er tæt på. Det er koldt, så der er ingen, der skal pisse i havnen og falde i – det er også derfor, vi har investeret i toiletter og afspærring, der skal afholde folk fra at få udsyn og adgang til vandet.”
“HVA’ SÅ AARHUS!” råbes der fra scenen, efterfulgt af:
“Hvis jeg siger ‘såfor’, siger I ‘satan’!” Svaret falder prompte, og den store masse gør, som der bliver sagt. Musikken begynder at brage i et tempo, der får hjertet og kroppen til at reagere med en spejling af intensiteten.
Et par numre senere skal vi ned i tempo. Der bliver på klichefyldt vis opfrodret til at stikke et tændt flashlight i vejret – hvis man ryger, er det også okay at stå med en lighter i strakt arm.
Som koncerten skrider frem, tiltager tempoet igen. Nummeret “Skyklapper” forårsager en kollektiv tilbagetrækning i massen. Pludselig er der øde. Nu kan man se mudderet. Det varer dog ikke mere end nogle sekunder, før der lyder et klask. Massen er stødt sammen. Et moshpit har fundet sted.