Med livet mellem fingrene
Tekst: Martha Back og Camille Thomsen
Foto: Mathilde Wymer
Liv | 11/12/2025 | 14. udgave
Hver dag smider 75 hjerteløbere alt, hvad de har i hænderne, for at redde liv. TENDENS er kommet tæt på tre af dem og deler deres historier om at handle, når sekunderne tæller.
Ribbenene knækker som tørre kviste på en sommer-skovbund. Det er lyden af 24 knogler, der brækker, idet brystet omkring dem trykkes ned. Igen og igen.
I Danmark er 58.078 mennesker hjerteløbere. Mennesker, der sætter deres eget liv på pause for at igangsætte en andens. De er blevet en uvurderlig del af det danske beredskab. I denne historie vil du møde tre mennesker, der hver især har haft livet mellem fingrene.
Marcus’ historie: Første gang jeg reddede et liv
En skrigende sirene trækker Marcus og hans kæreste ud af søvnen. Mens uret tikker 10 over 3, og de orangeklædte træer står alene på gaden udenfor, er der en mand, som er ved at dø. En mand, hvis hjerte har sagt stop, og hvis tid er ved at rinde ud.
Telefonen kaster sit lys ud i det mørke rum, mens alarmens skrig får sin indvirkning på de to, nu vågne, skikkelser.
”Er du tilgængelig?” står der. Han accepterer, og som en filmisk play-knap går scenen i gang.
Det er efterårsferie, og de er på Mors for at besøge kærestens forældre, da den ringer for første gang. Den 24-årige Marcus Thomsen downloadede Hjerteløber-appen for et år siden, men i storbyen, hvor der sjældent er mangel på hjerteløbere, har han endnu ikke hørt alarmen.
I bilen sidder kæresten bag rattet. Marcus’ øjne er klistrede til skærmen. “Til højre her. Venstre. Hurtigere!”
Appen viser først adressen på den nærmeste hjertestarter og så adressen på det hjem, der er ved at krakelere.
Hvor blodet ikke længere cirkulerer rundt, og organerne gisper efter ilt.
En kvinde vinker dem ind i parcelhuset med den åbne dør. Og så løber Marcus. Ind ad lågen og gennem haven.
Inde i soveværelset vil hjertestarteren ikke åbne. Fingrene ryster, svedet pibler, og hvordan helvede åbner man sådan en?
“Du klarer det fint.” En anden hjerteløber lægger en blid hånd på ham og trykker på en knap, så kassen åbner sig. Med adrenalinens brusen i ørerne sætter han støddæmperne på mandens bare overkrop, imens en robot-stemme fortæller, at han skal begynde hjertemassage.
Han ser på sine flettede fingre, der pumper i brystet 15 gange med så meget kraft, at han kan høre ribbenene brække. Soveværelset er småt, og Marcus må have sine ben under sengen for at komme til. Udenfor, i det stille villakvarter, guider den anden hjerteløber de ankomne ambulancereddere ind i kaosboblen.
Kroppen spjætter, og manden gisper. Først der forstår Marcus, hvad der er sket. Når ambulanceredderne kommer, er hjerteløberens opgave slut. Marcus ved ikke, om manden er i live. Mest af alt vil han gerne spørge ham, om han er okay.
Syv dage går, hvor tankerne skriger, og øjnene flakker.
“Hver aften, inden jeg skal sove, tænker jeg, hvad nu hvis den ringer i nat? Eller hvis jeg bliver vækket om to timer, og hvis jeg går ned på hovedbanegården, hvad nu hvis det sker lige derhenne nu?”
Han sletter appen og snakker med sin familie og en sygeplejerske fra hjerteløberordningen. Efterår bliver til vinter, og som bladene forlader træerne, kommer modet langsomt tilbage. Marcus er sikker på, at han snart er klar til at løbe for andres liv igen.
Rasmus’ historie: Hjerteløber af hjertet
Ikke langt fra tropiske dyr og planter går alarmen. Han befinder sig i udendørsområdet nær de tre kupler, omgivet af andre besøgende som ham selv, sin familie og deres venner.
Hvor langt væk er det? Han kigger på skærmen, fokuseret. 50 meter væk. Det er tæt på. Lige i nærheden. Måske en af gæsterne?
43-årige Rasmus Sørensen havde ikke forventet, at en tur i Randers Regnskov ville ende med førstehjælp i et slangeterrarie.
Til trods for mange års erfaring som både hjerteløber og brandmand mærker han adrenalinen sive op i kroppen. Det er nu. Liv eller død – bogstaveligt talt. En strøm af besøgende kommer op fra terrariet for at give plads til personalet, mens Rasmus zigzagger imod trafikken af mennesker for at nå personen i livsfare.
Han træder ind i den fugtige varme i terrariet og får øje på manden. En af de ansatte er ved at give ham hjertemassage, men trætheden hos hende presser sig på. Rasmus overtager, og to hjerteløbere mere dukker op for at hjælpe, indtil ambulancefolkene ankommer.
Idet han rejser sig fra manden, bliver han mødt af et par slangeøjne. Slangen hænger ti centimeter over hans hoved. Situationens alvor fik ham til at glemme alt om krybdyrene – og at de kunne komme så tæt på. Rasmus hjælper med at løfte manden op på båren, og kort efter kører ambulancen mod Regionshospitalet.
En sådan oplevelse er bare én ud af mange, Rasmus har haft. På de 15 år, han har været hjerteløber, har han været ude omkring 25 gange. Det svinger, hvor tit han får en alarm. På nuværende tidspunkt er det et halvt år siden, han sidst fik en alarm, tog vesten på og satte kurs mod lokationen. Andre gange er han blevet kaldt ud en gang om ugen.
Udover selv at hjælpe kan han også lide at lære fra sig – han underviser nemlig også andre i at udføre førstehjælp.
“Jeg er hjerteløber af hjertet. Når jeg først hører min alarm, så får jeg skyklapper på. Så glemmer jeg næsten alt omkring mig. Der bliver sort, og så fokuserer jeg kun på telefonen.”
Han forklarer, at han tager afsted, når han kan, men at der også er visse situationer, hvor der ikke ville være mulighed for det. For eksempel hvis han var alene hjemme med sit lille barn og ikke kunne gå fra ham.
Det er heller ikke altid, man kan redde den, man løber ud til. Selvom det er trist, har Rasmus den pragmatiske holdning, at han har gjort, hvad han kan: og når man har gjort det, man kan, kan man ikke gøre det bedre, som han udtrykker det.
Efter at have været sendt ud som hjerteløber afsluttes opgaven på appen, præcis hvor man startede med at få alarmen. Til sidst får man et spørgeskema, der vil høre, hvordan det har været. Er man for eksempel kommet fysisk til skade eller har fået ødelagt et par bukser? Så er der mulighed for erstatning.
“Det, jeg synes, er det fedeste, er, at den til sidst spørger, i hvilken grad man psykisk er påvirket af det. Og jeg har hørt, at dem, der har været meget påvirket, bliver ringet op af en psykolog bagefter for en samtale.”
Om han selv har været meget påvirket efter en episode, svarer han nej til: “Ikke mere, end at jeg kan tage hjem og snakke med familien om det. Og uden at gå i detaljer, altså om hvad der lige er sket. Så har jeg fået læsset af, og så er jeg klar igen.”
Maikens historie: Førstehjælps-superheltedragten
Som instruktør i førstehjælp kender hun proceduren. Skab sikkerhed. Vurder personen. Tilkald hjælp. Giv førstehjælp.
Men da hun, for første gang som hjerteløber, træder ind ad døren, står det klart, at hun ikke længere er den eneste ekspert. Huset er allerede fyldt med mennesker, kvinden ligger i stabilt sideleje, og 46-årige Maiken Vestergaards eneste rolle bliver at vinke ambulancen ind.
Maiken har længe drømt om at installere hjerteløber-appen. Hun er allerede biologilærer, førstehjælpsinstruktør, samarit og bloddonor. Først for et år siden kunne hun tilføje hjerteløber til sit repertoire, da hun tidligere var enlig mor til to små piger, hun ikke kunne efterlade alene.
De sidder i bilen på en tankstation, da kæresten hører hendes alarm. Da de ankommer til adressen, er situationen allerede under kontrol.
“Det var egentlig meget stille og roligt. Alt var, som det skulle være. Der var ikke så meget mere at komme efter.”
Hun trækker på skuldrene og smiler. Med erfaringen skinnende ud af øjnene fortæller hun, hvor vigtigt det er at bevare roen og troen på sine egne evner, når hun yder førstehjælp.
“Jeg hiver min usynlige førstehjælps-superheltedragt på, for når jeg har den på, så kan jeg holde til alting.”
Det er både for hende selv, men også for det menneske, hun er ude at hjælpe. Det er nemlig ikke kun førstehjælpsteknikken, hun lægger vægt på, men også hvordan man er i situationen på den mest omsorgsfulde måde. At bevare roen og tro på egne evner smitter. Personen, man hjælper, vil føle en større tryghed.
Selv efter mange år med førstehjælpen under neglene mærkede hun, hvordan hendes første hjerteløber-oplevelse efterlod en følelse af chok og bedrøvelse i hende.
Til trods for at man kan blive ramt af både superheltefølelsen og tristheden som hjerteløber, så mener Maiken Vestergaard, at alle kan være hjerteløbere.
“Det er bedre at prøve end slet ikke at gøre noget”.
I dag overlever fire gange så mange et hjertestop uden for hospitalet som for 25 år siden. En udvikling, der blandt andet skyldes hjerteløbere som Marcus, Rasmus og Maiken – mennesker, der viser, at det ikke kun kræver ekspertise at redde liv, men mest af alt modet til at handle.