At leve med slanger
TEKST: JOHANNE OVERGAARD MADSEN
FOTO: EMMA BRINK LAURSEN
Kultur | 11/12/25 | 14. udgave
Hvem inviterer et af mytologiens mest frygtede væsener ind i sit hjem, og lader 25 slanger sno sig omkring i sin dagligstue? TENDENS besøger 29-årige Mads Morel for at forstå tiltrækningen ved et urgammelt, levende symbol på fristelse, frygt og bedrag.
Som barn havde jeg en dansklærer, der hellere fortalte historier end lærte os grammatik og sætningsanalyse. Han bad os lukke øjnene og brugte timer på at fortælle. Klarest står den græsk mytologiske fortælling om Medusa; kvinden, som den græske gudinde Athena forvandlede til et monster med hår af slanger, og som kunne omdanne enhver til sten. Hun endte selvfølgelig med at blive halshugget. For ligesom med så mange andre fortællinger var slangerne her billedet på den ultimative ondskab; det, der skulle overvindes – det sleske og utilregnelige. Fristelsen.
Foran mig står nu en mand, som har alt dette snoende rundt i sine arme. Langsomt, sort og skinnende.
“Jeg er altså ikke en freak,” nærmest lover han indledningsvist, og jeg kan ikke lade være med at bryde min professionelle facade og fordomsfuldt svare, at det er en ret syg kommentar at komme med, når man står i strømpesokker i sin stue og holder en mindre udgave af Voldemorts Nagini.
TENDENS er taget til Givskud for at møde Mads Morel, 29 år og håndværker. For på trods af myterne er det heldigt, at han står med en slange i armene, for det er netop derfor, vi er her; for at forstå, hvem der inviterer dette mytiske væsen ind i sit hjem. Og Mads er en kvalificeret kandidat til at svare. Han har nemlig netop vist os ind i det rum i sit hjem, hvor 25 slanger bor.
Adam, Eva og Kim Kardashian
Selvom min egen bias fortæller mig, at dét at have slanger ikke just er svigermors drøm, er Mads lykkeligt forlovet med Jeanette. Hun er sjovt nok bange for sommerfugle, men også grunden til, at hele slangeeventyret startede.
Både Jeanette og Mads har altid har haft hjerte for dyr. Da Jeanette hørte om en sund og rask slange, som skulle aflives, gik der derfor
dyreværn i den. Og som med så meget andet, der starter for sjov, greb det hurtigt om sig. I dag bor der, foruden to hunde og en hamster, slanger for mere end 100.000 kroner i det lille hjem.
”Hvis først jeg gør noget, gør jeg det ordentligt,” smiler Mads.
Men lige så mytologisk og symbolsk opbundet, som mit forhold til slanger altid har været, lige så umiddelbart lader Mads’ forhold til dem at være.
Godt nok har han en sort slange, opkaldt efter Medusa, men størst af alle er den tre meter lange anakonda Britta, som i sagens natur blot er opkaldt efter hans mormor. Mest mytologisk af hans fortællinger er den om, hvordan en af hans slanger endte med at blive repostet af Kim Kadashian i 2018, fordi hans kammerat havde photoshoppet Louis Vuitton-print på den. Da jeg spørger, hvilken historisk slange han holder mest af, svarer han:
“Den fra Adam og Eva. Den første til at tage røven på en kvinde.”
En koldblodig hobby
Idéen om den danske slangeejer lugter for mange – formentlig – af kælderfugt og dødsangst. Et faktum, som Mads er helt bekendt med.
“Folk tænker tatoveringer og dårlig hårhygiejne – mærkelige typer,” medgiver han.
”Men det er forstadsmoren og hendes søn, hr. og fru Danmark.”
Han ligner da også bare en almindelig fyr, Mads, som – på trods af at fodre med levende mus og rotter – stadig begraver sine hamstre i haven, når de dør. Fordi alle dyr fortjener det meste. Og selvom han og Jeanette indimellem har måttet vende stuen på hovedet, når en slange har skubbet en terrarielåge op, beskriver de deres levende skindkollektion mere som en hobby end som noget andet.
”Det er lidt ligesom at samle på frimærker,” bemærker Mads.
For slanger er ikke dyr, man tager ud for at kæle med. Du vil godt kunne opbygge en relation til dem, men den vil aldrig være gensidig. De er koldblodige i alle ordets facetter, og uanset hvor meget kærlighed du giver, vil de aldrig føle den – og de vil aldrig være interesseret i at gengælde den.
Alligevel er det altafgørende for Mads, at de skal have det godt. Han går på messer og taler gen-gambling og avl med andre entusiaster – og hvis han hører, at nogle ikke er ordentlige ved deres dyr, slutter samtalen der.
Britta
Inden vi forlod Aarhus, havde jeg haft sangen ”Red Bellied Black Snake” på hjernen og lovet mig selv, at jeg ville være i min gode ret til ikke at røre ved noget som helst. Det går også rimeligt, indtil Mads forsvinder og kommer lettere forpustet tilbage med den tre meter lange Britta om nakken.
“Du har fået din stivkrampevaccine, ikke?” spørger han, og kort efter ligger der 15 kilo dødvægt på mine skuldre.
“Min mormor er en skøn kvinde, men også en kvinde af mange holdninger. Da hun hørte, jeg havde fået dette læs af en slange, og at den skulle hedde Britta, blev hun fornærmet. Men kun i et halvt år,” fortæller Mads grinende.
Hun kan sluge dit hoved, hvis hun vil, fortæller han så. Jeg spørger, hvad der holder hende fra at kvæle mig.
“Du lugter ikke af rotte.”
Jeg tager det som et kompliment og spørger ham, om han alligevel er stærkere end Britta, hvis hun skulle gå i gang.
Det er han ikke. Angiveligt kan hun kvæle med samme kraft, som hvis den lille Citroën-C1, vi er ankommet i, væltede ned over mig.
“Men hun er heller ikke sulten i dag.”
Af en eller anden grund smitter afslappetheden – Britta virker ikke farlig, og da jeg spejler mig i ruden, fremkaldes et ikonisk minde om Britney Spears i “I’m a Slave 4 U”-videoen – blot med mig i en langt mindre glamourøs birolle. Samtidig står det mere og mere klart, at det her er et hjem, hvor alle dyr har hver deres historie og personlighed. Hver deres kendte adfærdsmønster. Et hjem, hvor man – hobby eller ej – værner om alle liv og begræder dem, når de går tabt.
Jeg tager mig selv i – som Mads – at kalde Britta ”hende” og ikke ”den”, da jeg spørger, om han vil have hende tilbage igen.
Det farlige dyr
Med brændeovnens knitren i baggrunden spørger jeg ham, om det giver et særligt kick at holde dyr, der teoretisk set kan dræbe en. Han ryster på hovedet. For ham ligger fascinationen ikke i faren, men i naturens præcision.
“Mine hunde har et værre ry end slangerne i resten af verden,” siger han med et blik rettet mod gulvet, hvor en Amerikansk Akita og en Chow Chow ligger foran ilden. I statistikkerne er de farligere dyr end slanger.
”De er faktisk meget tilregnelige, når du lærer at forstå dem – nogle får en stor hund som pikforlænger. Det er lidt det samme med slangerne,” fortæller han.
”Men jeg er faktisk ikke adrenalin-junkie overhovedet. Jeg kan godt lide at være i kontrol – derfor kan jeg også godt lide at lære slangerne at kende. Og så kan jeg godt lide, hvor veltilpassede de er.”
Og mens han viser os den ene slange efter den anden, står det klart, at det netop er slangens natur, der fascinerer ham; at dyret, der har eksisteret i mindst 100 millioner år, kan rokere sine organer, som det passer det, og at hannen er udrustet med to sæt genitalier, der således kan aflaste hinanden — en evolutionær finesse, der muliggør parring i over 38 timer. Misundelsesværdigt.
Da vi har haft næsten alle slangerne ude af terrarierne, lakker besøget mod enden – og Mads har gjort mig klogere på slanger, end hvad David Attenborough og Steve Irwin tilsammen ville kunne have gjort.
I myterne er slangen altid noget andet end sig selv: Medusas straf, Evas frister, junglebogens bedrag. Hos Mads er den ingen af delene. Bare en levende, afholdt samling. En frimærkealbumversion af naturens ældste fortælling.
Det er svært ikke at blive en smule imponeret.