Køn og kultur i rampelyset
Tekst: Addie De Lamotte & Marcus Bladt Hansen
Billeder: Kristine Bojsen
Kultur | 11/12/2025 | 14. udgave
En ny festival, udelukkende drevet af kvinder og nonbinære, er kommet til byen. Hvem er kræfterne bag Female Force Festival, og hvad forsøger de at ændre ved musikbranchen?
Bag de tunge gardiner på Turkis rundes de sidste forberedelser af. Lys, lyd og alt det andet tekniske. Alt det, man ikke tænker på, når man står foran scenen. I det ene rum ligger en kunstner og tager en lur på en sofa, i det andet sidder en psykolog til rådighed.
På spillestedets kontorer snakkes der hurtigt på engelsk og spansk, mens et sæt hænder overleverer en kop maté til et andet. Der holdes festival på Vester Allés spillested Turkis, men denne festival adskiller sig fra det gængse arrangement på stedet: Her er ingen mænd.
Female Force Festival er nemlig udelukkende drevet af kvinder og nonbinære.
Fra Argentina til Danmark
Valentina Caudana, arrangør og en af de primære drivkræfter bag projektet Female Force, har rødder i Patagonien i Argentina. Med oplevelser af sydamerikansk machismo-kultur i hjemlandet, har hun i Danmark set sit snit til at starte et internationalt netværk af kvindelige og nonbinære kunstnere.
“Jeg synes, det er nødvendigt at støtte kvinder i at opnå deres drømme uafhængigt af mænd. Uafhængigt af noget som helst.”
I Argentina oplevede Valentina modstand som kvinde i musik- og festivalbranchen. I sit arbejde med at arrangere koncerter og festivaler stødte hun ofte ind i en mur.
“Vi tacklede problemer med diskrimination på en helt anden måde. Hvis vi vidste, at en festival ikke kunne lide kvinder, ville vi boykotte den helt. Det er anderledes her i Danmark. Her kan man snakke med hinanden med respekt.”
Med Female Force vil Valentina forene sin kulturelle baggrund og oplevelser i Argentina med det, hun har lært i Danmark. Hun vil hjælpe kunstnerne. Give dem et netværk, billeder til deres porteføljer og facilitere kontakten mellem kunstner og spillested. Hun vil skabe fællesskab på tværs af kultur. Foreningen skal fungere som et springbræt til resten af musikbranchen.
Og alt dette skal foregå uafhængigt. Næsten.
De får støtte af Dansk Musikforbund, men er derudover uafhængigt finansieret – gennem deres egne midler. Hele produktionen består af 47 medlemmer.
Sceneskift og selvforståelse
Sacha Terrot er lidt træt i dag. Deres fly blev aflyst, så de ankom først til Danmark tidligt denne morgen.
Sacha er en nonbinær queer kunstner med ophav i Ny Kaledonien, en lille ø i Oceanien mellem Australien og New Zealand. Efter at være droppet ud af medicinstudiet, hvor de lå blandt skolens bedste, dedikerede Sacha sig til musikken og flyttede til Frankrig, hvor de har boet siden.
Den nye kulisse åbnede en ny verden for Sacha, hvis indblik i queerkultur tidligere primært bestod af Ru Pauls “Drag Race.” Og det var i Frankrig, de opdagede deres kønsidentitet på ny.
“Europa har virkelig hjulpet mig med at finde vejen mod en mere sand version af mig selv. Er jeg færdig? Har jeg fundet den helt? Jeg ved det ikke – det er en proces.”
Sacha laver triphop – tænk Massive Attack og Björk – men med lyde af Oceaniens natur indflettet. Vejen til Female Force var gennem Instagram, hvor Sacha søgte om at blive en del af projektet. Her kom de i kontakt med Valentina, som inviterede dem ind.
"Efter at være kommet til Frankrig oplevede jeg min kultur på en ny måde. Den blev reflekteret tilbage mod mig, og folk reagerede med nysgerrighed og begejstring.”
Sacha og Valentina har det til fælles, at de begge har set en åbning for mere progressivitet i det europæiske musiklandskab sammenlignet med deres konservative hjemlande.
Musikken bygger broer
Styrke i diversitet er ånden af Female Force. Både kønsmæssigt og kulturelt.
Men hvordan bryster man sig af kønsdiversitet, når man udelukker et køn? Den manglende kønsdiversitet i selve festivalen er en spejlvending af den musikbranche, de oplever og stiller sig kritiske over for.
Ved at klæde mindre kunstnere på til de store scener, skal de være et springbræt videre ud i musikbranchens utilgængelige sfære. Broer skal bygges på tværs af landegrænser, og et internationalt kollektiv tage form.
“Jeg tror, at når vi deler vores kulturer, når vi får muligheden for at rejse til andre lande, og når vi mærker, hvad der rører sig i verden, sker der noget helt specielt,” fortæller Sascha.
Spandex og keytar
Til koncerten sidder publikum på persiske tæpper, som dækker gulvet helt. I baren sælges der empanadas, øl og tyrkisk te. Bag pulten står en lystekniker og sætter et fad vand over projektoren. Hun bevæger langsomt fadet, og bølgerne, det skaber, kastes op på scenens vægge.
Publikummet består af børn, unge og ældre. Alle med forskellig baggrund. De kigger op mod scenen, hvor Sacha nu står med hovedet foroverbøjet.
Iklædt en avatarblå spandexdragt, prydet med syntetiske sorte extensions på hver skulder, begynder de deres optræden. De har malet ansigtet hvidt, og blå øjenskygge strækker sig fra øjenlåg til tindinger.
Sachas dans er rodfæstet i deres kultur. Oceanisk tradition og queeridentitet smelter her sammen. Som en fugl, der stækker sine vinger, løfter Sacha langsomt armene, før de igen hurtigt trækker dem mod kroppen.
Halvvejs gennem showet hiver Sacha en keytar frem og fyrer en solo af.
Men Sachas mål med deres optrædener er ikke kun kunstnerisk. Det er politisk.
“Meget af min lyrik beskæftiger sig med aktivisme. Det er i stor grad transkønnedes rettigheder og klima. Det er også noget, som jeg har taget med tilbage til mit hjemland. Jeg vil gerne bringe den nye Sacha til Ny Kaledonien.”