Aarhus Portrættet:
Han taler med store bogstaver, men penselstrøgene får det til at stå “bomstille på øverste etage”
TEKST: DINES HOYER & NOAH JENSEN SØRENSEN
FOTO: MATILDA FRANK RASMUSSEN
Kultur | 11/12/2025 | 14. udgave
Hans Krull har tegnet, siden han kunne holde på en blyant.
Grafikken førte ham til Kraków, og i mødet mellem kunstnere og kulturer åbnede hans verden sig op.
TENDENS møder den evigt nysgerrige kunstner på det kosmopolitiske værtshus Under Masken, hvor Marx og Gud er få meter fra hinanden.
Blikke hviler på os, som vi træder ind ad døren. Blikke, der stammer fra rummets utallige masker, som lidt efter lidt dukker op i hver en lille afkrog mellem kunstværker og fotografier. En gasmaske hænger fra loftet, hvor også Gud har fået en plads som motivet på et stort maleri. Og langs hele den ene væg står akvarier med små rødviolette fisk, der svømmer rundt mellem buddhafigurer.
”Sådan her ser det ud inde i mit hoved. Og sådan så mit hus faktisk også ud engang. Alt herinde har jeg enten lavet eller taget med hjem fra mange af mine rejser.”
Ordene kommer fra kunstneren Hans Krull. Han har inviteret TENDENS ind bag en af Aarhus’ mest bemærkelsesværdige facader og helt ind Under Masken, som også er navnet på det værtshus, vi nu befinder os i.
Stedet skabte han i 1995, men for tre år siden lod han stafetten gå videre på den betingelse, at det fortsætter i samme ånd, og at han stadig skulle stå for udsmykningen.
”Det er et kosmopolitisk værtshus. Der skal være plads til alle kulturer og personer i alle aldre. Men man skal også kunne grine ad sig selv. Folk, der ikke har humoristisk sans, burde få fuld invalidepension,” siger han.
Hans Krull har med sine egne ord tegnet, siden han kunne holde på en blyant og har som kunstner arbejdet med både maleri, grafik og skulptur.
Som billedkunstner er han nok mest kendt for “Mågekysset” fra 1985, som stadig pryder gavlen på Fiskergade 90 i Aarhus. Han har ligeledes stået for udsmykningen af Hotel Royal, som er kommet til verden i samarbejde med den polske kunstner Andrzej Kowalczyk og mange andre kunstnere.
Kunst og kommunisme
Lige inden for døren på Under Masken sidder et skelet med langt hår og karakteristisk skæg. Et farverigt vandgevær er placeret i dets hænder.
”Der har vi udsmideren, Karl Marx. Han har tabt sig lidt,” forklarer Hans Krull, mens han peger over på den rigtignok noget afmagrede skikkelse.
Men selv om det er gemt bag en vis portion humor, har Marx faktisk spillet en større rolle i Hans Krulls liv. Som ung blev han hurtigt en del af den antiautoritære bølge, og efter at han i 1971 havde været i Indien med Den Rejsende Højskole, tog han til Aalborg med en gruppe ligesindede. Målet var at opbygge kommunistiske celler på fabrikkerne og “udbrede det hellige marxistiske budskab til de brølende masser.”
“Så fandt jeg så senere ud af, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Jeg undrer mig over, at revolutionen altid æder sine egne børn,” fortæller han.
Men flere af idéerne holdt han fast i, og efter den unge kunstner forgæves havde forsøgt at komme ind på kunstakademiet i København, opstod der en mulighed, som vakte hans nysgerrighed.
På kunstakademiet i Kraków i Polen søgte han et forskningsstipendium. Han sendte en kæmpe rulle med grafikker derned, og på trods af at han ingen formel uddannelse havde, lykkedes det ham at blive optaget. På den måde blev Hans Krull forsker – og så i en meget ung alder.
“Det var fedt at komme til Kraków. Der var gang i den. Jeg forestiller mig, at det var lidt på samme måde som at komme til Paris i 1920’erne. Der var demonstrationer og strejker. Folk blev skudt. Men det var ikke noget, der hylede mig ud af den, for jeg var ung og troede ikke, jeg kunne dø.”
“Bomstille på øverste etage”
Ved indgangen til Hotel Royal støder man ind i tre karyatider, der holder glastaget oppe. Skulpturerne har Hans Krull skabt sammen med den russiske kunstner Dimitri Kaminker. Den ene står foran kasinoet og forestiller en kvindekrop med et gedelignende ansigt.
“Det er spilledjævlen, som vokser ud af terningerne for at advare folk om, at det er fuldstændig åndssvagt at spille formuen op. Der er som regel kun én vinder på et kasino, og det er kasinoet.”
Hans Krull forklarer, at han bedst kan lave noget, hvis han har fuldstændig frie hænder. Men han elsker også at arbejde sammen med andre. Det kan ligne lidt et paradoks, medgiver han.
Det kan også virke som et mysterie, hvor idéerne til de mange kunstværker kommer fra. Folk spørger ham nogle gange, hvad han tænker på, mens han maler – men det er såmænd ret simpelt.
“Jeg har ikke tænkt en skid. Det står bomstille oppe på øverste etage. Hvis jeg nu kunne sige det med ord, så var jeg for helvede blevet forfatter i stedet for. Så jeg kan ikke forklare, hvad der sker. Det er, som om tiden står stille. Jeg er bare glad,” griner han.
Til gengæld hører han næsten altid musik, mens han maler. Alt lige fra Rolling Stones og Miles Davis til irsk folkemusik og balinesisk gamelan. Så længe han mærker en stemning, som gør ham nysgerrig og giver ham lyst til at udforske.
”Men det er ikke ligegyldigt, hvad jeg hører, for jeg lægger strøgene efter musikken. Lidt som en dirigent, bare med en pensel i stedet for en taktstok.”
I øjeblikket har Hans Krull en pop up-udstilling ved Store Torv i netop Hotel Royals lokaler. Der er udstillet malerier fra 2011 og frem samt forskellige former for grafik, blandt andet plakater med “Mågekysset”.
Den rastløse kunstner fra søfartsfamilien
Hans Krull tager det røde stearinlys på træbordet foran og tænder sin filterløse cigaret.
”Nu drukner vi en sømand,” udbryder han. En reference til myten om, at det at tænde en cigaret med et tændt lys slår en sømand ihjel.
Født ind i en søfartsfamilie på Ærø har Hans Krull i sine unge år været omgivet af historier fra sejlende familiemedlemmer. Hans Krull nævner selv, at det maritime miljø har fungeret som inspirationskilde til Café Under Masken, et sted, som især er inspireret af Ærøs største by, Marstal, en by stærkt præget af en rig søfartshistorie.
Samtidig flyttede familien en del, hovedsageligt mellem forskellige steder på Fyn og Ærø. Og søfartsgenet blandet med en flyvsk tilværelse har i dén grad påvirket den nu 73-årige kunstner:
”Hele min familie har været søfarende. Så det med at ville ud i verden og nok også være noget rastløs, det er sådan en familietilbøjelighed. Og så at være kunstner. Min oldefar min farfar og min far malede, og nu maler min søn også.”
Flere gange tager han os udenfor for at vise os noget af den kunst, han har lavet. Vi skifter setting, og når vi endelig sidder ned og snakker, er det ofte kunstnerens pludselige indskydelser, der udgør meget af samtalen. Med andre ord: Hverken sindet eller kroppen står stille.
Turist i eget land
Hans Krull er et berejst menneske. Som den rastløse kunstner selv kommer ind på, har søfartsfamiliens indflydelse betydet, at han er kommet meget ud i verden – de seneste år især til Bali. Og udover at bidrage med kunstnerisk inspiration har det at rejse ud i verden – og derved få øjnene op for forskellene fra sit eget hjemland – været noget, der har gjort indtryk på Hans Krull:
”Når man har rejst meget, så kan man føle sig som turist i sit eget land. Så lægger du mærke til ting, som du måske aldrig havde lagt mærke til før.”
Altså, dét at få øjnene op for modsætningerne giver nyt liv til den verden, man kender hjemmefra. Noget, som han også tager med i sit kunstneriske virke.
”Jeg tror meget på, at ting eksisterer i kraft af sine modsætninger. Det er noget, jeg har tænkt på, siden jeg som barn sad og lavede sort-hvide linoleumstryk.”
Tror du på Gud?
“Husk kærligheden.” Sådan sagde Hans Krulls far til ham på sit dødsleje. Og det kan du bande på, han har gjort.
Da han kom til Kraków, blev han forelsket med det samme, han trådte ind ad døren til kunstakademiet. I Maria, som han levede med i 30 år, indtil hun i 2005 døde af kræft. “Sorgen er kærlighedens pris,” siger han og fremhæver endnu en gang modsætningens kraft.
”Noget af det sidste, Maria sagde til mig, inden hun døde, var: ‘Hansi, jeg har aldrig kedet mig i dit selskab’. Vi havde det fantastisk. Det lykkedes os at være forelskede i 30 år, også selv om der røg noget porcelæn på dørene,” fortæller han.
“Tror I på Gud?” spørger den 73-årige kunstner os pludselig. For Hans Krull er det et essentielt spørgsmål. Selv ser han sig som agnostiker – én, der ser det som umuligt at få vished om Guds eksistens.
Han ser os direkte i øjnene og betoner, at det for ham handler om at være åben over for ens omgivelser, og at man for alt i verden ikke må gro fast. Han søgte også kærligheden igen, for den kunne han på ingen måde undvære. Og som kunstner har nysgerrigheden altid stået som mantraet, der overtrumfer alt andet.
“Du lever, så længe du er nysgerrig. Så snart du stopper med det, er du åndeligt død. Så er du til gengæld også den perfekte forbruger.”
De fem hurtige:
Hvor drikker du din kaffe?
Hvor drikker du din kaffe?
“På Café Under Masken eller derhjemme.”
Det er tit på Café Englen.
Hvor ville du anbefale en ung aarhusianer at tage hen?
“Café Under Masken. Fordi her møder du andre mennesker og lærer noget nyt. Det er vigtigt: Lær noget nyt hver dag. “
Hvad er dit yndlingssted i Aarhus?
“Café Under Masken.”
Hvilket kunstværk er du mest glad for at have lavet?
“Det næste. Det er derfor, man bliver ved.”
Hvad er det første, du gør, når du står op, og det sidste, du gør, inden du går i seng?
“Mediterer. Men det er en hemmelighed, hvordan jeg gør.”
Hvad er det Aarhus kan, som ingen andre byer kan?
I øjeblikket synes jeg, at både byen, universitetet og uddannelsesstederne er her. Aarhus er en by fyldt med ungdom og energi, samtidig med at der bare er et stenkast, så er du ude og er en fri kvinde eller mand. Det, synes jeg, er genialt.