Højspændt hverdag
Tekst: Victoria Hestehauge og Max Frandsen
Foto: Mikkel Odd Højgaard
Samfund | 11/12/25 | 14. udgave
Vinden kan ruske i liften, et hjul til kabeltræk kan briste, eller man kan i yderste tilfælde blive truet med et jagtgevær af en rabiat, lokal jæger. Som højspændingsmontør er horisonten den eneste faste linje.
Verden nedenfor skrumper til miniformat og folder sig ud som et puslespil af marker, motorveje og villakvarterer. 60 meter over jorden svajer liften i et spindelvæv af glinsende stål og højspændingskabler. I øjenhøjde med mastens top, der peger op på den kolde, klare novemberhimmel, knager stålet, mens vinden bider i kinderne. De forfrosne knoer knuger lidt ekstra om rækværket. Følelsen af søsyge eller en svag beruselse sniger sig ind. Måske endda begge. Her er højden ikke blot et antal meter. Det er en tilstand. Rå og altomsluttende.
Som en lille prik nede på jorden mellem reservedele, kassevogne og mudrede støvler, kan man spotte det lange hvide hår, der tilhører den 55-årige højspændingsmontør Carsten Lillelund. Med blikket rettet mod liften følger han dens gyngende bevægelse med erfarne, isblå øjne. Han har tilbragt mere tid i højder end de fleste. Men som projektforperson er det nu hans job at have begge støvler solidt plantet i jorden og hovedet i alle retninger.
Uroens drivkraft
Siden Carsten var barn på Vestfyn, har han haft svært ved at sidde stille. Traktorer og markarbejde var mere spændende end bøger, og hans stol i skolen stod ofte tom. Lige indtil hans far fik nok.
“Hvis du ikke kan passe din skole, må du finde et arbejde”.
I de næste 10 år gjorde Carsten sig både erfaringer som smed og lastbilchauffør, men det gav ikke den gnist, han søgte. Uroen kaldte på nye oplevelser. Skæbnen ville, at Carstens svoger en dag ringede og spurgte, om han var højdeskræk. “Det tror jeg sgu ikke,” svarede han, og pludselig stod han på vej ind i det job, der ville holde ham højt over jorden de næste 27 år.
Selvom den første tid som højspændingsmontør alligevel var præget af ubehag, vænnede Carsten sig til højderne. Oppe i masterne blev frygt omdannet til respekt og præcision. Rastløsheden havde nu fundet sin kanal.
“Der havnede jeg nok på den rigtige hylde,” fortæller Carsten.
Carstens vækkeur ringer klokken fem om morgenen i en lille campingvogn under den mørke himmel. Kaffemaskinen brummer, havregrynen hældes op, og den første cigaret tændes. I hverdagen bor Carsten i campingvognen for at være tæt på det aktuelle projekt. Det betyder også, at han blot er hjemme ved familien i weekenderne.
“Da børnene var mindre, var det tit, jeg havde en tåre i øjenkrogen, når jeg skulle køre hjemmefra. Det er stadigvæk svært, men nu har vi gjort det i mange år,” forklarer han.
Før arbejdsdagen, som ifølge Carsten er “en jungle i himlen af kranopgaver,” transportopgaver og arbejde i masterne, sidder han kvart i syv til møde i den lille, blå skurvogn. Her gennemgås dagens opgaver, sikkerhed og udstyr. For når man arbejder med 400.000 volt, kræver det et andet sikkerhedsniveau end med en typisk 230-volts stikkontakt. Helgardering bliver en kunst. Derfor nægter Carsten at gå på kompromis med sikkerheden.
“Så er det sgu lige meget, om vi får mørklagt hele København. Så længe alle er sikkert hjemme kl. 17.”
Arbejdet med knap en halv million volt er ikke ufarligt, men så længe Carsten og kollegerne sørger for at afsikre og neutralisere spændingen, kan truslen holdes nede. Det er det, de kalder at jorde.
“Strøm er farligt, og man skal have respekt for det. Der er altid en lille risiko, og derfor går vi aldrig på kompromis med at jorde.”
Egentlig er det en anden, mere ukontrollerbar faktor, der er den største ubekendte i arbejdet med højspændingsmaster: vejret. Når vindhastigheden overstiger 12,5 meter i sekundet, indstilles arbejdet. “Der er kontant afregning,” siger Carsten.
Og det gode humør ligger også under for vejrgudernes force majeur. Når man arbejder med naturkræfter, er der stort spænd mellem de gode og de dårlige dage.
“Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvordan det er at vågne ved fem-tiden om morgenen i en lille tyndvægget campingvogn, hvor man kan høre regnen på taget. Så kan man nogle gange tænke, ‘hvorfor fanden er det lige, jeg gør det her?’”
“En jungle i himlen”
Stor tillid, frit sprog
Ikke desto mindre skal jobbet gøres. Og når sengen i campingvognen antager magnetisk kraft på en råkold tirsdag morgen i midten af november, er det kammeraterne, der får Carsten til at hanke op i sig selv. Både fordi han som regel henter dem i sin pickup truck – som nok er hvid et sted under mudderet – og ikke mindst på grund af deres samhørighed.
“Når man arbejder med noget, der har potentialet til at være farligt, er det vigtigt, at man stoler på hinanden og har tillid. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde ville få lukket et øje, hvis jeg skulle være ansvarlig for, om nogen af mine kollegaer kom til skade.”
Det fælles ansvar og hensynet til hinanden gør båndet mellem montørerne specielt. Ude i felten udmunder det i en helt særlig familiær jargon, når der skal kommunikeres kort og kontant uden for mange mellemregninger.
“Det er jo en arbejdsplads, hvor sproget er frit, og vi kan råbe af hinanden. Heldigvis har jeg i mine 27 år ikke oplevet, at der er to, der har været så voldsomt oppe at skændes, at de ikke kunne snakke sammen dagen efter,” fortæller Carsten.
I frokostpausen i skurvognen konstaterer en kvindelig kollega, at Carsten skal huske at vende ryggen til, når der skal tages billeder til artiklen. “Der er du pænest,” siger hun, inden han vender sig om og fremviser den vindblæste hvide hestehale. Skurvognen fyldes af en rungende latter.
Lykken fortsætter
Selvom Carsten nu er 55 år, og håret er blevet malet lysere af tid og vind, er der ingen tegn på, at han er klar til kravle ned for sidste gang og slippe masten.
“Man skal hele tiden mærke efter, om man har lyst til at stå op om morgenen og smøre sin madpakke og tage af sted. Og det har jeg.”
Masten er mere end stål for Carsten. Et sted, hvor uro bliver til ro, og verden folder sig ud. En hverdag, som han næsten kan beskrive med et ord: “lykkelig... nej nok snarere tilfreds.” Ikke fordi den er nem, men fordi den er levende. Et job, der afliver hans evige skrækscenarie om en hverdag, der bliver triviel.
“Der er ikke to dage, der ser ens ud, og det er er det, der holder mig skarp. Jeg skal helst ikke vide, hvad dagen bringer.”
Hver morgen åbner døren til campingvognen som en portal til det uforudsigelige. Carsten ved aldrig, hvad der venter, men han ved, at han vil stå der. Højt over jorden, med vinden som baggrundsmusik, kollegaerne ved sin side og horisonten som sin eneste faste linje.