Når Sara styrter, skal hun altid op på jernhesten igen
Tekst: Mathias Folsted
Foto: Anders Wolff Madsen
Liv | 11/12/2025 | 14. udgave
Det unge mountainbike-talent Sara Kallestrup stræber efter toppen af sin sportsgren. TENDENS er taget med på cykelskovtur uden for Viborg for at mærke suset.
Lygterne skærer gennem mørket i Ådalen. Sara Kallestrup kaster sig gennem sporets sving og flyver over skovbunden. Fingrene er knuget fast til styret og blikket fastlåst på banen. Der er ingen slinger i valsen at spore.
Hun kører på en maskine af en mountainbike til den nette sum af 120.000 kr. – et beløb, der afspejler hendes ambitioner med sporten. For Saras liv centrerer sig om mountainbiking. I hverdagen og weekenden. Om sommeren og vinteren. I lys og mørke.
Fra miniput til landshold
Sara Kallestrup var kun fem år, da hun satte sig op på cyklen og trodsede mudrede mountainbikespor for første gang. Meget vand er løbet under broen siden, men cykling har været den røde tråd. Nu er hun 18 år, gymnasieelev, Team Danmark-atlet og landsholdsrytter.
“Jeg var syv år til mit første løb. Forestil dig en lille pige med strittende hår i pangfarvet grøn og lyserød cykeldragt. Jeg var ét stort smil!” fortæller hun leende, da vi fanger hende efter dagens træning. Selvom det er ved at blive mørkt og bidende koldt, er hun stadig klar på flere runder i skoven for kameraets skyld.
Til trods for sin unge alder har hun allerede deltaget i fire juniormesterskaber. Med en kommende oprykning fra U19- til U23-landsholdet er der udsigt til et niveauhop. Hun skal være klar til at køre mod betydeligt ældre og mere erfarne ryttere, så træningen er intensiveret. I løbssæsonen står den på 17 til 20 timers træning om ugen. Vel at mærke mens hun passer en uddannelse på Viborg Katedralskole ved siden af.
Livet ligner ikke den typiske 3.G’ers. “Festerne og byturene er en sjældenhed. Jeg vil hellere prioritere en god træning og god søvn,” siger hun. Det kan være svært at finde tid til det sociale i en uge pakket med træning og undervisning. Men der er ingen vej udenom cyklingen. For det er umuligt at lade være.
“Fuck det, nu kører jeg bare!”
Det går hurtigt, når Sara forcerer skovens spor. Det suser, når hun tager et hop, kæden rasler, og bladene kastes op bag hende.
“Der er et kæmpe adrenalinkick i at flyve ud over et stort hop eller køre ned over en masse sten,” siger hun.
Hver gang hun overkommer en ny forhindring – om det så er et kæmpe hop eller en stejl stigning – opstår den samme sejrsrus.
“Tit er det det mentale, jeg skal overkomme. Når jeg så overvinder en ny udfordring, får jeg altid lyst til mere. Det er så afhængighedsskabende,” forklarer hun med et kæmpe smil på læben, som bare tanken om suset er nok til at fremtrylle.
“En forhindring må ikke vokse sig for stor i hovedet. På et tidspunkt skal man bare sige: ‘Fuck det, nu kører jeg bare!’”
Det ser vovet ud, når Sara kaster sig selv og cyklen ud i det ene skarpe sving efter det andet og styrtdykker ned ad stejle skovstier. For det utrænede øje ligner det noget, der kun kan være på vej til at gå galt. En enkelt glat sten på sporet og cyklen kan forsvinde under hende.
Og mountainbiking er da heller ikke verdens ufarligste sport. Farten er høj, underlaget hårdt og skaderne mange blandt mountainbikeryttere. Selv har hun aldrig fået nogen knoglebrud eller hjernerystelser. “7-9-13!” griner hun og banker under styret. Uheld har der ellers været nok af.
“Engang formåede jeg i styrt at knække stellet på min cykel tre gange på en måned. Jeg er også fløjet ud over styret en hel del gange, men jeg har været heldig at slippe med blå mærker og hold i nakken,” siger hun.
Når hun så ligger der i skovbunden og er kommet sig, er der kun én ting, der er vigtig. Med det samme må hun ud på det samme spor igen og klare forhindringen. Chokket må ikke blive til frygt. Det er bare op på cyklen igen.
I skovens mulm og mørke
Selvom Saras cykel har fået mange tæsk, ligner den stadig noget, som er taget ud af en sci-fi-film. Forgaflen er elektronisk styret, sadlen kan poppe op med et tryk på en knap, og lygterne penetrerer mørket – og det er de nødt til, som aftenen lægger sig over Ådalen.
“Det eneste, jeg kan fokusere på i mørket, er sporet lige foran mig. Koncentrationen er helt nødvendig,” forklarer hun.
Faktisk oplever hun, at mørkekørslen er en effektiv måde at træne fokus på.
“Når det så bliver lyst igen, så er jeg blevet bedre på sporet, for jeg har kun kunnet forholde mig til, hvad lygterne har lyst op.”
Selvom mørket er tæt, træningen hård og hastigheden høj, er det i skoven, hun finder roen.
“Jeg har en meget travl hverdag. Der er ikke så meget tid til andet end skole og træning. Her i naturen er der ingen forventninger til mig. Jeg kan bare køre i mine egne tanker. Det er så rart,” siger hun.
I skoven er hun tvunget til at fokusere og lægge alt andet end sporet og omgivelserne på hylden for en stund. Men det, hun i virkeligheden træner op til, er alt andet end en afstressende cykeltur.
En aggressiv rytter
Når Sara er til de store løb, står de som sild i en tønde i startfeltet. De kan være op til 60 ryttere. Det er store kræfter, der slippes løs, når starten går.
“Vi er en masse piger, der bare vil først ind på sporet. Det er altid kaotisk,” griner Sara
Det handler om at have spidse albuer, hvis man vil fremad. Sporet er smalt, og konkurrenterne mange: “Man skal være lidt bisset for at komme frem. Jeg er en aggressiv rytter, der godt vil vise, at her vil jeg igennem.”
En albue i siden skal omstilles til en vrede, der driver en frem. “Så skal de bare have noget igen!” smiler hun kækt.
Sara vil overhale, og hun vil fremad. Og det store mål, det er klart. Selvom hun lige kommer til at tage sig tid til at blive student, er verdensmesterskabet i Italien til september det næste, hun stræber efter. Længere ude i fremtiden krydser hun fingre for OL.
Med oprykningen til U23 skal hun køre med ryttere af en helt anden kaliber, end hun er vant til. Men det er blot en kærkommen udfordring: “Jeg ved, at jeg kan udvikle mig til at være med deroppe. Jeg er klar på at få nogle knubs!” siger hun.
Sara tager afsked med os, som hun mødte os – på sadlen med den ene hånd strakt frem til et selvsikkert håndtryk og den anden solidt plantet om styret. Faktisk hoppede hun slet ikke af cyklen en eneste gang under vores møde.
