Moderskabet består ikke kun af smukke øjeblikke
Tekst: Kristine Vingaard Olesen, Kaja Drude Drøjdal & Roselle Knaus
Foto: Roselle Knaus
Samfund | 11/12/2025 | 14. udgave
Aleksandra er tidligere sexarbejder – men for hende er det kun én ud af mange facetter i hendes liv. Hun er aktivist. Hun bruger mange timer på frivilligt arbejde.
Og så er hun mor.
Aleksandra har båret og født seks sønner.
At være mor er en del af hendes identitet. Alligevel føler Aleksandra sig konfronteret med et narrativ koncentreret om hendes arbejde. Et narrativ, der ikke kommer tæt på at forklare, hvem hun egentlig er.
For hun er mere end sit arbejde. Selvsagt. Alligevel bærer hun en følelse af, at hendes moderskab – set med omverdenens øjne – står i kontrast til jobbet som sexarbejder.
“Det er så let for folk at dømme mig og det, jeg gør, og fortælle mig, hvordan jeg bør leve mit liv,” siger Aleksandra.
Hun ved, hvordan det er at blive dømt. Hun ved, hvordan det er at blive set lige igennem på gaden af de folk, som i går købte hendes ydelser.
Jeg tilbyder ikke sex, altså seksuelt samleje længere. Nu arbejder jeg med massage – erotisk krop-mod-krop-massage; lingam og tantra. Det er langsommere, mere sensuelt, mere ømt. Men det kommer selvfølgelig an på personen, deres energi og deres behov.”
Massagen er en måde at tjene penge på, der er mere juridisk sikkert end klassisk sexarbejde.
Sønnerne kender både til hendes nuværende og tidligere arbejde. Det er noget, Aleksandra taler med dem om, for hun mener ikke, at det bør være et tabu. Heller ikke for hendes drenge.
Mor
Aleksandra ser moderskabet gennem små detaljer.
De første skridt. Barnets smil. Livet hun mærker gro under en graviditet – som en følelse af at bære på to hjerter.
“Jeg elsker at være gravid. Det er virkelig smukt. Ja, du går og kaster op, men du kan mærke kærligheden.”
Selvom det var farligt, blev hun tvunget til at arbejde under flere af sine graviditeter. Aleksandra kontrollerede ikke, hvem hun havde som kunder.
Hun elskede at være gravid, men var ofte alene om at komme igennem det. Det gælder også fødslerne.
“Jeg har ikke samme erfaring med moderskabet som rigtige mødre – dem, der ikke er sexarbejdere. Dem, som har en fantastisk mand og et normalt liv. De mødre, der kan sove, når de bliver trætte, fordi der er en mand, en kvinde, et familiemedlem, der hjælper med disse ting.”
Børnene vokser fra dag til dag, og i dag er sønnerne mellem otte og 24 år. Tiden flyver hurtigt forbi, fortæller Aleksandra. Hun beskriver det smukke i at være mor, når hun “ser det lille menneske blomstre.”
Sådan tror jeg, alle mødre har det,” tilføjer hun.
Ligesom med livet, så er moderskabet ikke altid smukt, men det er lavet ud af smukke øjeblikke, siger Aleksandra.
“Og det er folk bange for at indrømme, fordi man bliver dømt for at sige højt, hvor svært et job det er.”
Moderskab er bevidstheden om, at nogle af sønnernes fædre var kunder. Det er smerte og udholdenhed, når drengene er syge. Det er kampen for sine børn. Det er tilværelsen, som ikke bare alenemor, men en alenemor med en masse bagage i et system, hvor hun føler, at det er svært at gøre det godt nok. Og det er hendes børns syn på hendes arbejde.
“Der var altid nogle andre, som fortalte mine drenge, hvem jeg er, og – det meste af tiden – hvad jeg er,” siger Aleksandra.
Når sønnerne kommer hjem og fortæller, hvad de har fået at vide om deres mor, kan det føre til diskussioner. Aleksandra kan mærke, at de skammer sig, at de væmmes.
Hun føler, at de kigger på hende på samme måde, som hun føler, at resten verden kigger på hende.
“Det er svært. Det er svært for dem at vide, at deres mor er prostitueret.”
Selvom hun oplever, at børnene bliver et spejl af andre menneskers fordomme, er det vigtigt for hende at tage snakken med dem om sit arbejde. Hun prøver at udvide deres perspektiver.
“Selvom vi diskuterer, så vokser drengene, og jeg har altid ønsket at mine børn skulle være glade, gode og tolerante mennesker.”
Barndommens bagage og børn i hjertet
“Jeg siger, at jeg har været prostitueret, siden jeg var et lille barn, fordi jeg er blevet udnyttet af mange mænd.”
Sådan fortæller Aleksandra om starten på sit liv.
Hun har levet et barskt liv præget af udnyttelse og fysisk og psykisk vold. Hun har gennemlevet voldtægt, helt fra hun var et lille barn i Polen.
Nu bor Aleksandra i Danmark. Hun blev bragt hertil i 2016. Dengang var det nogle andre, der ejede hendes krop og bestemte over hendes arbejde. I dag bestemmer hun selv.
Hun har levet et liv, hvor hun selv har manglet hjælp. Derfor er det lige præcis det, der er vigtigt for hende;
at hjælpe andre.
“Vi er alle mødre. Vi er alle fædre. Meningen er, at vi skal tage os af hinanden,” fortæller Aleksandra.
kke alle kan give liv til et barn, men der er mennesker i verden, som har brug for en mor eller far.
Og det kan vi alle være.
Det er mennesker, som hun møder som frivillig i vinterherberget.
Mennesker på gaden, hun giver mad til.
Mennesker som den hjemløse kvinde, hun giver tag over hovedet
Aleksandra har et klart budskab:
Behandl andre mennesker på samme måde, som I gerne selv vil behandles.
Hun fortæller det til sine sønner.
Og hun ønsker også, at alle andre forstår det.