Sabna er frivillig
Tekst: Line Dyhr Møller & Helena Porsborg Nielsen
Foto: Helena Porsborg Nielsen
Samfund | 22/03/2024 | 7. udgave


“Hvis jeg har gjort deres dag bedre, hvad mere kunne jeg så ønske?”
Som flygtning blev Sabna Shiva mødt af danskernes frivillighed, der senere har været grundstenen til hendes eget frivillige arbejde. I dag er hun med i en af Red Barnets venskabsgrupper for flygtningebørn.

Sabnas hjertebarn
Da Sabna var barn, gjorde hendes familie selv brug af lignende tilbud, og Sabna var på sommerkoloni med Red Barnet. Hun beskriver det som en god måde at blive integreret på. Hun har oplevet på egen hånd, hvor meget små gerninger fra andre mennesker kan gøre indtryk på et barns liv. De frivillige tog en weekend ud af deres kalender, og det gjorde en betydelig forskel for Sabna.
Sabna Shiva er afghaner og født i Pakistan. Da hun var et år gammel, flygtede hun til Danmark med sin familie. Hendes mor stod alene med seks børn i et fremmed land. Dengang havde hele familien enorm glæde af frivilliges hjælp. Den glæde har Sabna aldrig glemt, og derfor giver hun nu tilbage ved at være frivillig for andre, der står i lignende situationer.
Frivillighed i flere facetter
Sabna er nu 25 år gammel og i gang med at læse medicin. Hun er aktiv i flere forskellige frivillige initiativer. Hun er blandt andet en del af Kvindehuset, hvor hun hjælper både ældre kvinder og teenagepiger med minoritetsbaggrund med lektier.
Gennem Red Barnet er Sabna tilknyttet en venskabsgruppe for sårbare børn, hvoraf de fleste er flygtninge. Gruppen skal hjælpe børnene med at blive integreret i den danske kultur og samtidig give dem et frirum og fællesskab uden for hjemmet og skolen. Hun og de andre frivillige henter børnene hver anden søndag. De tager en tur i biografen, på udflugt til Djurs Sommerland eller hænger ud i klubben.
De frivillige tog en weekend ud af deres kalender, og det gjorde en betydelig forskel for Sabna. De gav hende et frirum, som hun stadig tager med sig i dag. Derfor beskriver Sabna Red Barnet som et kært barn for hende, og det var helt naturligt, at det var der, hun søgte hen, da hun selv ville være frivillig.
“Jeg har set dem vokse op, blive højere end mig og set deres personligheder blomstre.”
En ven at spejle sig i
Sabna bruger sig selv og sin egen historie, når hun er sammen med børnene. Det, at hun selv er flygtning, gør hende til en rollemodel for børn, der har haft en lignende opvækst. Hun tager de svære samtaler med børnene, når de er blevet trygge nok til at åbne op.
De samtaler kan være nemmere, når børnene ved, at Sabna forstår. Det kan være de tunge samtaler om at være flygtning, som når et barn fortæller om, hvordan det var at komme til Danmark uden sine forældre. Men det er også i de små samtaler, at genkendelsen kommer til udtryk.
Venskabsgruppen er på ARoS. De sidder og spiser deres medbragte snacks. Der er lidt stille rundt om bordet. Et par børn piller i en mandarinskal, andre sipper til deres æblejuice. Men så spørger en af de frivillige, hvor mange der egentlig skal faste til den kommende Ramadan. Flere af børnene kigger op og begynder at snakke i munden på hinanden. En fortæller, at han synes, det er hårdt at faste. Flere stemmer i. Sabna taler også med. Det er denne reflektering, som Sabna kan byde med ind i. De har et fælles udgangspunkt, og det skaber et trygt rum, når børnene har nogle at spejle sig i.
Hun pointerer, at alsidigheden hos de frivillige også er vigtig – at mange forskellige voksne, fra forskellige baggrunde, ser én og har lyst til at bruge tid med én.
Stærke relationer styrker drivkraften
For Sabna er det vigtigste i hendes arbejde med Red Barnet, at hun gør en forskel for børnene. Efter fire års tilknytning til venskabsgruppen har hun opbygget en stærk relation til dem. Det er denne relation, der er essensen for Sabnas glæde i arbejdet. Hun har set dem vokse op og fulgt deres udvikling.
“Det er dejligt, det der lille kram man får af et barn, hvor man føler sig som hele deres verden. Små arme, der næsten ikke kan nå rundt om en. Jeg har set dem vokse op, blive højere end mig og set deres personligheder blomstre,” fortæller Sabna med tårer i øjnene.
Det er stunder som disse, der er helt essentielle for Sabna. Når hun cykler hjem fra venskabsgruppen om søndagen, er det altid med et kæmpe smil på læben.
.jpeg)
Travlt skema skal ikke stå i vejen
Sabna har en travl kalender, men det er ikke det frivillige arbejde, der stresser hende.
“Det har været vigtigt at minde mig selv om, at jeg ikke behøver at have al tid i verden for at kunne gøre en forskel. Hvis jeg har gjort deres dag bedre, hvad mere kunne jeg så ønske? Det er jo super smukt.”
Sabna beskriver ikke arbejdet som krævende. Hun skal bare møde op og hygge med børnene. Det er det, der er det væsentlige. Hendes budskab er klart: Alt tæller, så giv, hvad du kan, også selvom du har travlt.