
Rollen som nyudklækket mor
har styrket Mai-Britts
blik på egen
krop og
skønhed
Tekst: Mai Vittrup Wessel Fyhn & Mille Lund Harbøll
Foto: Marie Ruwet
Liv | 22/03/2024 | 7. udgave
Kvindekroppen siges at gennemgå tre store forandringer i en levealder.
Puberteten, der forvandler barnekroppen til den voksne. Overgangsalderen, der bremser hormonproduktionen og indvier livets efterår. Og så den pludselige, abrupte forandring der sker, når den sætter nyt liv i verden. Graviditet og fødsel efterlader spor på krop og sind, der er lige så forskellige, som børnene der fødes. Fælles for alle tre er, at stærke følelser kan være forbundet med at lære sin krop at kende på ny. Stærke følelser, som udvikler forholdet til vores livslange følgesvend, kroppen, på godt og ondt. I denne artikel skal du møde et menneske, der på den anden side af et graviditet- og fødselsforløb har oplevet et styrket forhold til sin krop og et nyt blik på egen skønhed...
En blødere mave, større fødder og et 15 centimeter langt ar, der strækker sig langs bikinilinjen.

Det er nogle af de kropslige forandringer, 31-årige Mai-Britt Fischer Rasmussen har taget med sig videre, efter fødslen af sit første barn i november sidste år. Forandringerne har utvivlsomt præget forholdet til hendes krop – men på bedste vis.
“I rollen som mor, er jeg blevet mere komfortabel med den krop, jeg har,” fortæller Mai-Britt: ”Jeg synes, at der er et eller andet smukt over, at ens krop viser
tegn på, at den har båret en baby i ni måneder”.

At ”smide baby-kiloene” er ellers en vending, der tit bruges blandt nybagte mødre. Vendingen taler ind i en generel fortælling om, at man gerne skal tilbage til den krop, man havde inden man blev gravid. Strækmærker, ekstra kilo og hårtab, der vidner om, at man har båret og født et liv, skal viskes ud efter bedste evne.
Mai-Britt fortæller, at hun er nogenlunde nede på den vægt hun havde før hun blev gravid,
men at det ikke er sket intentionelt. Det har resulteret i, at hun er blevet mødt med anerkendende kommentarer, som bifalder, at hun har smidt kiloene.
”Jeg er overrasket over, at det er det, folk lægger vægt på. Og samtidig er det lidt ærgerligt.”
fortæller hun, og påpeger, hvordan kommentarer som disse må være vand på møllen
for kvinder, der føler sig usikre i efterfødsels-kroppen. "Det er ærgerligt, fordi det overskygger den reelle præstation i at have båret og født et barn."

Mai-Britt kunne på sigt forestille sig at genoptage sin gamle træningsrutine, men først når hun får tid og lyst. Ikke når andre mener, at det er på tide: “Jo, måske kunne jeg godt tænke mig at stramme lidt op nogle steder. Men jeg har ikke et behov for at gøre det lige nu og her. Det kan være om et år eller fem år, at jeg får lyst til det.”
Hendes forhold til egen krop har ikke altid været positivt, som det er i dag. Blufærdighed var en gennemgående følelse, som hun oplevede i sine 20'ere. Stranden og svømmehallen plejede at være forbudt område, og tanken om at vise sig frem i badetøj, resulterede i, at hun på ti år kun var på stranden én gang.
I dag har en ny ro og selvsikkerhed slået rod i den nybagte mor. “Hvis du bad mig om at tage badetøj på nu og tage i svømmehallen eller på stranden, så tror jeg ikke, jeg ville tænke lige så meget over det. Jeg ville bare tænke... jeg er jo mor. Jeg har jo født.”
Mor-rollen har konfronteret hende med fortidens usikkerheder, og det har reduceret dem og deres betydning. Særligt ønsket om at amme sit barn, tvang hende til at overkomme blufærdigheden, der fik lov at diktere hende før. Hvor og hvornår hun ammer, styres udelukkende af hendes søns behov - omverdenens blikke er underordnede.
Amningen har også givet Mai-Britt et nyt forhold til sine bryster: “Jeg tror, at jeg har lært at elske mine bryster på en anden måde", fortæller hun. Størrelsen var hendes største kæphest, og hun plejede at fortælle sig selv, at de var for små til at producere mælk. I dag sidder hun med beviset på det modsatte. For biologien gør ikke forskel på, om dine bryster er store eller små: “Det med, at de pludselig… kan bruges til noget. Kvindens krop er jo lavet til at kunne amme, og det er jo uanset, om brysterne ser ud på den ene eller den anden måde.”
Mai-Britts forbedrede selvbillede er dog ikke ensbetydende med, at alle usikkerheder er glemt og borte. Til gengæld ser hun dem i et nyt lys. Hun nævner eksempelvis, at hendes navle nu vender udad i stedet for indad. Navlen, som hun aldrig skænkede en tanke førhen, er hun pludselig blevet bevidst omkring. Det er optimistisk at tro, at usikkerhed kan ophøre med at opstå. Men hendes accept af, at kroppen uundgåeligt ændrer sig, afspejler sig i, hvordan hun håndterer de negative tanker. I sidste ende er det ikke kun fysisk fremtræden, der definerer Mai-Britts syn på egen krop og skønhed.
“Skønhed for mig, det er, at man har en sund krop, man passer på.”

