top of page

Kære Hipsterhøj,

Kære Hipsterhøj
00:00 / 03:18

Tekst: Sille Langberg & Nicolai Nyhjem

Foto: Yu-Jin Albrecht

Samfund   |   22/03/2024   |   7. udgave

Selv på en regnvåd februardag kan du slentre en tur gennem Graven midt i Aarhus og forvente, at nysgerrige øjne følger med. I Graven finder du de lokale favoritter LeCoq og La Cabra. På bænkene, der står langs med baren og cafeen, finder særligt byens unge mennesker plads. Det nøgne græs på Hipsterhøjen besættes ligeledes. Om det kræver både tæppe, overtøj og et ekstra fast tag om en dampende varm kop kaffe er lige meget. Der er altid liv på bænkene og højen. Og sjældent møder de samtalendes øjne hinanden - de spejder i stedet ud på de forbigåendes påklædning. Her kan hipsterhøjsbestigerne og gæsterne på cafeernes langside suge til sig af inspiration på Aarhus’ ukronede catwalk.

Hipsterhøjen kan måske bedst sammenlignes med andre latinerkvarterer i hvilken som helst europæisk storby. Gæsterne kommer ikke, fordi stedet er sejt. Stedet er sejt, fordi gæsterne er det. Og netop dem, gæsterne, er måske egentlig bare lokale. Elever fra byens kunstskoler, gymnasiet, ansatte fra latinerkvarterets små butikker. Aarhusianere, der forventer, at en tur gennem graven er lig mindst et tilfældigt møde med en bekendt. Et lille vink, en kort sludder. Følelsen af at høre til.

Græsset på højen viser et tydeligt medtag af de mange siddende aarhusianere, der slår sig ned. Bænkene bærer præg af hyppigt slid. Sjældent finder man stedet tomt. Og snart vil nogle af disse spor udviskes. Hipsterhøjen er blevet tegnet på ny, og snart vil det bygges om. Der skal plantes træer på højen, og jordpletter som siddepladser bliver erstattet af bænke. Nogle glæder sig til det nye, andre frygter det. Lige nu nydes området, blot som det er. I virkeligheden handler det nok heller ikke så meget om, hvordan det ser ud. Hipsterhøjen har jo aldrig været særlig flot, måske endda utiltalende. Men folk kommer alligevel. Stedet er ikke noget i kraft af dets udseende, men derimod stedets gæster, der maler området med deres karismatiske udtryk.

DSC06944.jpg

“Det jeg forbinder med en hyggelig sommerdag, det er her ved Graven”
- Gustav, Andreas og Charlie

“Vi satte os udenfor, fordi vi elsker at sidde og kigge på mennesker. Det er bare seje mennesker her med deres tøjstil. Det er lidt en catwalk”

- Ann

“Graven er bare æstetisk.”

- Rose og Selma

“Jo tættere vi kommer på sommeren, jo mere pres lægger man på sig selv til at finde et godt outfit frem, når man skal sidde hernede”
- Laura-Marie

“Der kommer mange forskellige typer. Det er et ret mangfoldigt sted. Der kommer virkelig mange forskellige typer med alle mulige forskellige tøjstile. Jeg bliver i hvert fald selv ret inspireret af at sidde hernede.“

- Laura-Marie

“Der er nogle andre mennesker ved åen, som måske gerne vil vise noget andet, end man vil her. I hvert fald i en anden grad end det, jeg gerne selv vil. Her er det mere intimt.“
- Gustav

“Jeg er selv designer, så nogle gange går jeg forbi for at blive inspireret af folks outfits”
- Viola

“Graven bliver lavet om til en helt ny og mærkelig plads. Det opponerer vi imod. Den har karakter af tilfældighed og spontanitet. Det er klart det her sted, som folk vil sige har mest identitet og sjæl.”

- Emil

DEL HER:

bottom of page