Selv på en regnvåd februardag kan du slentre en tur gennem Graven midt i Aarhus og forvente, at nysgerrige øjne følger med. I Graven finder du de lokale favoritter LeCoq og La Cabra. På bænkene, der står langs med baren og cafeen, finder særligt byens unge mennesker plads. Det nøgne græs på Hipsterhøjen besættes ligeledes. Om det kræver både tæppe, overtøj og et ekstra fast tag om en dampende varm kop kaffe er lige meget. Der er altid liv på bænkene og højen. Og sjældent møder de samtalendes øjne hinanden - de spejder i stedet ud på de forbigåendes påklædning. Her kan hipsterhøjsbestigerne og gæsterne på cafeernes langside suge til sig af inspiration på Aarhus’ ukronede catwalk.

​

Hipsterhøjen kan måske bedst sammenlignes med andre latinerkvarterer i hvilken som helst europæisk storby. Gæsterne kommer ikke, fordi stedet er sejt. Stedet er sejt, fordi gæsterne er det. Og netop dem, gæsterne, er måske egentlig bare lokale. Elever fra byens kunstskoler, gymnasiet, ansatte fra latinerkvarterets små butikker. Aarhusianere, der forventer, at en tur gennem graven er lig mindst et tilfældigt møde med en bekendt. Et lille vink, en kort sludder. Følelsen af at høre til.

​

Græsset på højen viser et tydeligt medtag af de mange siddende aarhusianere, der slår sig ned. Bænkene bærer præg af hyppigt slid. Sjældent finder man stedet tomt. Og snart vil nogle af disse spor udviskes. Hipsterhøjen er blevet tegnet på ny, og snart vil det bygges om. Der skal plantes træer på højen, og jordpletter som siddepladser bliver erstattet af bænke. Nogle glæder sig til det nye, andre frygter det. Lige nu nydes området, blot som det er. I virkeligheden handler det nok heller ikke så meget om, hvordan det ser ud. Hipsterhøjen har jo aldrig været særlig flot, måske endda utiltalende. Men folk kommer alligevel. Stedet er ikke noget i kraft af dets udseende, men derimod stedets gæster, der maler området med deres karismatiske udtryk.

​