top of page

Fra TopModel-bøger til eget brand:
Frederikke Bruland har sin egen definition af slow fashion

Tekst: Noah Sørensen & Camille Thomsen

Foto: Anders Madsen

Kultur   |   23/10/2025   |   13. udgave

Lyt til artiklen
00:00 / 12:47

Det begyndte som en hobby. I dag syr 27-årige Frederikke ud fra tre værdier: Bæredygtighed, kvalitet og det at skille sig ud.

AWM_8021.jpg

I et lille designstudie i Aarhus bliver der brugt mange timer. Sidst på eftermiddagen falder et blødt lys ned på de detaljerede skitser, Frederikke Bruland har liggende på bordet.

Det er ikke første gang, hun laver skitser. 

 

Passionen for design kan nemlig spores helt tilbage til barndommen, hvor hun legede med stof og idéer, før hun fandt sin identitet indenfor modebranchen. Hun gik med sit eget syede design i sjette klasse, og hun lavede sin egen konfirmationskjole. 

 

Frederikkes mormor var også designer og havde sin egen butik i Aarhus, hvilket var en stor inspiration og støtte gennem Frederikkes opvækst. Nu 

udlever hun samme drøm. Og hun har allerede opnået en masse i sin karriere. 

 

Omgivet af tøjstativer – med alt fra 

jakker og blazere til nederdele, t-shirts og kjoler – fortæller Frederikke om de mønstre, der ikke kun findes i hendes designs, men som også er en del af familien; 

 

Mormoren var designer, moren er indretningsarkitekt, og nu sidder Frederikke selv som slow fashiondesigner. 

“De har altid været sådan: ‘Du kan gøre det!’, hver gang jeg er kommet med en eller anden idé,” fortæller hun. 

 

I dag er hun nået langt med at få idéerne ud i virkeligheden. De designs, der hænger på bøjlerne, er nemlig ikke bare designs. De er skræddersyet efter de værdier, der betyder mest for hende som designer. 

Det japansk inspirerede 

Det naturlige kan ses som et gennemgående tema i Frederikkes designs. Hun er inspireret af den 

japanske mentalitet, hvor man er i ro og harmoni med naturen. 

 

Adjektiver, man også kan putte på atmosfæren i hendes designstudie, der rammer én som et friskt pust, så snart man træder ind og lader blikket glide hen over tøjrækkerne.  

 

Sort, hvid, grå, lysegrøn og forskellige nuancer af blå. Det er nogle af de første farver, der fanger øjet. Hendes designs får det minimalistiske og kreative til at mødes, hvor simple farver på forskellig vis kombineres med silhuetter og 

organiske linjer.

Men dette udtryk er ikke det eneste, der karakteriserer japansk design, og som Frederikke er optaget af. 

 

“Man tror det ikke, men den her er faktisk vandafvisende,” siger 

Frederikke med en taske i hænderne.  

 

“Og indeni har jeg brugt teltstof.” 

 

Sagde du teltstof? 

 

“Ja. Her er resterne fra Smukfest-telte. Så jeg har brugt det der, hvor det lige giver mening.” 

 

Funktionaliteten er noget, hun hele tiden prøver at tænke ind i sine designs. Uanset om det drejer sig om reflekser, ekstra lynlåse eller vind- og vandafvisende materialer. 

 

“Jeg tænker også meget over at gøre tøjet til noget, mange kropstyper kan passe. Jeg sørger for, at det måske rammer tre størrelser. Men heller ikke bredere end det, for så rammer det ingen,” siger hun. 

Slow fashion som modbevægelse til fast fashion

Der er ikke nogen klar definition på slow fashion. Men overordnet set handler det om at designe med bæredygtighed, kvalitet og etik i baghovedet. 

 

Frederikke fortæller, at man ofte hører folk, der siger, at slow fashion er industrielt produceret, men med få årlige kollektioner. Her er der henblik på, at alt skal være gennemdesignet, god kvalitet og måske deadstock-materiale; overskydende, nyproduceret stof, som aldrig er blevet brugt. 

 

Hun arbejder ud fra sin egen definition af slow fashion, selvom hun hverken er 

enig eller uenig i ovenstående. Hendes definition har også fokus på bæredygtighed, kvalitet og etik. 

 

Men som andre, med samme forståelse af slow fashion som hende selv, er den 

uden industriel produktion. Den er håndlavet. 

 

For at dyrke det bæredygtige element har hun tre koncepter i sit brand, BRÚ DESIGNSTUDIO: Made to order, rental oglimited pieces.  

 

Ved made to order bliver produktionen kun lavet, når nogen bestiller det. 

 

Om rental forklarer Frederikke: 

 

“Hvis du vælger et eller andet standout, så er chancen, for at du bruger det mange gange på et år, nok ret lille. Så rentaler for at give et alternativ til det, så tøjet ikke bare ender med at hænge i skabet.” 

 

Det sidste koncept, limited pieces, kører i kollektioner, hvor der kun er nogle stykker af hver.  

 

Generelt fokuserer Frederikke på at bruge enten deadstock eller upcycled materiale. Noget af det upcycled materiale, hun har brugt, er for eksempel fra gamle gardiner og denim. 

 

“Der er en grund til, at jeg vælger at upcycle denim. Det er, fordi det er et af de absolut hårdeste materialer for miljøet. Det ville jeg aldrig købe fra ny.” 

 

Men ikke alt er genbrug. 

 

“Ved made to order kan der være stof, jeg bestiller fra ny, fordi det er vigtigt, at jeg har et materiale, jeg forstår og ved, kan holde. Og fordi tøjet skal være så tæt på ens som muligt. Men det skal gerne ændre sig,” siger hun. 

 

Her bruger hun 100 procent polyester i stedet.  

 

Hun fortæller, at bæredygtighed indenfor modebranchen er mere kompleks, end man skulle tro. De fleste materialer har nemlig både fordele og ulemper.

 

Hun nævner, at økologisk bomuld for eksempel kræver meget vand, og derfor mener hun ikke, at bæredygtighed kan køres over én kam. Det handler om konteksten, hvad der er bedst. 

 

“Folk er meget sådan: ét koncept. Så har man en del af bæredygtigheden, men man har ikke begge dele. Jeg prøver at samle tingene, hvor det giver mening. Fordi jeg tror, det er vigtigt ikke bare at tænke ‘jeg gør kun det her.’” 

Med kurs mod autenticitet 

“70 timer her, 100 timer for den her,” siger Frederikke om tiden, hun brugte på noget af tøjet, der hænger fremme. 

 

“Det er ekstreme eksempler. Men der er virkelig lagt energi og kraft i, at det skal være noget mega fedt og noget standout,” fortæller hun. 

 

Noget af det vigtigste for hende er at lave designs, der skiller sig ud. Noget, man ikke ser andre steder. Og så går hun op i at have et rum, hvor der er plads til, at kreativiteten kan blomstre. 

 

Da Frederikke gik på VIA Design og Business i Herning, fandt hun langsomt sit DNA – som hun udtrykker det. 

 

Mens hun var i praktik, gik det op for hende, hvordan mange designere i modebranchen arbejder på samme måde; Tilgangen til design bundede ikke i den slow down-tankegang, hun kunne lide ved den japanske mentalitet. 

 

“Det blev mere og mere tydeligt, hvordan det handler meget om pris, og det handler meget om hurtigere og bedre. Hvordan kan vi få prisen ned? Så skal vi fjerne en lomme. Det er den nemme løsning for de billige varer,” siger hun.  

 

Hendes tilgang var en helt anden. 

 

“Samtidig er der en masse kopi ude i branchen, hvor mange brands ligner hinanden, fordi man bare låner lidt her og der. Der var ikke så mange, der repræsenterede det her med ‘jeg går ud og gør det superkreativt.’ Det fede – det, jeg faktisk kan som designer,” uddyber hun.

 

Hun følte, at den mentalitet mange i modebranchen havde, ville være et benspænd for hende. Her ville der ikke være lige så meget plads til at være autentisk og skabe noget unikt. Det, hun brænder for at lave. 

 

“Siden da har jeg tænkt ‘det må man sgu da kunne gøre på en eller anden måde.’ Og så startede jeg egentlig bare.” 

AWM_8048.jpg

Vogue, ELLE og Copenhagen Fashion Week  

På billedet ved siden af ginen i Frederikkes designstudie ses Brian Keith, som er stylist og kreativ konsulent. Han er iført et af Frederikkes designs, en hvid jakkekjole, som er kommet i Vogue.  

 

Brian Keith havde opdaget Frederikke som designer og lånt jakkekjolen til Copenhagen Fashion Week i 2023. Her blev den spottet af en kvinde fra Vogue, som tog billeder og endte med at bringe det under titlen: “The best street style from the Copenhagen Fashion Week fall/winter 2023 shows”.  

 

“Det er virkelig stort. Jeg forstår det stadig ikke helt,” smiler Frederikke. 

“Jeg har lidt sådan en mission om, at det skal ske igen, for så er det ikke bare en engangsting.”  

 

Derudover kom hun senere med i Elle, og i dag, efter at være flyttet til Aarhus, har hendes designs for en stund været at finde i Refashion Factory. Dem har hun dog for nylig taget ud. Flere af hendes styles findes stadig i butikken Wo Clé.  

Fremtiden

Frederikke har et deltidsjob ved siden af sine designs. Om hun på sigt kunne tænke sig at gøre BRÚ til sin eneste levevej, svarer hun:  

 

“Man burde nok sige ja for historiens skyld. Men faktisk nej. Jeg vil gerne have et ekstrajob af den årsag, at jeg tror på, at kreativiteten har mere plads, når man har ro på finanserne.” 

 

Frederikke håber, at hun kan være et inspirerende alternativ til, hvad man ellers finder. 

 

“Noget, hvor folk føler, at der er så meget ekstra værdi i det her, fordi de får oplevelsen; at det er håndlavet. Det er virkelig lavet med kærlighed. Og på mange timer. Og så vil de give det ekstra.” 

 

Efter at have skabt fundamentet for sit brand med designstudie, webshop, Instagram og en række gode erfaringer, har Frederikke fået mere ro på i designerverdenen. 

 

Men ambitionerne er stadig lige så store. På sigt kunne hun godt tænke sig at få en store front-butik sammen med andre designere. 

 

“Så kan man nemmere komme ind og snakke, prøve tøjet på og sådan noget. Vi har et prøverum, men det er lidt sværere at få folk herop,” siger hun. 

 

Derudover ser hun sig selv lave flere limited kollektioner som den, hun for nylig lancerede. Hun håber også, at hendes udlejningskoncept kommer mere op i tiden. Andre mål, hun gerne vil indfri, er flere samarbejder og at komme til Fashion Week igen. 

 

Der er sket en del, siden Frederikke sad og tegnede i TopModel-bøger som lille. Men én ting er stadig den samme: Frederikke bliver ved med at skabe.  

 

Med symaskinen og skitserne i hænderne og drømmene og værdierne i hjertet. 

DEL HER:

bottom of page