En øl, svingom eller et slice med dressing?: Mød de mennesker, der fuldender din bytur
TEKST: INGEBORG VEJEN & KRISTINE OLESEN
FOTO: VICTOIRE BECQUART & ELLA SEE
Samfund | 03/04/2025 | 11. udgave
Det er torsdag aften, og i vinterfrostens sene timer står vi udenfor indgangen til Hjorten, et af Aarhus’ mange brune værtshuse. Som to grønne journaliststuderende er vi taget på ekspedition gennem det aarhusianske natteliv for at møde det hårdtarbejdende folk, som på de skæve tider af døgnet slider, for at vores aften glider. Vores rejse starter her.
Da vi åbner døren ind til Hjorten, bliver vi mødt af røgen fra de glødende cigaretter og lyden fra de raflende terninger. Her ser ud som på ganske mange andre brune værtshuse: blanke, brune, slidte borde, moderniserede petroleumslamper, der hænger fra loftet og blinkende, farverige spillemaskiner, der skriger på at blive taget i brug. Du har nok selv siddet og snøvlet over et spil Meyer på en sådan beværtning.
Vi sætter kursen hen mod baren, hvor vi finder Morten Pedersen, som sidder på en af barstolene. Han ryger Prince og snakker med Theresa Ebling, som i stamgæstemunde er bedre kendt som Ræs. De arbejder her begge, men i dag er det Ræs, der har vagten. Hendes røde, lange negle forsyner gæsterne med bitter og bajere.
Både Morten og Ræs mener, at det ikke er for alle og enhver at arbejde på de skæve tider af døgnet. Det er hårdt arbejde, og det er vigtigt, at man er på og har sine antenner slået ud for at opfange ethvert signal om en tørstig gæst eller en dårlig taber.
"For os kvinder er det især vigtigt, at gæsterne ved, hvem der bestemmer,” tilføjer Ræs, mens hun kigger os direkte i øjnene.
Vagten startede klokken 17.00 med at klargøre kolde forsyninger til aftenens gæster. På en torsdag som denne vil Ræs kunne stemple ud på den anden side af midnat, når pengene er talt op, og baren gjort klar til at åbne næste formiddag. Gæsterne kommer her for at mødes med dem, de kender, og for nogen af dem er værtshuset deres eneste sociale flade.
“Dør der en, dør der tre,” tilføjer Morten.
Bartenderjobbet indebærer nemlig meget mere end at udskænke kolde øl og tømme askebægre. For når klientellet af stamkunder sætter sig til rette i barstolene, skal der også startes samtaler på tværs af den brogede flok og nurses, forklarer Ræs, mens hun konstaterer:
“At arbejde som bartender her er næsten som at være socialrådgiver.”
Et storhit fra 60’erne blæser ud gennem højtaleren ”ding dong super duper sing song fini mini flower power tøj”, og en lille danselyst tændes i os begge. Det ser vi som et tegn på, at vi skal bevæge os videre i byen.
Den Sidste –
Andet stop på rejsen
Når man har siddet ned i et par timer og moret sig med sine venner, så er det tit dansegulvet, der er næste skridt på nattelivsrejsen. Vi har bevæget os mod Den Sidste med håbefulde hjerter om, at et menneskehav af hænder vil føre os journalister op til et smækproppet floor i et crowdsurf. Men vi må også være realistiske. Det er torsdag aften i Aarhus, og der er absolut ingen garanti for store menneskemængder - nærmere tværtimod.
Indenfor bliver vi lokket af en dunkende bas og kække danserytmer. Vi bevæger os op ad de mange trapper og videre ind i Den Sidstes junglelignende udsmykning. Ingen crowdsurfing til os. Diskokuglen snurrer. Lilla og lyserødt lys præger det slidte gulv, hvor der står blot to mennesker og svinger hofterne; bartenderen og hendes veninde.
Solo-bartender, Hanna Kristiansen, knapper med ferm hånd to Ceres Top op til os, og vi kigger os nysgerrigt omkring i baren. Indrømmet, vi er normalt ikke superobservante, når vi frekventerer Den Sidste.
Hanna har været i gang siden klokken 21.30 og kan se frem til at lukke stedet klokken 04.00.
“Det kræver noget tilvænning at arbejde på de her arbejdstider, for jeg skal op til undervisning klokken ni fredag morgen.”
De skæve arbejdstider passer Hanna fint, men det er besværlige gæster, der kan gøre bartenderlivet surt:
“Noget af det sværeste er, hvis man laver en fejl, og en gæst bemærker det. Det er helt fair at påpege det, men hvis gæsten kommer og bliver sur og råber, kan det nogle gange være dråben, der får bægret til at flyde over.”
Netop som vi stiller det sidste spørgsmål, snubler tre berusede mænd ind over dørtærsklen. De opdager begejstrede, at de har dansegulvet – og baren – for dem selv. Om de er gode gæster, finder vi ikke ud af, for vi er trætte og vil hjem i seng. Vi siger pænt farvel og tak til Hanna, der med et smil tager imod de snøvlende mænd. Beundringsværdigt, tænker vi begge, før vi trasker videre mod aftenens sidste stop.
Ali Baba kærlighed og kebab
Det naturlige sidste skridt på vores rejse gennem det aarhusianske natteliv må jo være et sted i midtbyen, hvor der kan skaffes hurtig, lækker føde. Det ligger simpelthen i instinkterne. Den sjette sans skriger efter salt, pepperoni og rigeligt med dressing, og vores ben leder os automatisk mod Ali Baba på Vestergade, der er et af de ældste pizza- og kebabsteder i byen.
Vi bliver ledt ind af duften af friske pizzaslices. Et hold af smilende mænd tager imod os. Chefen, Salah, står og ruller pizzadej ud med sikker hånd. Han har arbejdet hos Ali Baba siden 1999. Not his first rodeo.
Vi er imponerede over det overskud, vi bliver mødt med. Selv er vi trætte, selvom vi hverken har erobret floor eller fået promillen i vejret. Aftenen er langt fra slut for de hårdtarbejdende mænd, for de skal holde ud indtil klokken 06.00. Vi blegner lidt i deres tilstedeværelse. Højtaleren spiller G-Eazy, og musikken og stemningen er høj, men det er ikke kun fest og glade dage at arbejde på den forkerte side af døgnet.
“Selvfølgelig er der noget, man skal give afkald på med hensyn til børn og familieliv. Hvis jeg kommer hjem lidt tidligt ved syv-tiden, så kan jeg nå at sove fem timer,” siger Salah, som er én ud af de fire brødre, der ejer pizzeriaet.
I løbet af de sene arbejdstimer kommer der mange gæster forbi, især en del stamkunder. For Salah selv emmer stedet af historie og kendte ansigter, og det er sjovt at se sine stamkunder og følge med på sidelinjen.
Han har set konfirmander blive til stive mænd, der skal have et slice, inden turen går hjem, og han har sågar set slægter blive ført videre, her, midt iblandt pizza-os og menneskekaos.
“Der kom en ung fyr på omkring tyve år, som en dag står her på Ali Baba klokken seks og spiser og siger
‘Drenge må jeg lige sige noget? Jeg fucking elsker jer’.
Så griner vi, og jeg siger:
‘Vi elsker også dig’.
Så siger han:
‘Nej, jeg mener det, jeg elsker jer. Det er på grund af jer, jeg lever. For tyve år siden stod min mor og far her i køen. De kendte ikke hinanden, men de lærte hinanden at kende herinde. De blev gift og fik børn, og her står jeg i dag. Og nu er jeg blevet præsenteret for det her sted.’”
Salah smiler stort og tilfredst og tilføjer: “Kærligheden blomstrer i vores pizzeria”.
Mens vi står og snakker ved de smalle bordplader langs væggen, kommer der kunder i butikken og bestiller en omgang pizza. De kan forvente et glødende, frisklavet slice i hånden indenfor 12 minutter. Vi modstår selv trangen til pizza og siger klatøjede tak for snakken til Salah, som atter må om bag disken.
Vi trasker hjemad søvnige, udmattede og dybt imponerede over de folk, der beriger vores aftener ude i Aarhus’ natteliv med overskud, åbne arme og ekstra dressing. På vej hjem til drømmeland tænker vi på Ræs, Morten, Hanna og Salah, der har mange timer ved fronten endnu.
Vi trasker hjemad søvnige, udmattede og dybt imponerede over de folk, der beriger vores aftener ude i Aarhus’ natteliv med overskud, åbne arme og ekstra dressing. På vej hjem til drømmeland tænker vi på Ræs, Morten, Hanna og Salah, der har mange timer ved fronten endnu.