top of page

Anmeldelse af Poor Things:
Barbie på LSD

Tekst: Emma Kollerup Kold & Christian J. Randers

Illustration: Marie Qvist

Kultur   |   22/03/2024   |   7. udgave

Lyt til artiklen her
00:00 / 06:07

Oscar-aktuelle Yorgos Lanthimos har lavet en Frankensteinsk coming of age-fortælling om kvindefrigørelse. “Poor Things” er “Barbie” på LSD. Handlingen er som snydt ud af næsen på Mary Shelley, da professoren Godwin Baxter, spillet af Willem Dafoe, vækker en ung kvinde til live fra de døde og kalder hende Bella Baxter, som inkarneres af den altid fremragende Emma Stone.

Ligesom Barbie opdager Bella livet udenfor sit fangenskab og bliver grebet af en trang til at udforske verden. Det er begge karakterer, hvis lyst til livet er det, der fører dem igennem verden: En verden styret af mænd.

Screenshot 2024-03-09 at 14_edited.png
Screenshot 2024-03-09 at 14.40_edited.png

Victoriansk Sci-Fi

Billedligt er filmen både imponerende såvel som underholdende. Historien starter i sort og hvid i en victoriansk setting, som vi kender det med mændenes lange jakkesæt og dertilhørende høje hatte, samt kvinderne med ekstravagante pufærmer og store kjoler. På dette tidspunkt er Bella knapt så udviklet, og filmens manglende farver skal med stor sandsynlighed afspejle denne manglende kompleksitet.

Professoren Godwin må siges at have et vist idiosynkratisk udseende over sig. Med sine skøre opfindelser hersker en æstetik fra steampunk-genren, som forbinder 1800-tallet med science-fiction genren fra sin spæde start.

Hans opfindelser rækker sig fra hunde med andehoveder til en maskine på størrelse med et fyr, som skal hjælpe ham med at fordøje mad, da hans egen mave ikke selv egner sig til det. Som seer har man så mange spørgsmål, og selvom man både er fyldt af foragt såvel som fascination, kan man ikke lade være med at holde med ham.

Den ukontrollerbare kvinde

 Igennem filmen snubler Bella ind i armene på den ene kontrollerende mand efter den anden. 

Først hendes skaber Godwin Baxter, næst den obligatoriske nice guy Max McCandles, spillet af Ramy Youssef, og ikke mindst Mark Ruffalos sleske badboy Duncan Wedderburn.

Bellas liv begynder i hænderne på Godwin eller “God”, som hun kalder ham. Han har en trang til at beskytte sit eksperiment og forsøger at holde hende i sin varetægt. Han opfordrer sin lærling Max McCandles til at gifte sig med Bella, for på den måde at binde hende juridisk til de to mænd for evigt. Men inden det går så vidt, stikker Bella af med den pick-up-artist-lignende advokat Duncan Wedderburn til Lissabon.

I Lissabon får vi en helt anden visuel oplevelse. Her er akvarelfarverne vilde og lystige, som symboliserer både varmen, men også Bellas store skridt mod selvudvikling. Verden virker lys, fyldt med farver og muligheder. Filmen er generelt et blændende stykke billedarbejde, og ethvert scenerum er skabt som et lille univers for sig selv, så øjnene mættes. De mange formidable billedudtryk bruges spidsfindigt til at fortælle om Bellas indre. Alt fra den mørke og grå side af Paris til det røde brændende kaos i Alexandria, da Bella støder på fattigdommens frastødende virkelighed for første gang.

Sammen med Duncan opdager Bella sex, mad, alkohol, og alt hvad det hedonistiske hjerte begærer. Det visuelle fortæller os om den enorme appetit, Bella nu har for livet. Som hun selv siger det: “I am finding being alive fascinating”. I sin ophidselse stikker hun af, kommer sent hjem, har sex med andre mænd, og Duncan opdager med tiden, at Bella ikke er til at kontrollere. Han opdager også, at hun ender med at have kontrol over ham.

Bella er et interessant eksempel på en karakter, som, i modsætningen til Barbie, ikke har nogen indre monolog eller kritik af sig selv. Hun agerer ud fra sine lyster og sin fascination af verden uden skam, og derfor er hun i en forstand ukontrollerbar. Emma Stone og Mark Ruffalo gør et fantastisk stykke arbejde med at lege med magtbalancen mellem de to karakterer.

Bella efterlader et spor af mænd, der går i spåner i hendes fravær. De er blevet besat af den udfordring, det er at kontrollere hende. De ser hende på mange måder som en manic pixie dreamgirl, fordi de udelukkende er optaget af, hvordan Bella kan opfylde deres egen selvrealisering. Om det så er Godwins videnskabelige opdagelser eller Duncans womanizer-selvopfattelse.

En menneskelig fortælling

Et unikt greb, som Yorgos Lanthimos især gør meget brug af, er fish eye lense-skuddene, hvor man som seer føler sig draget helt ind i fortællingen. Perspektivet giver et unikt indblik i karaktererne ved at lade os komme helt tæt på med en teknologi, der virker meget simpel, men alligevel så effektivt. Eksempelvis bliver den bevidst brugt, da Duncan opdager, at en anden mand gør kur til Bella og hopper over til ham for at slås. Her giver perspektivet både actionscenen bedre bevægelse, men den tilføjer også et komisk element.

“Poor Things” er en kærlig fortælling om den menneskelige jagt på frihed. Den er både smuk og grim, forstyrrende og betagende, sjov og tragisk. Sammen med Bella opdager, lærer og forelsker man sig i alle livets skønheder.

Både “Poor Things” og “Barbie” er Oscar-nominerede film om kvindelig frigørelse og menneskelighed. Men hvor “Barbie” stopper, tager “Poor Things” skridtet videre.

Med et betagende visuelt univers og levende performances formår Yorgos Lanthimos at skabe et komplekst og mangefacetteret portræt af en kvinde, der forelsker sig i livet på ny.

Screenshot 2024-03-09 at 14_edited.png
Screenshot 2024-03-09 at 14.40_edited.png

DEL HER:

bottom of page