top of page

Anders' erhverv synker: "Der er ingen, der vil overtage"

Tekst:
VIKTOR JOHAN NØRLING GAÏNI OG BENJAMIN RABJERG

Foto:
RUNFENG HUANG


LIV - 24/10/2024 - 9. UDGAVE

 

Lyt til artiklen her
00:00 / 05:45

PaÌŠ en solskinsrig dag ved en havn paÌŠ den jyske østkyst, står en mand, der repræsenterer et erhverv, hvis eksistens langsomt siver ud i glemslen. Anders Nymann Jensen beretter om, hvordan fortidens erhvervsfiskeri har været med til at forme det menneske, han er i dag.

_DSC9895.jpg

Som Santiago, der symboliserer mennesket selv i Ernest Hemingways roman ”Den gamle mand og havet”, er Anders Nymann Jensen et symbol på en tid, hvor torskene var flere, og ørrederne større.

 

Men det er en tid, som ikke er mere.

​

67-årige Anders Nymann Jensen er formand for Grenaa Fiskeriforening og en af de sidste østjyske erhvervsfiskere. Mens han ser ud over det hav, der i langt størstedelen af hans liv har været sit primære domæne, giver han en analogi over, hvorfor havet stadig trækker i ham:

 

”Der er noget med en cirkushest. Når den lugter savsmulden, kan den slet ikke lade være med at gå rundt derinde i manegen”

 

Men havet, sin egen manege, er ikke som den var engang.

En alternativ oase

Grenaa ligner ved første øjekast mange andre danske byer. Men så snart man krydser Kattegatvej, får man en helt anden opfattelse. Nubret beton, asfalt og lave røde skure pryder udsigten, når man går mod vandet i horisonten. Alt er råt, intet er poleret.

I havnen holder flere ældre både til. De ligner alle nogle, der har sejlet i en menneskealder, og selvom de måske ikke har det, så slider det på det meste at være fisker. Anders trækker op i buksebenet og afslører et knæ pakket ind i velcro og neopren. ”Sådan ser de fleste af lemmerne ud”, siger han tørt og konstaterer dermed, at det at være fisker sætter sit præg på alt.

Fiskerne i Grenaa ved godt, at alderen trykker, og at de ikke har mange år tilbage. Det stopper dem dog ikke fra at være fremsynede. Den lokale fiskeriforening investerer i solceller, der gerne skulle gøre dem mere resistente mod stigende strømpriser. Solcellerne er blot et af deres tiltag rettet mod fremtiden. De er også begyndt at leje bygninger ud til den lokale fiskeopkøber.

”Det er vores måde at tænke anderledes på, så vi har kunnet bevare det,” siger han.

Da Anders Nymann Jensen begyndte at fiske i 1970’erne, var jomfruhummeren blot en af havets fangstmuligheder, han hev med på land. I dag fanger han ikke andet. Kvoterne opbruges, fiskene forsvinder. Erhvervsfiskeriet er, ifølge Anders Nymann Jensen selv, et forsvindende erhverv. Et arbejde, som ikke vil eksistere på samme måde om ti år.

Så hvad driver sådan en mand til at forsætte i en branche, der i høj grad hører fortiden til?

”Det er ægte. Glæden ved at fange noget. Det er, når vi ikke har sovet i fire døgn, og din krop simpelthen ryster, mens adrenalinen kører rundt,” udpensler Anders Nymann Jensen, mens solens stråler fremhæver konturerne i hans ansigt, som har set havet de sidste 55 år.

”Hvad tror I, dem derovre snakker om?”, spørger Anders Nymann Jensen os om, mens han peger over mod det faste inventar af tidligere fiskere og havnearbejdere, der udgør dagens liv på havnen.

”Dem, der sidder derhenne, sidder her til klokken er 11:50, fordi frokosten står på bordet klokken 12 præcis, og det er jo ren nostalgi. De sidder på bænken og diskuterer alt det her,” fortæller han og beskriver, hvordan nostalgien i et fiskermiljø kan udfolde sig til at blive en del af en fælles bevidsthed. Til at blive en længsel efter noget, som var og ikke kommer tilbage.

På sådan en skøn sensommerdag i september kunne man godt fristes til at blive positivt stemt over for fiskernes fremtid, men den optimisme får ikke lov til at leve længe.

”Fiskeriet i Kattegat vil højst sandsynligt dø ud indenfor de næste ti år,” siger Anders om fremtidsudsigterne.

”Det er svært for mig at sige højt, at det gør mig ked af det. Det er jo en del af udviklingen. Det ødelægger dit liv, hvis du går og tænker over, at du er ked af det. Vi har måske ikke så mange år tilbage som fiskere. Vi har en alder, hvor vi bør fases ud.”

Den selvindsigt er meget kendetegnende for Anders. Han ved godt, at han meget muligt er en af de sidste, der gider at lægge øre til offentlighedens meninger om hans arbejde og EU’s kvoteregulering.

”Der er ingen, der vil overtage. Den næste generation har solgt deres kvoter og fundet en anden levevej,” siger han.

”Du vil ikke være fisker, det kunne du ikke drømme om. Du ved jo ikke, om erhvervet bliver taget fra dig igen på mandag. Så det ville være et åndssvagt sted at gå hen og starte. Vi mangler en ny generation, der vil tage over, så vi der har alderen kan komme videre i teksten og blive pensionister.”

Fiskeriets virkelige glæde

Santiago må i ”Den gamle mand og havet” give efter for naturens kræfter. På trods af sin indædte kamp for at hive den store fisk i land, vender han tomhændet hjem.

 

Anders Nymann Jensens liv læner sig op ad samme bane. Men på trods af, at ikke bare naturen, men også den menneskelige omverden, har bidt fra sig og gjort livet som erhvervsfisker svært, fylder arbejdet stadig Anders Nymann Jensen med stolthed:

”Det er skideskønt, og det er en virkelig glæde at være fisker.”

_DSC0223.jpg
bottom of page