Ramt af fuglefeber
Tekst: Amalie Hermansen & Victoria Hestehauge
Foto: Anders Wolff Madsen
Samfund | 11/06/2026 | 16. udgave
Når flere danskere finder kikkerten frem og jagter fugle i naturen, er det særligt den unge generation. For Jonas Fahrendorff blev birding en livslang skattejagt, der beriger hans hverdag med nye venskaber og adrenalinkick.
Mørket har stadig ikke trukket sig tilbage, da Jonas og hans mor lister ned mod engen uden for Vejen. Den lille sø foran dem er dækket af et tyndt lag is, der sammen med det snedækkede landskab reflekterer det sparsomme lys fra den overskyede himmel.
De siger ikke meget. Der er kun lyden af støvler mod den frosne jord.
Dagen før havde hans mor pludselig bremset bilen på vejen hjem og peget mod himlen. Store fugle kredsede lavt over landskabet.
Kort efter forsvandt flokken bag en bakke, og de steg ud for at se nærmere. Inden længe kom de tilbage med et sikkert svar. Tranerne var landet.
“Hvis vi er heldige, kan vi se dem flyve afsted i morgen ved solopgang,” sagde Jonas. Med sin erfaring fra sort sol vidste han, at fuglene ventede på lyset.
Nu står de her igen klokken 07:57 en februar morgen. Og de er ikke alene. Langsomt bryder orange toner frem i horisonten og afløser nattens mørke.
Så sker det.
En fugl letter. Så ti. Én efter én indtil alle 50 traner er i luften, og koreografien er slut. Den halvvågne sol skærer gennem disen og maler blide skygger af baskende silhuetter over markerne. Lange halse og brede vinger, der slår mod den stille morgen.
I dette øjeblik står tiden stille for Jonas.
“Det var magisk,” mindes han i dag. Ikke blot synet af fuglene, men også følelsen af at have gennemskuet naturens rytme. Oplevelsen satte ild under interessen, der har fulgt ham lige siden. En livsstil, et fællesskab og en voksende ungdomskultur, hvor jagten på den næste fugl
trækker flere ud i naturen.
Ud over hækken
Men snart rakte interessen ud over hækken omkring barndomshjemmet.
“Efter at have stirret på dem i haven bliver man sulten efter mere. Så tager man ud til en eng, og så er der nogle nye fugle, jeg kan lære at kende,” fortæller Jonas.
Landskabet omkring Jonas forandrede sig. Naturen var ikke længere bare en baggrund, men et sted fyldt med spor, lyde og bevægelser, han kunne aflæse.
I takt med at Jonas blev i stand til selv at genkende fuglene, blev det pludselig mere spændende. Det, der før bare var navne, blev til noget, han selv kunne få øje på. Kort efter begyndte han at føre lister over de fugle, der besøgte haven, og langsomt udviklede interessen sig til en besættelse. Hækken og træerne i haven blev til et levende kort over arter, årstider og bevægelser i naturen.
Selvom traneoplevelsen var noget særligt for Jonas Fahrendorff, var interessen allerede blevet plantet længe før. Hans mor, der er biolog, havde gennem hele hans opvækst trukket ham og hans brødre med ud i naturen og gjort det til en vane at kigge op, lytte og bemærke det, andre lod passere. Tit gik turen også bare ud i barndomshjemmets have i Store Andst, en lille by i Sydjylland.
I starten var Jonas mere optaget af alt muligt andet end sin mors forklaringer om blåmejser og bogfinker. Men noget ændrede sig gradvist.
I dag er Jonas 26 år, og man kan se sporene af interessen i næsten alt, han laver. Til dagligt læser han til skov- og landskabsingeniør på Djursland, hvor han også bor på kollegie med andre fugle- og naturentusiaster. Samtidig er han frivillig i flere grønneungdomsorganisationer blandt andet De Unge Biodiversitetsambassadører, der arbejder for at repræsentere og beskytte biodiversitet og vild natur.
Men det er ikke kun naturinteressen, der holder ham fanget. For mens mange kobler naturen med ro, handler det for Jonas mindst lige så meget om spænding. Adrenalinkicket i aldrig helt at vide, hvad der gemmer sig på himlen eller i landskabet.
En morgen stod han ude ved juletræsmarkerne nær skovskolen, efter at han havde arbejdet som DJ til et bryllup hele natten. Han var træt og havde egentlig ikke planlagt at tage kikkerten frem. Men vejret føltes rigtigt. Solen stod klart over markerne, og vinden kom fra vest.
Så dukkede den op.
En sort stork gled pludselig hen over himlen. Med sine lange, mørke vinger og mørkerøde ben skar den lydløst gennem luften over markerne. En sjælden gæst i Danmark, der for længst er forsvundet som ynglefugl herhjemme.
“Nu har jeg ikke prøvet at tage vilde stoffer, men jeg forestiller mig, at det må være ligesom den lykkerus, jeg havde. Jeg stod i en halv time og bare grinte for mig selv bagefter.”
Det er netop dét, Jonas og mange andre birdere jagter. Ikke bare fuglene, men følelsen af at blive overrasket af naturen.
Høj på fugle
Fugle som fællesskab
På kollegiet er fuglene også blevet en del af hans hverdag, hvor han bruger meget af sin fritid på at kigge på fugle fra markerne omkring skovskolen sammen med sine medstuderende.
“For nylig var vi på ekskursion omkring Aarhus, da der pludselig kom en melding i en af vores apps om en nathejre ved Årslev Engsø. Så var vi nødt til lige at smutte fra undervisningen, fordi den er så sjælden.”
“Lige nu kan jeg høre en munk synge ude i krattet og en solsort et andet sted. Det er det fede ved det: Man er hele tiden på skattejagt.”
Spørger man Jonas, er naturen ikke noget statisk, men noget man lærer at forstå over tid. Vindretninger, årstider og landskaber hænger sammen med fuglenes bevægelser, og netop det gør oplevelsen levende.
Birding har længe været en nicheinteresse for dedikerede naturnørder, men i de senere år har fuglekiggeri også fået fat i en ny generation. I DOF Ung, der er en forkortelse for Dansk Ornitologisk Forening Ungdom, er antallet af medlemmer under 30 år steget fra omkring 400 til næsten 1200 på bare tre år.
Samtidig er fuglekiggeri rykket ind på sociale medier, hvor observationer deles i Messenger-tråde, på Facebook og i apps som Fuglebingo.
For Jonas er interessen blevet så stor, at den fylder al tid i hverdagen. I fuglenes højsæson i foråret og sommeren bruger han ofte over 20 timer om ugen på birding, og nogle morgener står han op klokken fem for at nå et par timer med kikkerten inden undervisning.
Samtidig er hobbyen blevet en stor del af hans sociale liv. Sammen med sin lillebror begyndte han gradvist at bytte fisketure ud med fugleture, og i dag er fuglene et vigtigt bånd mellem dem.
“Jeg har stadig alt mit fiskegrej liggende, men jeg vil meget hellere kigge på fugle,” siger han.
Birding-fællesskabet eksisterer både online og ude i naturen. De unge fuglekiggere skriver sammen om sjældne observationer, arrangerer ture og mødes på lejre gennem DOF Ung flere gange om året.
Birding er også et spil. Et spil, hvor man hele tiden er på udkig efter sit næste kryds i bogen, og hvor held, timing og viden spiller en vigtig rolle.
“Det er helt klart mere spænding end afslapning,” beskriver Jonas.
På appen Fuglebingo konkurrerer brugere om at registrere arter og samle point for deres fund. Sjældne fugle giver flest point, og hver observation vurderes ud fra art, dato og lokalitet.
Ved siden af deltager han også i en såkaldt matrikelkonkurrence, hvor det gælder om at se flest mulige arter fra sit eget bosted.
Lige nu har han allerede set 104 arter i år og ligger dermed på en andenplads.
“Det er lidt ligesom Pokémon GO at kigge på fugle, bare in real life,” siger Jonas.
Ligesom indenfor mange andre subkulturer, følger der også et særligt sprog med birding. En fælles begrebsliste, der binder miljøet sammen. Her taler man blandt andet om at “twitche”, som betyder at køre efter en fugl, andre allerede har fundet. Det kan ende på to måder. Hvis man er heldig også at se den pågældende fugl, så “connecter” man, og kører man forgæves, kaldes det at “dippe”.
Som den ultimative modsætning til “twitching” kan man “ædle”. Det betyder, at man selvfinder fuglen. Uden hjælp, uden melding og uden at stå i kø bag andre. Ligesom da Jonas så den sorte stork.
“At ædle er jo det, alle drømmer om. Det er jo det mest prestigefyldte at være den, som fandt fuglen som den første,” beskriver Jonas.
Pokémon GO in real life
På opdagelse i himlen
Birding er mere end bare fugle. Det handler om at være nysgerrig på verden omkring sig og om at lære naturen at kende på en måde, som mange måske aldrig stopper op for.
Han håber, at flere unge vil finde vej ud i naturen. Ikke nødvendigvis for at blive hardcore fuglekiggere men for at opdage den ro, spænding og glæde, der kan ligge i bare at være opmærksom på omgivelserne.
“Det har helt klart gjort mig mere jordnær og fået mig til at sætte pris på de små ting i livet og især naturen. Det der med at få en forståelse for, at der er noget større end os selv,” fortæller Jonas.
Dét at være i det fri er blevet et sted, hvor både fællesskab, spænding og nærvær kan eksistere på samme tid. En hobby, der både kan give adrenalinkick og ro i hovedet.
Med kikkert om halsen og øjnene rettet mod himlen, er der stadig ét mål, der står over alleandre for Jonas:
“Min største drøm er selv at finde en ny art for landet. Det er nok det ypperste, man kan gøre indenfor fuglekiggeri. Så er man jo Superliga-spiller,” smiler Jonas.
Måske venter den næste store opdagelse allerede derude – skjult mellem krattet og morgendisen over himlen.