Dovne øjne, tørre snuder og skæve tænder: Mariannes dyr bryder med idyllen
Tekst: Addie de Lamotte og Marcus Bladt Hansen
Foto: Peter Stougård Maunsbach
Kultur | 12/06/2025 | 12. udgave
Georg Brandes er en abe, Dronning Margrethe en skeløjet ræv og fru Heiberg en bavian. Marianne Nina Philipsens udstoppede dyr er grimme, lodne og upopulære blandt andre samlere. Men hos Marianne taler dyrenes fejl og mangler kun til deres fordel. I hjemmet med de røde vægge og levn fra romantikken lever de døde dyr videre.
“Jeg gider ikke de pæne. De skal ligne roadkill. En personlighed, som stikker lidt ud. De skal se lidt tåbelige ud. Jeg kunne aldrig drømme om at købe en flot udstoppet bavian.”
Marianne samler kun på de dyr, som hun synes er grimme. Det hele startede med ræven Daisy.
Daisy er en på mange måder dårligt udstoppet ræv, som for snart ti år siden blev starten på Mariannes samling. Udover rævens skelende blik har den et åbent gab, der afslører et sæt skæve, gule tænder. I perioder har Marianne sat en smøg mellem rævens mumificerede læber. En hyldest til dens navnesøster.
“Jeg kan efter mange år med Daisy stadigvæk grine af hende. Den er opkaldt efter Dronningen på grund af det dovne øje. Jeg elsker den. Altså, det er virkelig seriøst. Jeg elsker den.”
Marianne er 53 år gammel og historiker. Hendes krøllede hårpragt er hennasort, hendes øreringe er så store, at de hviler på skuldrene, og armene er tapetseret med tatoveringer. Hver enkelt er en reference, en metafor for Mariannes person. På højre arm er sønnens børnetegning foreviget. Et portræt af Marianne med hængepatter og kruseduller som krøller.
Bavian på hjul
Johanne Louise Heiberg er en bavian med rullehjul, der bor midt i stuen. Hjulene har Marianne selv installeret, efter det viste sig at være et problem at støvsuge under det udstoppede primat. Så nu kan fru Heiberg også være med til eftermiddagskaffen.
Fru Heiberg er egentlig ikke en frue, hvilket illustreres af den indtørrede stump bavianpenis mellem hendes ben. Men bavianens navnefælde fylder på et højere plan i Mariannes liv end blot den tvivlsomt udstoppede snude.
“Jeg har Fru Heibergs oprindelige sminkebord fra Det Kongelige Teater og et portræt af hende. Billedet har kostet omkring 4.000 kroner. Det er en prioritering for mig, fordi det er unika.”
Marianne har aldrig rigtigt overvejet, hvorfor hun samler på de udstoppede dyr. Dog erindrer hun at have læst John Irvings “New Hampshire” som 13-årig, hvor særligt én scene hæftede sig fast.
“I bogen havde bedstefaren en gammel, ildelugtende, overfed labrador, som dør. Det er jo fuldstændig knusende for ham, og derfor får børnebørnene en konservator til at udstoppe hunden. Under udstopningen får den tandløse hund lange tænder, et frådende gab og hjul på. Børnebørnene gemmer hunden i et skab som en overraskelse, men skabslågen går tilfældigvis op foran bedstefaren, hunden kommer rullende ud, og bedstefaren dør af skræk.”
Mariannes humoristiske forhold til de døde dyr har altså været til stede fra barnsben.
“De fleste folk reagerer nok hyppigst positivt eller chokeret, idet de træder ind. Det kan være sådan noget med ‘wow’ eller ‘for helvede.’”
Og på trods af at nogen får flimmer for øjnene og sammenligner indretningen med et rædselskabinet, beskriver andre mødet med hjemmet som et kram fra Marianne. For det er en ublufærdig blanding af historie og humor. Med et nøgenbillede i ny og næ – og på den måde en afspejling af Marianne selv.
