top of page

En cykeltur
i en
kunstig verden

Tekst: Cornelia Munch Moesgaard & Ingrid Sofia Andersen

Foto: Signe Bech Søholt

Samfund  |   12/06/25  |   12. udgave

Lyt til artiklen her
00:00 / 05:54

Ældre i Randers svæver ugentligt

mellem

virkelighed og fantasi.

En grussti er omkranset af store, grønne træer. Himlen er skyfri, og solens stråler sniger sig gennem bladene og danner skygger. Midt på grusstien cykler 94-årige Sonja Marie Christensen. Hun træder godt i pedalerne – nogle tag er hårdere end andre. En gang imellem stopper hun op og kigger sig omkring. Det er første gang, hun er i Botanisk Have i København, selvom hun jo godt ved, at hun ikke rigtig er der.

 

Da der kommer et stort sving, bliver hun svimmel. Hun stopper og beundrer de smukke, gule blomster til venstre for hende. De ser næsten ægte ud. De minder hende om den have, hun selv havde engang. 

En kvinde hilser på hende, og Sonja smiler tilbage.

Hun hører en stemme: “Træd i pedalerne igen for at bevæge dig fremad.” Hun er stoppet op for længe, og nu er det tid til at cykle igen.

Sonja anstrenger sig, men bevæger sig igen fremad på cyklen. Sonja trækker vejret hurtigt.

“Det er godt nok varmt nu,” siger hun.

 

Det føles underligt. Hun mærker ingen vind på sin cykeltur.

“Jeg løfter lige de her filmbriller af. Jeg kan godt se, at du får det varmt derinde.”

Sløret til virkeligheden løftes

 

 

Vi befinder os i en lys dagligstue i Kollektivhuset i Randers. De fine, gule blomster, som Sonjas blik rettede sig mod, er virtuelle. De kan ses, men ikke røres ved eller duftes til. Vi har indtil nu fulgt med på sidelinjen på en skærm, der viser den virkelighed, Sonja er inde i.

 

 

 

 

 

 

Fysioterapeuten Julie Nyholm Larsen tager VR-brillerne af Sonja, og hun bliver trukket ud af den vidunderlige sommerdag i Botanisk Have, der erstattes af plejehjemmets karrygule vægge. Sveden pibler ned ad Sonjas pande, og hendes brilleglas er helt dugget til. Julie rækker hende et viskestykke, hun kan tørre sit ansigt med.

 

“Det er min oplevelse, at de ældre ikke altid ved, at det er VR. De tror, at de faktisk befinder sig de pågældende steder,” fortæller Julie Larsen.

I sidste uge kom Sonja hjem efter en VR-udflugt til Zoologisk have i København og fortalte sin kæreste Hans, at hun havde været et smut i København:

“Det gik stærkt!” havde Hans forundret sagt, og det bekræftede Sonja, der også selv var overrasket over lige pludselig at sidde i København omgivet af dyr og natur.

 

Førhen har Sonja også været en tur på Bornholm, men i dag gik turen for første gang til Botanisk Have. Sonjas problemer med sin hofte gør, at det kan være uoverskueligt at gå lange distancer. Den virkelige tur i naturen kan derfor udskiftes med den virtuelle. Ved at bruge VR-brillerne bliver Sonja motiveret til at få rørt sig ved at cykle med armene.

 

Initiativet er noget, som Randers Kommune afprøver fra april til juni 2025 for at undersøge, om det kan fremme fysisk aktivitet og motivation for træning blandt ældre.

 

Vi spørger hende, om hun havde planer om en tur ud i solskinsvejret denne friske majdag:

 

“Nej, det havde jeg ikke,” svarer hun.

 

Sammen konkluderer vi, at det er dejligt, at hun alligevel fik set lidt blomster og et venligt menneske, der hilste, selvom turen slutter noget brat, da brillerne kommer af.

“Det var en dejlig tur, og vejret var godt i dag,” konkluderer Sonja Marie Christensen. 

DEL HER:

bottom of page