top of page

Verdens største problem og et sommerhus på Mars: 3.c tegner fremtiden

Hvordan tror 9-årige, at fremtiden ser ud? 3.c på Skovbyskolen i Galten tegner og fortæller om fremtiden gennem deres øjne. En fremtid, der rummer alt fra robotter og bosættelser på Mars til klimaforandringer.

Tekst:
Caroline Schroll Madsen og Lucia Pedersen-Campos

Foto:

Kasper Krupsdahl
LIV - 19/12/2024 - 10. UDGAVE

Lyt til artiklen
00:00 / 14:39
Collage_009_20241128_Tendens-Børn tegner fremtiden_Galten_Photo Kasper Krupsdahl ©.jpg

Vandfaldet fosser ud fra klipperne og pisker ned i den brede flod. Ved bredden sidder en ung pige på et ternet tæppe med benene foldet under sig, i skyggen af et stort træ.

 

“Det er et flot vandfald,” tænker hun.

 

Pigen befinder sig i Danmark, hvor den smukke natur trives. Der er ingen forstyrrelser, mens pigen sidder og er til stede i verden omkring hende.

 

I luften over hende hænger en fugl med krumt næb og kigger ned. Den er halv ørn, halv flamingo.

 

Tegningens skaber, den 9-årige Maya, siger resolut: “Jeg tror, at dyrene bliver blandet sammen i fremtiden.”

 

Maya går i 3.c på Skovbyskolen i Galten. I dag sitrer klasselokalet af spænding og glæde. Nissehuer pryder børnenes hoveder, og de sidder på kanten af deres sæder for at få lov at dele deres tanker. Dagen skal handle om fremtiden.

 

“Hvad skal vi huske at bruge i dag?” spørger deres lærer, Razeli Andreassen. De læser højt, hvad der står på tavlen: Tålmodighed, koncentration, mod og umage.

 

Tendens har været på besøg i 3.c. Vi har bedt eleverne om at lave en tegning af fremtiden, som de tror, den vil se ud.

Tegnestue 3.jpg

Med militærrustning og jetpack

I fremtiden bærer mennesker militærrustninger udstyret med en boremaskineklo på den ene hånd, som kan udgrave rigdomme til et pengeskab på ryggen. Pengeskabet er samtidig en jetpack, der kan bruges til at rejse helt til Jupiter. Der er ingen begrænsninger.

002_20241128_Tendens-Børn tegner fremtiden_Galten_Photo Kasper Krupsdahl ©.jpg

Sådan forestiller 9-årige Milo sig, at fremtidens mennesker vil gå klædt om 10.000 år. Han tilføjer, at beklædningen inkluderer en radarsøger, der kan bruges til at opdage rumvæsner:

“Hvis der nu er rumvæsner ude i rummet, og de angriber med en masse særlige og mærkelige våben, så er vi klar!” siger han begejstret.

 

Men fremtidens forestillinger handler ikke kun om menneskelig overlegenhed og rumrejse. Den handler også om bekymringer.

 

Er der noget, du håber, der kommer til at ske i fremtiden?

 

“At der bliver mindre klimaforurening,” siger Milo og tager en pause i eftertænksomhed.

 

“Altså det her er et ønske, jeg selv har. Jeg håber også, jeg får en computer, for det er virkelig det, jeg mangler,” understreger han kraftigt om håbet for den helt nære fremtid.

 

9-årige Villads har et andet håb for fremtiden:

 

“Jeg håber, at der kommer flyvende biler i fremtiden. Det ville se sejt ud. Og jeg håber også, at der kommer robotter, der kan klippe ens hæk,” siger han og forklarer, at det ville lette arbejdet for hans mor, der klipper hæk derhjemme.

Collage_006_20241128_Tendens-Børn tegner fremtiden_Galten_Photo Kasper Krupsdahl ©.jpg
Det vigtigste på jorden 

I 3.c ved børnene, at klima kommer til at betyde meget for fremtiden. Der er blandede meninger om i hvilken grad.

 

Er der noget, du frygter, der kommer til at ske i fremtiden?

 

“Ja, lidt, hvis det er sådan, at der kommer mere, der kan ødelægge klimaet,” siger 9-årige Milo alvorligt.

 

Synes du klimaforandringer er verdens største problem?

 

“Ja! Jeg kan leve uden alting, altså udover mad og tøj. De rige lande skulle betale rigtig mange penge for at få klimaet ordnet igen. Klima, det er faktisk det vigtigste på jorden! Uden klimaet så vil der jo ikke eksistere liv på jorden. Og hvis der ikke eksisterede liv på jorden, ville der ikke være liv I HELE SOLSYSTEMET!” fortæller Milo indigneret.

 

9-årige Maya udtrykker mere moderate bekymringer for klimaforandringerne:

 

“Jeg synes, det er ærgerligt, men jeg bliver ikke bange for det. Hvis hele verden bliver oversvømmet, bliver verden grim. Jeg tror, nogle dør, og nogle flygter og kravler op på de højeste ting,” mener Maya.

 

For Villads er det også enkelte bekymringer, han har for fremtidens klimaforandringer:

 

“Jeg tænker nok, det kommer til at gå. Jeg er kun bekymret for oversvømmelser. Jeg kommer nok ikke til at bo ud til havet, fordi jeg kan ikke lide fisk og sådan noget,” fortæller Villads.

 

I skolen er det vigtigt, at børnene lærer, hvordan verden er – helt fra klimaforandringer til krig. Der tages ikke afstand fra den alvorlige virkelighed. Ifølge Razeli Andreassen efterspørger klassen at blive klogere på verdens problemer.

 

Men der er stadig plads til leg. I frikvarteret leger de lagkage i skolegården, hvor seriøse miner fra klimasnak bliver til latter og lette sind. Her er verdens alvor lagt på hylden for en stund.

 

På samme måde er det ikke bekymringerne, der fylder mest i børnenes drømme om fremtiden. For dem er fremtiden stadig rig på muligheder.

006_20241128_Tendens-Børn tegner fremtiden_Galten_Photo Kasper Krupsdahl ©.jpg
006_20241128_Tendens-Børn tegner fremtiden_Galten_Photo Kasper Krupsdahl ©.jpg

Et sommerhus på Mars

009_20241128_Tendens-Børn tegner fremtiden_Galten_Photo Kasper Krupsdahl ©.jpg

Trafikken glider hurtigt på Mars. En rød rum-bus afleverer et hold mennesker på planetens varme, røde overflade.

 

Villads forestiller sig, at vi om cirka 30 år kan få et sommerhus på Mars. Da vi spørger ham, om han selv kunne forestille sig at få et sommerhus på planeten, lyder det kontante svar:

 

“Nej, det bliver for dyrt.”

 

Fantasien sætter ingen grænser, men når vi spørger børnene, hvad de gerne vil lave, når de bliver voksne, bliver det straks sværere at vælge:

 

“Jeg ved det ikke. Hvis ikke jeg bliver fodboldspiller, vil jeg måske gerne køre i bus. Det ser sjovt ud at køre bus,” siger Villads.

 

“Enten frisør eller sådan en bamse, der går rundt i butikker. Eller lave min egen forretning. Det skal være en alt-mulig-forretning,” siger Maya.

 

“Det ved jeg ikke. I min fritid vil jeg gerne være fritidsyoutuber. Ellers vil jeg spille musik. Det er de ting, jeg har i hovedet,” siger Milo.

 

For fremtiden forventer alle tre, at der vil være mere samvær og nærvær. De tror, at folk vil bruge mindre tid på deres skærme og være bedre til at lege. Måske kommer der en minitelefon, som man kun kan ringe fra, mener Maya.

 

Men det er svært at spå fremtiden, synes hun. Og måske også lidt spild af tid.

 

Maya, hvis du forestillede dig, at du var pigen i din tegning, som i fremtiden sad på tæppet og kiggede på vandfaldet, hvad ville du så tænke?

 

“At vandfaldet var flot. Er vi snart færdige?”

bottom of page