Har du en gammel ven, du savner, men af den ene eller anden grund ikke får skrevet til? Så er du ikke unik. Men det betyder til gengæld også, at du ikke er alene.

Venner på ny: ”Det er ligesom at tage et par veltilgåede sko på”
Følelsen ved at miste og genfinde et venskab er universel
Tekst:
MILLE LUND HARBØLL & MIA DUE SØNDERGAARD
Foto:
SARAH MY LEONORA KIA
LIV - 24/10/2024 - 9. udgave
Hun åbner Messenger. Hun skriver. Hun trykker send. Universet har talt. En besked sendt med elleve timers tidsforskel. Den morgen overmander en blanding af kosmiske kræfter og hendes egne instinkter den tøven, der har boet i hende, lige siden den fejlslagne afskedsmiddag.
På en hvid sandstrand i New Zealand, midt i paradis, rammes Silje af noget. Eller rettere sagt: nogen. Sarah. En, hun ikke har snakket med i lang tid. For Sarah ville hellere i biografen den dag, end hun ville sige farvel til Silje, der skulle rejse væk fra Danmark i et år.

Et veninde-breakup
Ligesom romantiske forhold kan gå op og ned, har de to pigers lange venskab ikke altid været en dans på roser.
Silje og Sarah har siden 0. klasse haft venskabet tilfælles, men som de bliver ældre, ændrer dynamikken sig samtidig med, at det usagte bliver fejet ind under gulvtæppet. I bittesmå ryk bliver venskabet mere udsat.
Det hele kulminerer ved Siljes afskedsmiddag. For Sarah kommer ikke.
“Der breaker den for mig. Hun har ikke lyst til at være veninder. Hun vil hellere i biografen.”
For Silje bliver det et farvel til både Danmark og deres 15 år lange venskab.

“Inden vi skulle mødes, var det som en date”
Som var det et uforløst brud med en ekskæreste, har Silje behov for en afslutning, og i New Zealand bryder beskeden den årelange tavshed.
Sarah skriver ja. Hun vil gerne mødes.
“Inden vi skulle mødes, var det som en date. Jeg var nervøs. Hvad skal vi snakke om? Hvor starter man?” siger Silje.
I en cocktail af svedige håndflader, sårbarhed og undskyldninger, deler de to barndomsvenner en øl over det, Silje kalder den mest voksne samtale, hun nogensinde har haft.
Nu sidder Silje i sin solbeskinnede stue på Sønder Boulevard, Vesterbro, med en dampende kop kaffe i hånden for at lune sig på de efterårskolde temperaturer. Skråt overfor bor Sarah, som en påmindelse om, at afbrudte barndomsvenskaber kan genopstå.
Silje har en formodning om, at genforeningen med Sarah gemmer på en større mening – især da Sarah fortæller, at hun samme morgen, inden beskeden fra Silje tikker ind, havde drømt om hende.
“Jeg er sgu ikke oraklet fra Randers”
Mens Silje ser skæbnen som den, der trak i trådene, sidder 59-årige Asbjørn i sin grå turtleneck med benene solidt plantet på jorden.
“Jeg er sgu ikke oraklet fra Randers,” siger Asbjørn.
Hans besked blev ikke sendt afsted fra en hvid sandstrand, men fra en lejlighed i Randers.
“Hey der, nu synes jeg egentlig, der er gået længe nok, siden vi sås sidst, hvad siger du?” skrev Asbjørn og sendte beskeden afsted til Dorte.
80’er nostalgi
Tilbage i 80’erne på hjørnet af Tordenskjoldsgade i Aarhus, sad Asbjørn og studieveninden Dorte bag de grå vægge på Cafe Ziggy over et spil backgammon. De var i starten af tyverne, da de mødtes på Aarhus Akademi.
”Jeg tænkte, hun var bindegal. Hun tænkte, jeg var bindegal,” siger Asbjørn.
Begge var de lidt ældre end deres klassekammerater, og der opstod hurtigt en kemi.
“Dorte var et frisk pust for mig. Hun havde flere kilometer på taxametret, rent mentalt,” fortæller han.
Nu, 30 år senere, sidder Asbjørn her igen. Det er en grå septemberdag, og regnen trommer voldsomt mod caféens vinduer.

De gled fra hinanden
Efterhånden som de to venner færdiggør akademiet, ændrer det friske pust sig til en slap vind. Asbjørn får børn, men Dorte har ikke samme ønske.
“Med små børn er man som par tilbøjelig til at søge andre par med små børn. Det blev mindre naturligt at søge den anden form for kontakt,” siger Asbjørn.
På den måde gled de to venner fra hinanden. Selvom Asbjørn ofte tænkte på Dorte, tog han ikke kontakt – indtil en dag, hvor han ikke tænkte, men bare skrev.
Til Asbjørns glæde svarer Dorte hurtigt, og lørdag d. 21. september 2024 genopstår det gamle venskab over en masse drinks.
“Det er ligesom at tage et par veltilgåede sko på, uden de er helt udslidte,” siger Asbjørn.
Han er nu bevidst om, hvordan hensigtserklæringer som: ”vi må snart ses”, ofte ender som tomme ord. Han slår fast:
”Det er aldrig for sent, og det er aldrig pinligt at række ud. Det værste, der kan ske er, at de er kommet videre i deres liv”
Måske er Asbjørn alligevel oraklet fra Randers.