U n d e r h u d e n
Tekst: Martha Back & Victoria Hestehauge
Foto: Mikkel Odd Højgaard
Samfund | 23/10/2025 | 13. udgave
Tatovøren Andreas Rahbek udstiller sin kunst i et kropsligt galleri, hvor lærredet er hud, og penslen en nål. Her er hver tatovering et originalværk, der lever som et modstykke til en digital copy-paste-kultur.
Maskinen sender sin beroligende brummen ud i rummet.
Betonvæggene er dækket af store firkantede spejle, der reflekterer ben og arme dækket af mønstre.
Sorte handsker, sorte gulve og sort blæk. Studiet, med sine rå materialer, kunne næsten forveksles med et rumskib. Eller en klub i Berlin.
Et levende lærred
Første gang nålen ramte hans hud, var Andreas Rahbek lige fyldt 18 år og stadig elitegymnast. I dag, ti år senere, nu med cirka 80 tatoveringer på kroppen, sidder han selv bag maskinen.
Sammenlignet med sine kollegaer, har Andreas fulgt en anderledes vej ind i faget.
I stedet for at have tegnet siden han kunne holde en blyant, fandt interessen ham først som 24-årig på en fynsk gymnastikhøjskole. Her tændte en kammerat en gnist i hans hænder, der senere udviklede sig til et bål af nyfunden passion.
Selvom fascinationen af tatoveringer altid har været der – noget han tilskriver sin opvækst med rock som soundtrack – opdagede Andreas en ny side af sig selv.
I sin vante verden, domineret af et højt aktivitetsniveau, blev bevægelsen samlet i hænderne, men udført med sammen perfektionistiske tilgang, som engang havde båret ham gennem spring og saltoer.
Efter to års intensiv træning med at tegne fik han en læreplads og begyndte sin professionelle karriere som tatovør. For Andreas rækker ambitionerne langt ud over blot at tatovere.
“En af de første ting, jeg sagde til mig selv, da jeg begyndte at tatovere, var: ‘Hvis jeg skal gøre det her, så skal jeg gøre det ordentligt.’”
Det vilde vesten
Det er svært for Andreas at definere branchen, der i al sin mangfoldighed mest minder ham om det vilde vesten.
På tatovør-prærien skelner han imellem kunstnere og håndværkere.
Kunstnerne, tattoo-artists, laver egne designs, mens håndværkerne, tattooists, dyrker håndværket mere end motivet i sig selv.
Og selvom der ikke findes rigtigt eller forkert i den 28-åriges øjne, er der ingen tvivl om, hvilken lejr han selv befinder sig i.
Som kunster vil Andreas Rahbek meget mere end bare at “kværne linjer i folks hud,” fortæller han med et glimt i øjet.
Hvert design laves kun én gang, og når kunder kommer med drømme om en copy-paste tatovering fra Pinterest, omdirigerer han dem høfligt til den nærmeste drop-in tatovørbiks.
“Man kan sammenligne det med et maleri. Der findes kun én original og utallige kopier. Jeg laver kun originaler.”
Men det er ikke en kompromisløs proces. For i sidste ende er det kunden, der går hjem med værket. Graveret i huden som et evigt mindesmærke om timerne i tatovørstolen.
På trods af, at Andreas knuger sin kunstneriske integritet til sig, bliver resultatet et samarbejde mellem hans egen fantasi og kundens ønsker.
Et permanent aftryk
Andreas kalder de første tatoveringer, han fik for “noget crap.” Nu har han dedikeret sin egen nål til at skabe værker med dybere betydning – både for sig selv og sine kunder, som valfarter fra hele kloden for at få hans unikke præg på huden. Selv rejser Andreas også verden rundt for at få tatoveringer, opleve forskellige stilarter og samle inspiration til sit eget udtryk.
“De tykke linjer kommer fra Italien, den surrealistiske del kommer fra Polen, og den vintage vibe kommer fra New York. Det har jeg givet mit eget spin, og nu er det mig.”
Rejsernes indtryk, kombineret med Andreas’ kompromisløse dedikation til kunsten, har resulteret i hans egen unikke stil. For Andreas er det at skille sig ud ikke kun en drivkraft, det er også en nødvendighed.
Blikket er alvorligt og urokkeligt, når han siger:
“Jeg vil efterlade et mærke i branchen. Jeg vil have, at folk kan genkende mine ting. Hvis jeg nogensinde ender i håndværksafdelingen og ikke længere er kunstner, så stopper jeg.”
Modstandsdygtige mønstre
Andreas’ unika står som et anker i et stormfuldt hav. Tempoet er højt, når online-trends skyller over verden og truer med at drukne al originalitet i små hjerter, fine-line og patchwork.
Hans surrealistiske stilart skaber kø i ventelokalet for nu, men bekymringer om, hvordan virkeligheden ser ud om bare et år, lurer i baghovedet.
“Branchen kører så hurtigt. Om et år kan du være ude.”
Som i mange andre brancher har kunstig intelligens også gjort sit indtog blandt tatovører, og Andreas Rahbek er ikke blind for både dets kvaliteter og skyggesider for det kunstneriske erhverv:
“Jeg ville føle mig dum, hvis ikke jeg hopper med på bølgen og bruger det. Hvis jeg kan lave et bedre resultat, fordi jeg har skrevet til en computer: ‘Hey, lav en blæksprutte, der holder en paraply,’ så gør jeg det.”
Kropskunstens fremtid er uvis, men én ting er sikkert: Andreas Rahbek vil altid være sin egen.
“Man er vel altid klar på at tilpasse sig. Men det bliver stadig mig med min hjerne.”
