RODEO OG ‘NEJER’- BAJER TIL RALLY I RANDERS
Tekst: Frederikke Hecksher & Snefrid Lange Thomsen
Foto: Vikki Augusta Søholm
Samfund | 30/05/2024 | 8. udgave
Langs landevejen står smilende Danmarksdemokrater i veste og viser vej mod “Parkering - CO2-rally”.
​
“Er det ikke sådan noget, Trump gør?”
​
Det har folk spurgt mig, når jeg har fortalt, at jeg skulle til Danmarksdemokraternes CO2-rally i Randers.
CO2-rallyet blev annonceret, efter at ekspertgruppen Svarer-udvalget i februar fremlagde tre forskellige variationer af CO2-afgift. Afgiften skal hjælpe Danmark i mål mod 70 procent drivhusgasreduktion, men vil koste arbejdspladser i landbruget.
Og jo – dagens arrangement er noget, som Donald Trump gør.
Trump’s politiske rallyes er berygtede for hans lange enetaler med stor underholdningsværdi og deltagere, som er fans. Cambridge’s ordbog definerer et “rally” som en stor forsamling af mennesker, der støtter et bestemt (politisk) budskab.
Merch-amok
Alt imens Vejle Fjord bliver bisat, og Pusher Street bliver revet op, ankommer jeg til til “CO2-rally” lørdag d. 6 april klokken 13.
Ved indgangen til pladsen står en dame i en hvid partijakke og uddeler merch.
Der er iPhonecovers med Danmarks flag. Klistermærker med en ko med solbriller og guldhalskæder og teksten: “Danske køer er lidt sejere end andre køer”. Der er “Inger-dollars”, hvor Inger Støjberg i dagens anledning har erstattet Benjamin Franklin, der ellers normalt er at se på en 100-dollar.
Merch er også noget, der trækker tråde til amerikansk politik. Ifølge Derek Beach, professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, er det et udtryk for den intense personfiksering, der finder sted i det amerikanske politiske miljø. Ifølge Derek Beach peger forskning på, at det simpelthen er mere effektivt at sætte personen frem for budskabet i fokus.

‘Jeg skal sgu ikke have rød på!’

To store lader, en plæne i midten og en tung lugt af gylle danner rammen for dagen. Gæsterne slænger sig på græsset med “nejere” i hånden, som er øl, der er produceret til dagens rally med budskabet ‘Nej tak til CO2 afgift’.
Det er ikke kun amerikanernes overdådige forhold til merch, som Danmarksdemokraterne har taget til sig. “Country Roads, Take me Home” og Dolly Partons “9 to 5” blæser ud af højtalerne, mens jeg drikker min “nejer”.
Jeg laver et hurtigt skøn af kønsfordelingen: der er flere mænd end kvinder, men der er også børn. De holder sig især omkring den blå hoppeborg, i kostalden og ved rodeotyren, hvor vinderen kan gå hjem med en airfryer på liste Æ’s regning.
Folk opfører sig ikke som om, de skal til at kæmpe deres livs politiske kamp, men mere som om TV-2 skal gå på lidt.
Det er dog ikke TV-2, der er hovednavnet. Det er Inger Støjberg, som førtidspensionisten Anne Nielsen har glædet sig til at se.
“Hun er møghamrende sej,” siger hun storsmilende, da jeg spørger, hvorfor hun er kommet i dag. I hånden har hun et nyerhvervet partiskilt. Anne står i sin mørkegrønne kjole, for hun ‘skal sgu ikke have rød på!’.
De fleste af dem, jeg taler med, siger det (for)navn. Inger. Her er der ikke behov for at sige efternavnet. Der er kun én Inger.
Fankultur i politik er ifølge Derek Beach meget karakteristisk for amerikansk politik. Det mest ekstreme eksempel er igen Trump. Folk er fans af ham.
“Så er det sådan set lidt ligegyldigt, hvilken slags politik han har,” siger Derek Beach.


En landmand vs Greta Thunberg
Den første af talerne er Patrick Culmsee fra Danmarksdemokraternes ungdomsparti. Han vil give frihed til at have det arbejde, man brænder for - som mejerist, slagter eller landmand. Culmsee spiser kød tre gange dagligt og vil ikke udskammes af folk af den ‘byradikale socialisme’ og tilhængerne af ‘klimanationalisme’.
“Jeg skal konstant udskammes, fordi jeg kører en benzinbil, fordi jeg spiser kød eller drikker mælk,” brøler han, og det udløser jubel-huj, klap og pift.
Culmsee er ikke i tvivl, om han helst vil gøre en landmand eller Greta Thunberg sur. Det er helt klart værst at gøre landmanden sur ‘for en landmand har jagttegn’.
“INGER INGER INGER INGER INGER” lyder det i slutningen af hans tale, og publikum følger trop.
Hans stemme er helt hæs efter få minutters tale, hvor han har brugt lungernes fulde kraft. Efter taler fra EP-kandidat Kristoffer Storm og MF’er Sussie Jensen, lyder det:
“Kære publikum, vi er nu nået til hende, vi alle har ventet på. Lav en masse larm for Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.”
Der følger et stort bifald, og ind kommer hun.
“Hold da op... Der er altså ikke noget som at være til et arrangement, hvor der er fyldt op helt ned til rodeotyren.”
Hun taler om vigtigheden af dansk landbrug og ulempen ved at skulle sende produktionen til Polen, der ifølge hende har en større CO2-udledning end danske landmænd. Det er blandt andet de københavnske saloners manglende forståelse af livet på landet, den er gal med.
Generelt er der fokus på meget specifikke budskaber. Det er det, Beach kalder for “micro-targeting”. En taktik, hvor et budskab skal ramme en meget specifik målgruppe.

Én hovedperson er nøglen

Det var ikke et opildnet publikum a la Trump-fans, der mødte Danmarksdemokraterne til rally i Randers. Patrick Culmsee lod til at have stærke intentioner om at opildne folk, men om det var mængden af “nejere”, hoppeborgen eller Støjbergs afslappede facon, der dæmpede en potentiel oprørsk stemning, er svær at sige.
Persondyrkelsen var der dog for fuld udblæsning, hvilket den lange selfiekø efter Støjbergs tale også viste.
Derek Beach mener også, at Trump-fankulturen er et ekstremt tilfælde, men at politikere vinder på at tale til følelserne gennem enkeltpersoner.
“Man kan måske også få folk til at blive mere interesserede ved at fokusere på personer frem for indhold.”
Men han udtrykker også, hvordan persondyrkelsen og fankulturen kan være polariserende.
Så selvom Danmarks Demokraterne var der for at tale dansk landbrug og fødevarer op, strålede dagen af USA.

Kreditering af lyd
​
- Mystical Thing by SergeQuadrado
​
- Cool Folk Music by Caffeine_Creek_Band
​
​