PÅ TVÆRS AF
GENERATIONER
TEKST: MATHIAS KEARNEY & KAJA DRUDE DRØJDAL
FOTO: LAURA JUUL PALLESEN
Liv | 23/10/2025 | 13. udgave
Lasse Juul Christensen studerer medicin – ligesom sin mor, morfar og oldefar før ham. Men for Lasse har det ikke altid ligget i kortene, at han skulle blive en del af familiemønstret.
Morgenlyset pryder klitterne i Nordjylland en sommerdag i 2020. På de små sommerhusveje i Tversted er luften lun, og hybenroserne springer ud. Bag fyrretræerne ligger det sommerhus, hvor dengang 22-årige Lasse Juul Christensen har slået sig ned et par dage med sine studiekammerater.
Foran TV’et i dagligstuen er mormor og morfar i gang med deres faste morgengymnastik.
Trofast følger de et slidt VHS-bånd fra 70’erne. Uden tanke for tidens mange fitnesskæder og løbeklubber, men med en simpel forkærlighed for at passe på egen krop og velvære.
Gymnastikinstruktørens stemme brager ud fra de skrattende højtalere og bryder den stilhed, som de tre medicinstuderende ellers har længtes efter i eksamensperioden.
Lasse er taget dertil med sine studiekammerater, Matias og Clara, for at få ro og fordybelse, før den berygtede anatomieksamen, der venter lige om hjørnet. Men i sommerhuset er der mere end stilhed og strækøvelser at hente.
Lasses morfar er børnelæge, hvilket ikke er helt dumt at have ved hånden, når man skal øve alle de specifikke håndrodsknogler.
“Vi gennemgik håndrodsknogler, og der er jo en hel masse – det er supersvært. Så for sjov spurgte jeg min morfar, om han kunne huske noget, og det var helt vildt, at han kunne huske dem efter så mange år,” fortæller Lasse.
Fire generationer af læger
I Lasses familie går lægegerningen i arv.
Oldefaren var børnelæge. Morfaren fulgte samme vej og var blandt de første læger, der behandlede nyfødte i Danmark. Og moren, Ulla, har også gjort lægegerningen til sin hverdag. Nu er Lasse selv godt på vej gennem medicinstudiet som fjerde generation i rækken.
Men selvom de medicinske samtaler ofte fyldte i sommerhuset, var det ikke familiens lægetradition, der først og fremmest formede hans eget valg om at studere medicin.
“Jeg har jo aldrig kendt min oldefar. Og ærligt talt, så tror jeg mest, at jeg ikke rigtig vidste noget om min morfars arbejdsliv, før jeg selv startede på studiet,” fortæller Lasse.
Netop derfor var det heller ikke familiehistorien, der trak ham mod medicinen. Faktisk var det noget helt andet, som Lasse var tiltrukket af.
Drengedrømmen om verdensrummet
Lasse trækker vejret dybt ind, som tager han tilløb til den næste sætning.
“I virkeligheden... I virkeligheden ville jeg helst være astronaut.”
Lasse vidste allerede tidligt i gymnasiet, at han gerne ville lave noget naturvidenskabeligt. Han havde kemi, matematik og biologi. Menneskekroppen fascinerede ham. Men verdensrummet tiltrak ham også.
Lasse beskriver, hvordan astronautdrømmen startede i folkeskolen med et computerspil, hvor man bygger rumfartsprogrammer, og at den fik endnu et skub af et møde i gymnasiet med astronaut Andreas Mogensen.
Men selvom han kalder fremtiden som astronaut for en drengedrøm, har hans uddannelsesforløb alligevel kredset om rummet.
I gymnasiet handlede hans SRP om satellitopsendelser. På medicinstudiet havde han et projekt om livsbetingelser på Mars. Og hans bachelorprojektet handlede om menneskekroppens reaktion på at være i rummet.
Men i sidste ende er valget faldet på medicin.
En øl og en notesblok
Lasse husker præcis, hvordan han kom frem til det.
“Jeg kan huske, at jeg var ude at få en øl med mine venner. Og så havde jeg lavet en tabel med nogle forskellige studier, der stod i rækker og kolonner, hvor jeg vurderede dem ud fra forskellige parametre.”
Uddannelserne på notesblokken blev “rated” ud fra adgangskrav, fagligt indhold, sociale vilkår, løn og arbejdsløshed.
Fysik og atronomi, nanoscience og forskellige ingeniøruddannelser var oppe at vende. Han overvejede endda rumfartsingeniør.
Men når alt kom til alt, scorede medicin højest i skemaet.
Der var intet dramatisk opgør med familien. Ingen given efter for tre generationers pres. Faktisk havde Lasses familie i det store og hele blandet sig udenom beslutningen.
Der var bare Lasses hjemmelavede tabel, der afgjorde, at medicin scorede højest ud fra parametre, han selv havde opstillet.
Lasse traf det endelige valg lige op til ansøgningsfristen. Faktisk ansøgte han, mens han var på Roskilde Festival. Fra telefonen.
Ingen er kommet på bedre tanker
“Det mest besynderlige må vel næsten være, at vi alle sammen er endt med at gå den vej. At der ikke er nogen, der er ‘kommet på bedre tanker,’” siger Lasse og laver citationstegn med fingrene.
Det har ikke fyldt for Lasse, at hans morfar er en højagtet børnelæge, men han har nydt de samtaler og den
samhørighed, det har skabt i familien.
For selvom lægevejen ikke var givet på forhånd, har det medicinske sprog alligevel sneget sig ind i hverdagen.
“Det er fedt. Det giver et ekstra bånd at lave det samme, som man kan snakke med hinanden om,” fortæller Lasses mor, Ulla.
En ret fucking stor beslutning
Tre generationer før Lasse har fulgt det samme mønster. Og han har da overvejet at blive børnelæge – som sin oldefar, morfar og mor.
“Det har da fristet. Men det er en svag fristelse. Det kunne være sjovt, hvis man gjorde det samme, men det er også 40-50 år på arbejdsmarkedet. Det er en ret fucking stor beslutning, som jeg er meget bevidst om ikke at træffe på baggrund af, at det kunne være sjovt.”
Lasse mener ikke selv, at der har været et decideret opgør med sin familie. Det ville kræve en konflikt, forklarer han.
Og det har der ikke været.
Han har allerede stået overfor et valg om, hvilken retning hans medicinske uddannelse skulle tage. Før sommerferien
afleverede han nemlig speciale.
Normalt afleveres det på tiende semester, men Lasse har byttet om på niende og tiende semester for at kunne forske med en studiekammerat.
Nu har han halvandet år tilbage af medicinstudiet.
Specialet handlede om hjertesygdomme. Han forskede på grise med den studiekammerat, han skrev sammen med.
Og i fremtiden overvejer han anæstesi – altså at blive narkoselæge.
Men faktisk er han ikke nået til pædiatri, som børneområdet i lægefagligt sprog hedder, på studiet.
Og det er også én af grundene til, at han ikke vil udelukke det endnu.
“Lige nu tænker jeg bare, at anæstesi er det, der lyder allermest spændende. Og ellers noget andet medicinsk. Altså fx ældresygdomme eller kardiologi. Men jeg tror også, at pædiatri kunne være spændende. Så jeg har bestemt ikke udelukket det. Så hvem ved? Det kunne godt være.”
