Når hjulene ruller, er alle lige
Tekst: Cornelia Munch Moesgaard og Emil Hedetoft Madsen
Foto: Sammy Jo Muller
Liv | 03/04/2025 | 11. udgave
I Brabrand mødes de otte paraatleter fra Århus Burnouts til træning hver mandag og onsdag. Fire af dem var med, da Danmark deltog i kørestolsrugby ved de paralympiske lege i Paris sommeren 2024. For dem er det ikke handicappet, men sporten, der binder dem sammen.
I sportshallen breder sig en indforstået trækken på smilebåndet over, at der igen er journalister til stede til holdets træning. Vi er altså ikke de første journalister, der har opdaget, at der i Aarhus findes et kørestolsrugbyhold, hvor halvdelen af holdet er OL-deltagere.
Kaare sidder i sin kørestol, da vi kommer ind i hallen, optaget af at gøre sig klar til at indtage banen. Han skifter kørestol undervejs i vores samtale uden at afbryde den igangværende dialog. Stolen har hjul, der er bøjet ned mod gulvet. Kaare forklarer, at kørestolsrugby er en relativt voldsom sport, hvor man ofte vælter, hvorfor kørestolen, han skal spille i, er specialdesignet til at kunne stå imod sammenstød med de andre spillere. Han iklæder sig handsker og taper et bredt stykke gummi på ydersiden af hånden for bedre at kunne gribe fat om hjulene og undgå for meget slid på hænderne.
Fra spotlys i Paris til Aarhus V’s skarpe LED-lys
Der er langt fra rampelyset i Paris til gymnastiksalen i det vestlige Aarhus. Men Kaare Momme husker det stadig, som var det i går.
”Det var en sindssyg oplevelse,” fortæller han og trækker luft ind, ”også selvom resultaterne var elendige.”
Tanken om den fyldte arena i Paris, med nationens navn printet på brystet, udløser et smil hos den 32-årige paraatlet, der her til aften sidder i en idrætshal i Aarhus V. Fra 1500 jublende danske fans til tre lidt trætte journaliststuderende, der halser rundt for at få det hele med.
"Lyden står stadig klart for mig. Kampen mod Frankrig er et af de øjeblikke, der virkelig sidder fast. Dét lydniveau, de franske fans’ vilde hjemmebanestemning og de 1500 danskere, der var troppet op for at støtte os. Det var en kæmpe fest," siger Kaare Momme Nielsen.
Han smager på ordene og griner, mens han genoplever øjeblikket:
”Vi er slet ikke vant til at spille foran tusindvis af mennesker. Det var helt vanvittigt. Normalt registrerer jeg ikke lydene omkring mig. Men dér var det øredøvende.”
Men i hallen denne forårsaften i marts findes ingen spotlys, ingen vilde fanskarer. Bare en slidt hal, hvor selv basketballkurvene ser trætte ud. Alligevel mærkes den samme gnist hos spillerne som i Paris.
Konkurrenceånden fylder hallen lige så meget som lyden af metalliske sammenstød. Og når spillet først er i gang, er alt som det plejer. Rytmen, duellerne og taktikken. Han har gjort det tusind gange før.
“Kaare bruger altid sindssyg lang tid på at få taget billeder. Han skal lige sætte håret,” råber Sofie Skoubo fra sidelinjen. Hun griner.
Så snart kampen går i gang, stopper drillerierne.
Jernkørestolenes hjul hviner mod halgulvet. Metal mod metal. Lyden af hård konkurrence. Kørestolene snurrer, spillerne kæmper for at bryde fri, mens deres hænder febrilsk griber efter bolden.
Jakob Mortensen er en af de hurtigste. Han ser åbninger, som ingen opdager. Kaare Momme ved det. Hvis han skal stoppe Jakob Mortensen, er det nu.
Kaare Momme spænder skuldrene og trykker sig fremad med øjnene fast rettet på Jakob.
Nu er det kun duellen, der eksisterer. Kun Jakob.
Bang!
Stolene ramler sammen med en kraft, der sender lydbølger af ekko igennem hallen. Hjulene skriger. I et par sekunder ligner det, at alt står stille.
Så løsnes presset og deres blikke mødes. Jakob Mortensen smiler bredt, og Kaare svarer igen med et skævt smil. Ingen siger noget, men deres mund taler kropssprog.
Rundt om dem fortsætter spillet. Flere sammenstød, flere råb og mere fart. Ingen venter. Kampen fortsætter.
Højpoint eller lavpoint
Spillernes kørestole er beklædt med numre bag på. Det er en pointscore, der er udtryk for hver enkelt spillers grad af funktion. Scoren varierer fra 0,5 til 3. Er man en 3’er, har man et lettere handicap end en spiller med en score på 0,5. Spillet er indrettet således, at der på den måde tages højde for spillerens grad af funktion.
Man er maks. fire spillere på hvert hold, og summen af disse spilleres point må maks. komme op på otte. På den måde sikrer denne parasport, at der er plads til spillere med både høje og lave point, da denne regel lukker muligheden for bare at vælge de spillere med mindst handicap. Ligeledes ligger 8-point-reglen også op til en øget grad af taktik. Mens spillerne med høje point kaster, kører spillere med lave point det såkaldte screeningspil, hvor de kører op ad banen som et slags forsvar.
Spørger man Kaare Momme Nielsen, er det ikke spillernes score, der fylder - og her kommer de specialdesignede kørestole ind i billedet. Der er nemlig to slags stole. Således balanceres spillernes funktionsnedsættelsesniveau ved hjælp af stolens funktion og spillernes placering.
Men trods det tætte fællesskab på holdet og negligeringen af rygmærkernes værdi, bekendtgør Kaare samtidig, at det oftest er spillerne med høje point, der får stjernestatus. Det er dog ikke noget, der er definerende for holdånden i Aarhus Burnouts.
Kørestolsrugby: Ubestridt den mest seervenlige parasport
Sporten ser voldsom ud for det utrænede sportsøje. Mængden af sammenstød er omfattende, og kørestolenes høje lyde mod det blanke gulv får en til at holde vejret indimellem. Kaare slår dog fast, at der ofte kun er tale om skrammer i den mildere ende.
“Jeg kender kun et par stykker, der er kommet til skade. Det har været med en forstuvet finger eller i enkelte tilfælde hjernerystelse,” siger han.
Samtidig ser Kaare også den høje intensitet, som noget positivt for publikumsoplevelsen.
“Kørestolsrugby er ubestridt den mest seervenlige parasport,” fortæller han selvsikkert. Det er en sportsgren, hvor der er gang i den, og det er da også en af grundene til, at han valgte netop kørestolsrugby.
Men det hele er ikke bare sammenstød og fald. En stor del af kørestolsrugby ligger i taktikken, så selvom man må køre ind i sin modstander alt det, man vil, er det i sidste ende målene, der tæller. Og netop mål er en af Kaares forcer. Spørger man ham, hvor hans styrke på banen ligger, kommer svaret prompte:
“Jeg kaster godt. Jeg er nok blandt de bedste i verden.”
Derimod kunne Kaare godt ønske sig at kunne køre lidt hurtigere, men samtidig understreger dette, at kørestolsrugby er en holdsport, hvor man skal supplere hinanden og ikke behøver at være stærk til det hele.
Når forskellene udviskes på banen
Efter træning kører spillerne ud på sidelinjen. De sidder med svedige pander, tunge åndedrag og smil plastret på læberne.
Imens vi pakker sammen, fortæller Kaare, hvad det egentlig er, der forbinder dem:
“Mange tror sikkert, at det er handicappet, der binder os sammen. Det er det ikke. Det er sporten. Vi er vidt forskellige mennesker, der mødes, og på banen finder vi fællesskabet.”
Imens indtræder to badmintonspillere med ketsjere under armen. De står klar med tasker, ketcher og net. De kigger nysgerrigt på kørestolene, men siger ikke noget.
Kontrasten mellem tirsdagsmotionisterne, der begynder at spænde badmintonnettet op, og de paralympiske landsholdsspillere er umulig at ignorere.
Her i hallen er der plads til det hele. Både hverdagsmotionister med en badmintonketcher fra Bilka og verdensklasseatleter, som er på vej hjem. To verdener, der passerer hinanden.
Lyden af holdkammeraterne fylder hallen. De driller, griner og joker - nøjagtig ligesom på banen, hvor forskellighederne udviskes. Her handler det kun om spillet - og der er alle lige.