Mellem virtuelle missiler og digitale murbrokker fandt Nicolai og Maja hinanden
Tekst: Emil Hedetoft Madsen & Thomas Lykke Bundgaard
Foto: Karla Ellingsøe Juhl
Liv | 12/06/2025 | 12. udgave
For Nicolai har gaming altid været et frirum, hvor han kunne trække sig fra verden. Men samtidig var det også et sted, hvor han skabte nære relationer og mødte sin kone Maja. I dag kæmper de side om side. Både mod fjender i World of Tanks og mod de ting, man ikke altid kan se.
I en skoldet ørken regner det med tungt artilleri. En blanding af røg og støv blokerer synet gennem sigtekornet på en kampvogn af typen "destroyer”, der skærer sig igennem det gyldne sand.
Bag rettet sidder Nanobug. Han er af militærrangen “Scout,” og hans vigtigste opgave lige nu er at scanne horisonten for fjender. For her er der ingen plads til fejl.
Bag ham ruller CutieDutie i sin mørkegrå, kampklare destroyer. Den er tung, dødelig og bygget af stål. Kampvognen har ikke mange skud, så de skal ramme. Derfor skal hun bruge Nanobugs informationer om fjendens lokation.
CutieDutie og Nanobug kender godt hinanden. Men de ved ikke, hvem hinanden er.
De har skrevet sammen, men aldrig set hinandens ansigter. Alligevel rykker de frem mod fjenden som en trofast enhed. Midt i ørkenstøvet og bomberegnen opstår der noget andet end taktik.
For mens missilerne flår sandkornene op i den blå himmel, begynder et forhold stille at tage form. Ikke i stearinlysenes slør over en romantisk middag, men bag lyset fra en computerskærm.
Fra ørkenkrig til en gåtur i Odense
Bag de to gamertags Nanobug og CutieDutie gemmer Nicolai og Maja Have sig i starten. De har skrevet lidt sammen på Tinder, og nu er skriverierne rykket over på Messenger, imens de tromler rundt i deres kampvogne i computerspillet World of Tanks.
Små spørgsmål bliver til grin, som bliver til en velkendt stemme – og til sidst en forbindelse. Det står hurtigt klart, at de på et tidspunkt bliver nødt til at mødes. Ikke gennem en kampvogn på slagmarken, men i virkeligheden.
Så det gør de en decemberdag for syv år siden. Nicolai havde før prøvet at mødes med folk, som han først havde mødt online, så han var ikke nervøs. Der var dog én ting, der gjorde ham usikker:
“Giver man en krammer? Giver man hånd? Vinker man?”
Heldigvis for Nicolai havde Maja de samme tanker. Hun besluttede sig dog for en helt fjerde løsning. Da de nærmede sig hinanden, begyndte hun bare at snakke løs, så de ikke behøvede at hilse. De gik herefter en tur rundt i Odense, hvor Maja stod for at holde snakken kørende.
"Hvis du var stille, så snakkede jeg for os begge!” griner Maja og skæver over til “Nico,” som hun i dag sidder ved siden af i sofaen.
Et sted at trække vejret
Nicolai kalder gaming for sit frirum. Da stemmen i hovedet blev for meget, og lægerne talte om skizotypi, satte han sig foran computeren. Ikke for at flygte – men for at holde virkeligheden ud i strakt arm.
“Jeg skulle ikke tage stilling til alt muligt andet foran skærmen. Så var det bare det, jeg lavede. Det hjalp mig med at slappe af og få ro på,” siger Nicolai.
Nicolai var sygemeldt med skizotypi i 6 år, hvor tiden gik med at spille. Skærmen blev et form for skjold. Et sted, hvor Nicolai kunne eksistere, uden at der blev stillet spørgsmål. Måske var det netop også derfor, at han begyndte at åbne op overfor fremmede, han aldrig havde mødt. Onlinevenner, der kun kendte ham som Nanobug, blev pludselig Nicolais fortrolige.
“Min familie er dem, jeg har snakket mindst med om min sygdom. Når det er tæt på fysisk, så er det sværere for mig at åbne op,” fortæller han.
Men over chat kunne det godt lade sig gøre.
De virtuelle venskaber blev en måde at være sammen med andre uden at skulle forholde sig til andet end skærmen. Og for Nicolai er det også det, der gør dem stærke. De er uden forbehold og overflade. Man skriver ikke “hej” for at smalltalke om vejret, men for at gå i gang med at game – og efter lidt tid for at tale om alle livets facetter.
I dag har Nicolai fået det bedre. Han tager ikke medicin og hører ikke stemmen i hovedet. Men da det var værst, var han tæt på at give op.
“Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte: hvis jeg får førtidspension, så er det sådan, det er. Jeg havde accepteret, at det måske ikke bliver bedre,” siger han.
Men så kom Maja.
Hun trådte ikke bare ind i spillet, men ind i hans liv. Hun pressede på. Ville ikke bare se Nicolai bag skærmen – men også stå ved siden af ham. Hun ville have, at han søgte arbejde. At han åbnede vinduerne og lukkede en bid af verden ind igen.
“Jeg mødte et menneske, der havde et lidt dødt udtryk. Der var en eller anden form for blokade,” fortæller hun.
Og han gjorde det, hun ønskede. Ikke fordi han troede, det ville gå. Men fordi han ville “lukke munden på hende,” griner han.
Nicolai spiller stadig. Hver dag. Men nu med Maja ved siden af som sin hustru. Nogle gange fysisk, andre gange bag skærmen. Men altid som et hold.
Efter det første møde gik der ikke lang tid, før de to flyttede sammen. I dag er de gift og bor i et hus i den lille by Gårslev med deres to hunde.
Når gaming bliver IRL
At det skulle være så let for de to at gå fra Tinder til World of Tanks til ægteskab er måske ikke så underligt. Nicolai har nemlig altid skabt sig relationer online.
Han har gamet lige så længe, han kan huske, men han fremhæver et særligt øjeblik, hvor noget ændrede sig: Udgivelsen af spillet League of Legends. Herfra begyndte Nicolai nemlig at tale med dem, han spillede med.
Kommunikationen online førte hurtigt til, at Nicolai fik venner, som han også mødtes med fysisk. Det var aldrig mærkeligt at mødes, fortæller han. Første gang var han bare 18 år gammel.
Samtidig begyndte et helt specielt venskab at tage form. Nicolai blev efter udgivelsen af “LoL” hurtigt venner med serbiske Sascha, som han skrev og gamede med næsten dagligt. Han hørte først hans stemme efter to år, da Sascha fik anskaffet sig et headset.
“Man har jo en forestilling oppe i hovedet, som bare aldrig er rigtig. Det var specielt. Men det var rart nok. Så var det ligesom afklaret.”
Nicolai skulle også komme til at møde Sascha i kød og blod. Der gik dog 15 år, før de to for første gang så hinanden. Og omstændighederne var ikke ligefrem uformelle.
“Det var til vores bryllup. Første gang, jeg så ham, var i kirken. ‘Nå, der sidder han,’ tænkte jeg.”
Nicolai har også haft to kærester fra Tyskland og England, som han mødte gennem gaming. Han vurderer, at halvdelen af hans venskaber er opstået gennem gaming.
Maja er først begyndt at få online venner inden for de sidste par år. Hun havde fra start en meget stor fordom over det at blive “venner” online, som hun stadig har svært ved at slippe.
“Jeg tænkte, at man gik glip af noget, når kropssproget ikke var der. Det tænker jeg faktisk stadig. Flere konflikter opstår, fordi man ikke skal mødes i virkeligheden og konfronteres med det.”
På trods af Majas fordomme besluttede de to sig for at prøve noget nyt sidste år. De inviterede gamer-venner fra alle dele af landet til en hyggelig aften i deres have. Til festen sad de først og spiste og snakkede - og spillede derefter brætspil.
Nanobug og CutieDutie gentager succesen til august. Her kommer der igen folk fra hele Danmark, men også fra både Norge og Dubai. Alle er de klar på, at deres virtuelle fællesskaber tager en ny form. Nu uden headsets og gamerstole.