Laurits (med OCD)
Tekst: Mathilde Skovgaard Mertz & Addie De Lamotte
Foto: Mathilde Feline Frank Rasmussen
Liv | 23/10/2025 | 13. udgave
Han er en del af den tynde generation, men hans ord vejer tungt. Han samler på samtaler, svømmeture og sætninger, der rykker. Han lever af at lytte og skrive – og af at være menneske. Og så har han en diagnose.
Kystvejen i Klitmøller er dårligt lavet. Hullerne i asfalten blev en del af den dengang 12-årige Laurits Balker Jørgensens rutine. Når han skatede ned ad vejen, vidste han, hvornår han skulle dreje til højre, til venstre, og hvor mange gange, han skulle gøre det.
Han vidste, hvor mange gange han skulle åbne og lukke døren, fordi hans hjerne fortalte ham, hvad der ville ske, hvis han lod være. Hans tanker tvang ham til at gøre det.
“Hvis min mor fortalte mig, at hun var hjemme kl. 23, men at klokken nåede at blive 10 minutter over, så gik jeg helt i panik og tænkte, at hun var kørt galt på vej hjem. Det troede jeg, at jeg kunne forhindre ved at gå ind og ud ad døren 16 gange,” fortæller Laurits.
Laurits’ første tegn på OCD viste sig, da han var 12 år, men der gik lang tid før, det gik op for ham, at det faktisk var OCD.
For Laurits havde en helt anden forståelse af OCD, der ikke stemte overens med, hvad der skete inden i ham:
“Mange tror, at OCD altid er sådan noget med rengøringsvandvid. Men de fleste personer, der har OCD, står med noget langt mere komplekst. Noget der i princippet ikke giver mening, hvis man skulle sætte sig ned og forklare det. Jeg forstod jo ikke mine tanker.”
Det var først i gymnasiet, at det gik for Laurits, at der kunne være tale om, at han havde OCD. Og det var også der, at han for første gang begyndte at italesætte tankerne overfor sine venner og familien.
Laurits begyndte i den periode også i forskellige forløb med psykologer.
Men der skulle gå lang tid før, at han fik diagnosen.
“Der var aldrig rigtig nogen tvivl om, at jeg havde OCD, men det var faktisk først i efteråret sidste år, at jeg fik diagnosen. Fordi jeg var bange for, at det skulle have en eller anden form for hindring i mit fremtidige liv, at der i mine papirer stod, at jeg havde OCD.”
Men i dag opfatter 23-årige Laurits ikke diagnosen som en hindring for hans fremtid. Eller en potentiel sten i skoen på en ansættelse.
I stedet er det nu et redskab, som han kan bruge til at starte en meningsfuld offentlig samtale.
Efterskole-pop
Laurits startede med at skrive sangtekster i sit efterskoleband. Ikke digte. Sangteksterne handlede ikke om ham, men da hans mor under Corona-nedlukningen gav ham en række bøger, var det som om, at en ny kreativ kilde åbnede sig.
Bøger som Vangede Billeder af Dan Turéll og Jakob Ejersbos Nordkraft viste Laurits, at det var muligt at inddrage sig selv i et lyrisk univers.
Han begyndte derfor at skrive egne og venners personlige fortællinger ned.
Fortællinger som senere hen blev til hans første digtsamling, der udkom i 2023: Den Tynde Generation.
Teksterne handler om den generation, som Laurits selv er en del af. En generation, der er vokset op i en præstationskultur, hvor et konstant forventningspres hersker, og hvor der ikke er rum til, at de unge kan udtrykke sig.
En generation, der i høj grad mistrives.
Selvom teksterne tog afsæt i Laurits’ eget indre liv, omhandlede de endnu ikke de tvangstanker, som ellers havde defineret hans liv i flere år. Det skulle først komme senere hen.
Lighedstegn og bogstavssamling
I forbindelse med udgivelsen af Den Tynde Generation tog Laurits rundt på landets efterskoler, gymnasier og højskoler. I samtaler med de unge mennesker opdagede han hurtigt, at han ikke var den eneste, som havde sine kampe.
“Det er bestemt ikke alle, som taler højt om deres kampe. Men på en eller anden måde, blev der skabt et forum til foredragene, hvor det blev okay at sige højt, hvis man syntes, at noget var svært.”
Han besluttede sig for at skrive digtsamlingen Te og Appelsiner. En fortælling om hans egen kamp med den psykiske angstlidelse OCD.
Og samtidig en fortælling om, at der ikke er lighedstegn mellem en diagnose og en personlighed.
“Vi har alle sammen en form for bogstavsamling, og det er ikke vores personlighed. Jeg er ikke Laurits med OCD. Jeg er jo bare Laurits, der tilfældigvis har diagnose.”
Digtning med et formål
Da Te og Appelsiner blev udgivet, var omverdenens reaktion stor. Laurits fik mange beskeder fra folk, som kunne spejle sig i hans fortælling.
Rigtig mange beskeder endda.
“Det var virkelig vildt, men det siger jo også noget om, hvor meget vi går og gemmer på vores problemer, og hvor vigtigt det er at tale højt om dem.”
Derfor er det heller ikke længere udelukkende for sin egen skyld, at Laurits Balker Jørgensen skriver. De mange reaktioner har endnu engang vist ham, at hvis man snakker højt om sine egne problemer, så kan man være med til at åbne en større og mere nuanceret debat om mistrivsel.
“Jeg vil gerne være med til at forme en samtale om psykisk sygdom. Jeg brænder for det, fordi det selv er noget, jeg kæmper med. Og jeg håber på, at det for den næste generation ikke er tabu.”
I dag har Laurits fået en række værktøjer af sin psykolog, som kan gøre livet med OCD nemmere.
Men det er ikke kun de konkrete psykologiske værktøjer, der har fået sin plads i værktøjskassen.
“Det har givet mig en form for frihed, at jeg igennem litteraturen har kunne skabe min egen fortælling om min diagnose. Jeg er jo bare Laurits. Med OCD i parentes.”