top of page

Kunsten at snige poesien ind ad bagdøren

Aarhus portrættet:

Tekst: Viktor Gaïni & Ingrid Sofia Andersen  

Foto: Rebecca Krogh

Kultur   |   19/12/2024   |   10. udgave

Lyt til artiklen
00:00 / 13:03

Skønheden og Udyret. Kundskabens Træ. Barbara. Alle er de film skabt af en af dansk kulturs største personligheder. Filmskaberen Nils Malmros er om nogen et menneske, der har sat sit præg på dansk filmhistorie. På en kølig novemberdag byder han Tendens indenfor til en snak om, hvordan livet bag kameraet udfolder sig. 

Malmros_©Rebecca_Krogh.jpg

Nils Malmros er en mand, hvis energiniveau strækker sig ud over det sædvanlige.

Med hænderne som pensler maler han billeder fra et monumentalt liv i filmens tegn frem. Og lige så snart disse billeder står færdige, udfoldes lige så ihærdigt ideerne, der skabte dem. 

Mens hans fødder er i så intens bevægelse, at de ikke formår at holde samme position i længere tid, end det tager at færdiggøre den ene, snart den anden sætning, vidner hans generelle kropssprog om en mand med en livslang passion for film.

En passion, som i ren iver ikke tillader den 80-årige instruktør hverken at stå eller sidde stille, og som bliver tydeliggjort, lige så snart snakken falder på en vis filmisk bevægelse fra slut-60'erne. 

“Den franske nybølge var en helt ny form for æstetik. Det, at man i en film kunne fortælle alt med kameraet, som man gør det med en pen, var en fortællemåde, som virkelig begejstrede min generation,” fortæller instruktøren, mens han og hustruen Marianne byder velkommen i deres hjem gennem de sidste 42 år i Højbjerg. 

Akkompagneret af honningkage, te og ivrig talestrøm lader Malmros os forstå, at et af den franske nybølges hovedværker, Jules et Jim, blev inspirationskilden til hans filmkarriere.

 

Hvordan erindringen om barndommen, om ungdommen og det begyndende voksenliv blev baggrunden for hans forståelse af sine egne film. 

 

“Det gik lige pludselig op for mig, at jeg havde en betydelig god hukommelse om det sociale spil, vi havde mellem hinanden som børn. Derfor blev jeg også fokuseret på at lave film uden at være for dybsindig eller poetisk. Det måtte komme af sig selv,” fortæller han. 

Han betoner vigtigheden af at forstå, hvordan autenticiteten udvikler sig til at være den umiddelbare filmfortællings naturlige følgesvend.

 

En læring, Nils Malmros selv tidligt i sin karriere opdagede. 

“Fejlen ved min første film, En mærkelig kærlighed, var, at den skulle ligne Jules et Jim. Men det var uselvstændigt. Jeg lærte simpelthen, at min historie skulle fortælles, som jeg huskede den.” 

Malmros_©Rebecca_Krogh.jpg

Et 16 millimeter kamera som katalysator 

Malmros tager en slurk af sin te, imens han tager os tilbage til, da det hele startede.  

Malmros har altid haft filmkameraet tæt på livet. Hans far ejede et 16 millimeter kamera, som han med stor begejstring brugte til at dokumentere Malmros og de øvrige søskendes barndom med.

 

Det var også Malmros’ far, der introducerede ham til det store lærred som otte-årig, da han tog ham og storebroren under armen og viste dem filmen Paw i biografen på Trøjborg, der dengang hed Palads.  

Selvom Malmros drømte om at lave film, vandt hans naturfaglige interesse, og han startede i stedet på medicinstudiet.

 

Men en dag kom faren ind og satte et lille kamera på hans bord. Det var det samme kamera, der var blevet brugt til at dokumentere Malmros’ barndom med. Det lille kamera blev derefter en katalysator for Malmros’ filmkarriere.  

Malmros_©Rebecca_Krogh.jpg

Valfart til Holte og se, hvor galt det kan gå 

 

Den første film En mærkelig kærlighed fik Malmros skrabet penge sammen til ved at sidde nattevagt i halvandet år som medicinstuderende.  

“Jeg var totalt selvlært og begik jo alle mine fejl med den første film.”  

For Malmros’ filmkarriere startede ikke som en dans på roser. Han erindrer selv tydeligt, hvad Berlingske Tidende skrev om hans første film, efter den havde haft filmpremiere i Holte: 

“De alt for mange unge mennesker, der drømmer om at lave film, bør valfarte til Holte for at se, hvor galt det kan gå.”  

 

Det var en mavepuster, men også en påmindelse om, at nu havde han i det mindste prøvet.  

“Jeg tænkte, at hvis jeg blev 80 år og ikke havde prøvet, ville det ærgre mig.”  

En tanke, der nu efter Malmros’ runde fødselsdag, skaber forbindelse mellem fortiden og fremtiden. For den dengang unge instruktør stoppede ikke der.  

“Jeg har altid haft det med, at når jeg så et eller andet, der begejstrede mig, så fik jeg en trang til at gøre det efter.”  

Lysten til at lave film stoppede nemlig ikke på trods af den dårlige anmeldelse. Men der kom et helt nyt fokuspunkt. 

Hukommelsen som en kunstnerisk kilde

Efter et møde med sine gamle klassekammerater gik det op for ham, at der var noget, han havde en særlig evne til. At huske. Hans egne erindringer blev derefter grundkernen i hans næste par film, der alle handlede om hans eget liv.  

Ligesom faren, der dokumenterede Malmros’ barndom gennem kameraets linse, dokumenterede han det nu også selv - med den forskel, at der nu var børneskuespillere og et filmhold inkluderet.  

Malmros lægger stor vægt på sin konstante forbindelse til sit barnlige jeg, som prægede flere af hans efterfølgende film. Det var gennem denne forbindelse, at autenticiteten kunne få lov til at udfolde sig.  

”Jeg holder mig nede i børnehøjde. Jeg prøver at minde mig selv om, hvordan jeg selv oplevede at være tolv år gammel.”  

Lars Ole 5C, Malmros’ anden film, gik hen og vandt Bodil-prisen for bedste danske film. Det åbnede dørene op for mange flere muligheder og forsikrede ham i, at han havde en styrke i at bruge sin hukommelse. 

Den styrke mærker man også tydeligt i dag i parrets stue, hvor Malmros fortæller om begivenhederne i sit liv fuldstændig kronologisk og ned til mindste detalje.  

Malmros reflekterer dog også over det farlige i at bruge hukommelsen som en kunstnerisk kilde:  

“Jeg ved, at der ligger en virkelighed bag den, jeg fremstiller, i film som Kundskabens Træ. Men den har jeg på en eller anden måde fortrængt, og det, der står tilbage, bliver derfor min erindrede virkelighed.”  

Det kommer også med den uskyld og begejstring, han havde i starten af sin filmkarriere. En begejstring, særligt for forståelsen af sig selv, som i høj grad har været med til at bære filmene.  

“I det store hele har det jo været et forsøg på at afklare min egen opvækst, og på en eller anden måde synes jeg, at det lykkes.“ 

Umiddelbarhed på færøsk

Hoppende frem og tilbage mellem sin stol og den overfyldte bogreol, lader den tidligere selverklærede pensionerede instruktør os dog fortælle om et nyt projekt. Kooh-i-noor skal måske blive det sidste filmiske søm i kisten for filmmageren Nils Malmros. 

Filmen vil ifølge ham selv træde i fodsporene af hans filmatisering af den færøske klassiker Barbaraen film som har en særlig plads i Nils Malmros’ hjerte. 

“På samme måde som Jules et Jim var min åndelige vægt for filmmediet, blev Barbara den første voksne roman, jeg læste,” fortæller han. 

Den autenticitet, han gennem sin hukommelse lod komme til orde i tidligere film, bliver gennem Barbara udtrykt anderledes.

 

Hovedfiguren, den erotiske Barbara, er for Malmros billedet over en menneskelig umiddelbarhed, hvorigennem verden kan fremstå som en evig legeplads. 

“Pointen med Barbara er, at hun er fuldstændig amoralsk, og det er netop det, der er så befriende ved hende,” fortæller han med en mine, der fremstår som bjergtaget af resultatet.

 

Og også som en filminstruktør, der gennem opdagelsen af manuskriptet Kooh-i-noor, har fundet endnu en færøsk fortælling, ud fra hvilken livet kan opleves befriende. 

Et nysgerrigt menneske

“Jeg vil kalde mig selv for et nysgerrigt menneske, der har brugt meget tid på de store følelser og har været for doven på de forkerte tidspunkter.”  

Vi nærmer os nu interviewets ende, så samtalens endelige fokuspunkt, instruktøren selv, udpensler derfor nærmere hvem mennesket Nils Malmros er. Og som hjælpemiddel til at bevæge os derhen, bruger han sit livsprojekt, filmkunsten, som beskrivelse af sig selv.  

“Altså kunsten for kunstens egen skyld er jo beskrivende nok for mig. Men jeg må konstatere, at min søgen efter kunsten har været en opdagelse af, at den virkelig udvider vores forståelse af livet,” fortæller han.  

Malmros lægger heller ikke skjul på, at han har været privilegeret gennem sit liv og fået mange ting foræret:  

“Det er jo ikke enhver, der har en far, der kan trylle et kamera frem. Og det er ikke enhver, der kan samle en formue sammen på det medicinske studie.”  

Den umiddelbarhed, der har domineret ideerne bag film som Kundskabens Træ, Skønheden og Udyret og Lars Ole 5C er også en beskrivelse af Nils Malmros selv. At snige det poetiske ved hverdagsoplevelserne ind gennem bagdøren, er derfor ikke blot et dyk ned i filmene. Det er også et dyk ned i manden bag.  

De seks hurtige

 

Hvor drikker du din kaffe?  

“Casa Blanca. De har en god kaffe og gode hindbærsnitter. Det er et fast ritual, at det er det, Marianne og jeg får. Det er der, folk kan finde mig. Jeg er her sgu hver dag.” 

Hvad betyder Aarhus for dig?  

“Det er herfra, min verden går. Det er her, jeg er gået i skole. Men det er ved at være lidt sørgeligt. For længst er det ikke der, hvor mine gamle skolekammerater bor. Og så er det helt forfærdeligt, at jeg næsten ikke kan lukke avisen op, uden nogle fra min årgang dør. Det betyder kort og godt også, at mit publikum er ved at dø. Nu kommer der kun det halve til mine film, medmindre der er kommet nogle nye entusiaster.” 

Hvad vil du anbefale en person, der lige er kommet til Aarhus for at se byen første gang? 

“Det bliver hurtigt turistanbefalinger. Den Gamle By er faktisk enestående. Især fordi mit gamle kamera er udstillet nede i kælderen.” 

 

Hvad er dit yndlingssted i Aarhus? 

“Hver anden dag går jeg en tur i Marselisborgskoven – helt ud til Mosgaard. Min medforfatter sagde engang: Aarhus er den by, hvor man får mest for pengene. Du kan godt få et større og bedre udbud i København, men omkostningerne er også meget større. I Aarhus kan jeg på fem minutter komme ud til Marselisborgskoven og havet. Det er jo ikke København.” 

Hvad er det, Aarhus kan, som andre byer ikke kan? 

“Der er mere kviksølv i blodet på folk i København. Men der er en større ærlighed i Aarhus. Der er ikke så meget bluf.” 

 

Hvilken film vil du ønske, du selv havde lavet i filmhistorien? 

“Selvfølgelig Jules et Jim. Det giver jo sig selv. Men jeg kan også nævne en film som den russiske film, Brændt af solen. Det er en fantastisk film, selvom den er lavet af en slyngel, der er fan af Putin. Så er der en film som The Dead af filminstruktøren Huston. Det er hans svanesang – den sidste film han lavede. Den tænker jeg meget på, nu hvor jeg selv skal lave min svanesang Koh-i-noor.” 

DEL HER:

bottom of page