“Man ser bare et menneske”
Tekst: Matilde Rasmussen & Noah Jensen Sørensen
Foto: Emma Brink Laursen
Samfund | 08/04/2026 | 15. udgave
Kristine sidder i kørestol og har Laura ansat som sin assistent. Alligevel er arbejdsrelationen alt andet end ordinær. De to bor nemlig sammen med over 200 andre på Egmont Højskolen, hvor grænsen mellem chef og ansat bliver udvisket, når man samtidig er højskolekammerater.
På en højskole syd for Aarhus i den lille by Hou findes der ikke nogen dørtrin. En lille detalje for nogle – men en helt essentiel nødvendighed for andre.
Kristine har tre assistenter, som ligesom hende er unge mennesker, der går på højskole. De er der alle for højskole- oplevelsen, bare på forskellige præmisser.
Højskole uden begrænsninger
TENDENS møder Kristine Hagen Jakobsen og Laura Lange Mathiasen ved kaffeautomaten i spisesalen. Kristine holder et glas vand, mens Laura skubber kørestolen. Den store spisesal, der rummer skolens cirka 200 elever, er næsten tom.
De fortæller, at der lige har været teateruge, der kulminerede i et stort show og efterfølgende fest aftenen inden, vi besøger dem. Nu er det søndag, og eleverne plejer deres tømmermænd.
Kristine, Laura og de andre assistenter vælger hver deres fag på højskolen.
Eleverne på skolen med en funktionsvariation – et mere inkluderende alternativ til funktionsnedsættelse – får hjælp af skolens hjælpelærere på deres fag. Laura og Kristine har begge valgt klatring.
Kristine trykker på knappen, der åbner døren til skolens hal. Den går langsomt op, og vi bliver mødt af en hal fyldt med stole, scene og lys- og lydudstyr fra gårsdagens show.
I den ene ende af hallen tårner en enorm klatrevæg sig op foran os. På væggen fornemmes ruter med forskellige sværhedsgrader, og ned fra væggen hænger flere reb klar. Klar til nogen, der har modet til at spænde sig fast og begive sig op ad væggen.
Om fredagen finder man Kristine højt oppe i et reb på klatrevæggen i skolens hal. Kørestolen bliver stående på gulvet.
“Jeg havde aldrig troet, at det var en mulighed. Men så tænkte jeg: ‘Okay, den her skole er kendt for, at der er mulighed for alt. Så hvis jeg skal prøve det, så er det nu!’”
Et fællesskab på tværs
På Kristines skema er det de aktive fag som klatring og ridning, der fylder. Lige netop sport er ikke den 21-årige højskoleelev uvant.
”Jeg har egentlig altid dyrket meget sport også på højt plan. I mange år var det Frame Running. Jeg har løbet, siden jeg var ni og været på landsholdet, fra jeg var tretten, til jeg var nitten.”
I Frame Running løber deltagerne på en trehjulet løbecykel, hvor stellet gør, at løberne kan holde balancen.
Selvom Kristine har dyrket meget sport tidligere, er det en anden oplevelse at dyrke sport på højskolen.
”Jeg synes, det er fedt at prøve at være aktiv med folk, der ikke har fysiske udfordringer, og få dét fællesskab med på en eller anden måde.”
Ligesom med meget andet på skolen udviskes linjerne mellem, hvem der er assistent og hvem, der har en funktionsvariation – det hele flyder naturligt.
Fraværet af dørtrin på højskolen gør, at Kristine kan komme rundt uden at være begrænset. Hvad, der for nogle er en detalje, men for kørestolsbrugere er helt essentielt.
”Noget, jeg observerede, da jeg kom, var, at der ikke var nogen dørtrin nogen steder. Jeg tror, det eneste dørtrin, jeg har fundet, er en millimeter. Det er jo nærmest ingenting.”
Mange af bygningerne er indrettet for at gøre det så let som muligt at komme rundt med kørestol. Gangene er bredere end gennemsnittet, meget af skolen er indrettet i ét plan, og når eleverne skal til fag i kælderen, bruger de en bred elevator.
Kristine har selv keramik i kælderen, og vi bevæger os afsted for at se en af hendes kreationer, der stadig er varm efter at være kommet ud af ovnen. Mens vi tager elevatoren ned, pointerer hun, at elevatorknapperne sidder lavt, så kørestolsbrugerne kan nå dem.
Det handler om mere end dørtrin
På trods af ingen dørtrin, lave dørknapper og elevatorer er tilgængeligheden på højskolen meget større end det, man spotter med øjnene.
Kristine og Laura fortæller om en form for social tilgængelighed – en helt speciel stemning blandt alle eleverne.
”Det er ligesom bare en selvfølge, at man skal have hjælp til de ting, man har brug for hjælp til. Så det er ikke på samme måde en ‘nå, skal du nu have hjælp igen’, eller ‘nå, nu er hun anderledes igen’. Her er det mere en ‘selvfølgelig skal hun det for at kunne være med’, og så er man videre,” forklarer Kristine, inden Laura supplerer.
”Man ser bare et menneske. Man ser ikke, om der er nedsat benfunktion. Man kan bare alt, og så er det et spørgsmål om, hvordan vi så gør det. Der er en speciel drejebænk i keramik, og når vi klatrer, er der en speciel sele, som man kan sidde i, hvis man ikke lige kan komme op på klatrevæggen. Det er ligemeget, hvem du er, så kan du have de fleste fag.”
Kristine og Laura er enige om, at det handler om indstillingen, der lyder, at ‘alle kan, og vi skal nok løse det sammen’, og for at det skal ske, giver alle lidt ekstra for fællesskabet.
Selve relationen mellem assistent og borger er også mere flydende end førhen. Kristine fik en BPA-ordning, da hun var 18 år. En ordning, bevilget af kommunen, der gør, at voksne med en funktionsvariaton selv kan ansætte sine assistenter. Kristine har derfor også haft assistenter før højskolen, men hun beskriver en tydelig forskel på assistentrelationen før og nu.
”Førhen blev det sat meget i kasser. Der skulle mine hjælpere møde ind klokken et eller andet og havde fri klokken et eller andet.”
Den klassiske arbejdsgiver-ansat-relation bliver sat på spidsen, når man bor sammen, fester sammen og generelt bruger så meget tid sammen – også uden for arbejdstiderne.
“Det er det, der er så megafedt ved Egmont. Det bliver meget flydende. Jeg har ikke en følelse af, at nogen kommer for at være på arbejde. De kommer lige så meget, fordi de gerne vil være sammen med mig.”
Vi går med Kristine og Laura ned til vandet og begiver os ud på det, der efter sigende skulle være Danmarks længste badebro.
Solen skinner ned på os og glimter i vandet, og flere er i gang med at bade. På badebroen er der lifte, så kørestolsbrugerne også kan dyppe sig i det kolde vand. Selvom Kristine på mange måder har vænnet sig til tilgængeligheden på Egmont, er det tydeligt for hende, at det ikke er sådan alle steder.
“Jeg vil for eksempel hellere i Bruuns Galleri, fordi der ved jeg, at jeg kan komme ind i de fleste butikker. Det kan man ikke nødvendigvis i Hobro, hvor jeg bor. Selvom de måske har en rampe, gør de det ikke tydeligt, at butikken er tilgængelig.”
Det er vigtigt, at tilgængeligheden kan ses. For eksempel ved at have ramperne udenfor butikken, i stedet for at de er gemt væk i baglokalerne – ellers vil hun hellere finde et andet, mere tilgængeligt
sted at shoppe.
Når Kristine engang skal videre fra Egmont, bliver det da også til Bruuns Galleris hjemsted.
“Jeg vil gerne læse finansøkonomi.Præcist hvornår ved jeg ikke, men helt sikkert i Aarhus.”
Som kørestolsbruger har Kristine øje for de fysiske rammer på de uddannelsessteder, hun overvejer.
“Jeg gør det et eller andet sted ubevidst. Finder jeg en trappe, så ved jeg, den er der, og så husker jeg det. Men så længe, der er en elevator, så er trapperne ikke et problem.”
Laura har også planer om at tage til Aarhus og læse psykologi, måske til næste sommer. Men hvor Laura har få begrænsninger i forhold til, hvor hun kan bo, er historien en anden for Kristine:
“Jeg er meget opmærksom på, hvordan toilettet er. Og hvordan man kommer op til lejligheden – altså, er der en elevator og er den stor nok?”
Hvornår Kristine og Laura skal videre mod storbyen må tiden vise. For mange af de assistenter og borgere, der går her, er Egmont et sted, man har lyst til at blive ved med at være, fortæller Laura.
“Det er jo bare megadejligt at være her. Der er virkelig mange, der bliver her eller kommer tilbage hertil. De kan ikke helt slippe det.”