Jeg fik testet min sæd,
så du også tør
Tekst: Simon Damgaard
Foto: Carl Ravnbak
Samfund | 23/10/2025 | 13. udgave
Sæd er ikke noget, vi taler om over en øl i fredagsbaren.
Hos mænd er der en tavshed omkring fertilitet, som om det er noget, der nok skal fungere. Men jeg kunne ikke længere ignorere den nagende tanke: Hvad nu, hvis jeg ikke fungerer?
Foran mig ventede et rum, en kop og et svar.


Jeg træder ind på fertilitetsklinikken og mærker straks mit hjerte banke hurtigere end før.
Klinikkens varme belysning, blandet med de friske blomster, sænker dog mine skuldre en smule.
Jeg er den eneste i rummet foruden de to medarbejdere iført hvide kitler bag skranken.
De henviser mig til en grå stol, hvor jeg skal udfylde nogle dokumenter, der giver dem lov til at analysere min sæd.
I min gennemgang af dokumenterne, hæver jeg blikket og får øje på noget, jeg tror er løgn. Ved døren ind til gør-det-der-skal-gøres-rummene hænger to styks Virtual Reality briller.
Det havde jeg lige godt ikke regnet med. Jeg havde nærmere en karikeret forestilling om DVD’er i dårlig opløsning, som jeg har set det i både Klovn og Klassefesten.
Jeg bliver nu vist ind i det rum, hvor jeg skal lave min prøve Jeg tager selvfølgelig VR-brillerne i hånden og modtager en gennemsigtig kop med et gult skruelåg. Jeg lukker døren bag mig og er nu efterladt med mig selv.
Først her går det op for mig, hvad jeg egentlig skal i gang med.

I et sammenkog af overstimuli og præstationsangst, er jeg ved at glemme alt om VR-brillerne.
Den oplevelse vil jeg altså ikke undlade mig selv. Jeg trækker bukserne af og monterer brillerne på hovedet.
Jeg trykker på tænd-knappen. Til min store skuffelse bliver jeg mødt af beskeden: NO POWER! Jeg hænger med snablen. Jeg har nu tilbragt fem minutter i skoven.
“Du kunne jo bare rejse dig og bytte dem,” hvisker min indre fornuft. Og så hvad? Gå ud i receptionen, rød i hovedet, uden koppen, uden noget, og indrømme, at jeg virkelig gerne vil prøve de der VR-briller? Ellers tak!
Jeg vælger en video. Jeg spoler frem i videoen. Der sker ikke det helt store. Jeg vælger en ny video og spoler lidt frem igen. Der sker ikke det helt store.
Det er et mærkeligt ritual. Min krop skal præstere, og det er jeg tydeligt bevidst om. Jeg har svært ved at slippe tanken om, at de venter på mig ude i receptionen.
Idet jeg trykker ind på den tredje video, bliver jeg nervøs for, hvor meget data, de allerede har logget om mine præferencer.Jeg beslutter mig for, at denne video også bliver den sidste. Som jeg er ved at opnå klimaks, har koppen stadig låg på. “For fanden, jeg har jo glemt låget!”
Jeg skruer hastigt låget af og rammer heldigvis alt i koppen. Jeg tillader mig selv at være en smule stolt. Ikke blot stolt over præcisionen, men over at jeg faktisk tager ansvar. Jeg tager et personligt ansvar for min fremtid. Jeg vil undersøge min fertilitet. For det er jo det, det handler om. Ansvar.
Det er så let at skubbe det væk og sige, at det nok skal gå, eller at det er noget, man kan bekymre sig om senere.
Jeg skriver mit cpr-nummer på koppen og går ud i receptionen igen. Der sidder nu to mænd og venter i loungemøblerne.
Alle ved, hvad der lige er foregået inde i skoven. Det er, som om vi deler en hemmelighed, vi ikke må sige højt. Jeg henvender mig ved skranken og afleverer koppen.
“Du får svar i morgen,” siger de.
Da jeg cykler hjem, rammer realiteten mig for fuld kraft.
Inde på fertilitetsklinikken sidder de lige nu og analyserer min prøve, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig laboranterne kigge på hinanden og sige:“Puha, Lone, det ser ikke for godt ud.”
Det er en tanke, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. For hvad nu, hvis svaret er dårligt – altså rigtig dårligt?
Hvad nu, hvis jeg ikke kan få børn?
Skovturen
Hvordan skal jeg nogensinde få den op at stå i et rum, hvor de hvide kliniske vægge ikke lige frem stønner mig i øret?
Eller, det er faktisk ikke alle væggene, der er hvide. Den væg, hvor TV’et er placeret, har klinikken valgt at tapetsere med et skovmotiv.
Regner de med, at jeg bedre kan præstere, hvis jeg forestiller mig, at jeg er omgivet af grantræer og nysgerrige egern?
Det ophidser mig ikke umiddelbart.
Jeg drejer i stedet fokus mod det lille TV, som stod tændt, da jeg trådte ind i rummet.
Jeg spærrer øjnene op ved synet af “Xvideos” startside.
Jeg leder efter fjernbetjeningen. Under briksen. I vindueskarmen. Bag radiatoren.
Jeg kigger alle steder, men den er ikke til at finde.
Har manden før mig ved en fejl taget fjernbetjeningen med ud af rummet?
Jeg går hen til skærmen, og min pegefinger trykker på en video. Til min overraskelse reagerer den – det er en touchskærm. Et øjebliks lettelse erstattes hurtigt af en ny tanke: Jeg håber virkelig, de har husket at spritte den af.

Hej Far...
Jeg valgte nogle dage før klinikbesøget at bryde tabuet og fortælle mine venner, at jeg skulle have testet min sæd.
“Fuck, hvor noia,” sagde min ene ven.
“Hvorfor?” spurgte den anden og rynkede på brynene.
Jeg forstår egentlig godt rynkerne hos min ven, for jeg ville sandsynligvis have reageret på samme måde.
Han spurgte, om jeg egentlig havde forstået, hvad jeg begav mig ud i? “Du kan jo risikere at få at vide, at du ikke kan få børn,” sagde han.
Jeg havde ikke et krystalklart svar til ham. Jeg sagde noget i stil med, at jeg gerne ville finde ud af det i en ung alder, så jeg måske kunne ændre noget i min livsstil for at øge kvaliteten.
Jeg tøvede med at fortælle det til min far, fordi det jo aldrig er noget, vi har snakket om. Jeg var bekymret for hans reaktion og en akavet far/søn-stilhed.
Jeg endte med at ringe til ham og kunne, gennem røret, fornemme de samme rynker i panden som hos min ven. Han synes dog, det var sejt af mig og fortalte, hvordan hans generation aldrig snakkede om sådan et emne.
Jeg mærkede en åbenhed hos ham, og han så værdien i at snakke om det.
“Normerne flytter sig heldigvis i takt med generationerne,” sagde han.
Jeg kommer til at tænke på det Humaidan fortalte mig, før han lagde på:
“Ved at tale åbent om det, nedbryder vi tabuet om mænds sædkvalitet.”
Tabu
Jeg har aldrig snakket med min far eller mine venner om sædkvalitet.
For at forstå hvorfor, ringer jeg til Peter Humaidan, prisvindende fertilitetsprofessor og forfatter til bogen “Supersæd”.
Humaidan peger på, at mænds sædkvalitet, og det at kunne forplante sig, i høj grad bliver forbundet med maskulinitet. Det er dermed et svaghedstegn og mangel på maskulinitet, hvis man skyder med løst krudt.
Humaidan mener også, at der er en stor forskel på mænd og kvinders tilgang til emnet fertilitet. Kvinder er bedre til at tale åbent om fertilitetsproblemer, mens mændene går i tavshed.
“Hvis man sammenligner sæd og æg, så forbinder vi æg med noget positivt som eksempelvis påskeæg, hvorimod sæd er skamfuldt, fordi det er forbundet med sex og masturbation,” siger Humaidan.
Jeg spørger fertilitetsprofessoren, hvor slemt det egentlig står til? Humaidan fortæller, at op mod hver tredje danske mand har nedsat sædkvalitet. Det viser en stor undersøgelse, lavet af Rigshospitalet. Yderligere har der været en halvering af mænds sædkoncentration de seneste 40 år.
Med disse oplysninger in mente, bliver jeg alt andet end håbefuld for det svar, der venter mig.
“Er der noget, man kan gøre for at forbedre sin sædkvalitet?” spørger jeg.
“Drop rygning og snus. Skær ned på alkohol, koffein og fastfood, og dyrk noget motion.” Så enkelt kan det siges fra Humaidan.
“Jamen, Peter, for dælen, det er jo alt det sjove, jeg skal undvære,” tænker jeg for mig selv.
Han fortæller, at snus påvirker sædkoncentrationen med 25 procent. Jeg kigger med uro tilbage på de seneste måneder med lidt for meget alkohol og en lille trang til en cigaret eller et stykke snus.
“Lad være med at spørge, hvad samfundet kan gøre for din sæd. Spørg, hvad du selv kan gøre for din sæd,” siger Humaidan i bedste JFK-stil.

Svaret
Næste dag åbner jeg computeren og kan se, at der er tikket en mail ind fra fertilitetsklinikken. Pulsen stiger, og mine kolde fingre trykker på svaret.
“Vi har analyseret din sædprøve, og i denne mail finder du en vedhæftet fil med dit analysesvar,” skriver de.
Jeg klikker på filen, og et hav af tal dukker op. Jeg leder med lys og lygte efter en tommel op, en glad smiley eller en besked med fed skrift: “Du er far-materiale.”
Men så let skal det åbenbart ikke være. Jeg prøver at forstå tallene, men jeg føler mig som en talblind, der arbejder på Wall Street.
Jeg bliver nødt til at ringe til fertilitetsklinikken for at bede dem give mig en forklaring og et reelt svar.

Damen i røret fortæller mig, at man måler sædceller i fire kategorier: A-, B-, C- og D-celler. A er de bedste, fordi de svømmer hurtigst og mest direkte.
I rapporten er mine tal sammenlignet med WHO’s mindsteværdier. Hun forklarer, hvad de forskellige tal betyder, men jeg vil bare have hende til at sige noget, jeg kan forstå!
Efter små ti minutters samtale slutter hun af med at sige: “Du har en rigtig fin sædkvalit et.”
Det var lige de ord, jeg havde håbet at høre. En ro indfinder sig øjeblikkeligt i min krop. Den frygt, som det sidste døgn har ophobet sig i form af skræktanker, forsvinder.
Jeg lægger røret på og ånder lettet op.
Min roomie træder ud fra sit værelse og ind i stuen, kigger lidt tøvende på mig og spørger, hvordan det gik. Jeg svarer med et smil og stikker ham en highfive. Lettelsen er stor hos os begge, men vigtigst af alt har jeg lært, at sædkvalitet ikke behøver være noget hemmeligt eller skamfuldt.
Rummet, koppen og svaret er nu fortid, men foran mig ligger stadig et ansvar for at passe på mig selv og min krop.
Jeg tror og håber, at vi mænd kan begynde at tale åbent om sædkvalitet – måske over en øl i fredagsbaren.