I kollektivet i Åbyhøj lever generationer side om side
Tekst: Celia Bak-Thomsen & Camille Thomsen
Foto: Mathilde Wymer Poulsen
Liv | 08/04/2026 | 15. udgave
Med en aldersforskel på mere end 50 år mødes to generationer, der både deler hverdag og livserfaringer. TENDENS tager på besøg hos 23-årige Anne Helena Pedersen og 77-årige Steen Svava Olsen i huset i Åbyhøj.
Himlen er lyserød, solen er på vej ned, og en flok fugle synger fra de øverste træer. Det er en forårsaften i Åbyhøj. Huset, vi er på vej ind i, hedder Vita – det latinske ord for liv. Det kan man læse på de store messingbogstaver, der hænger under vinduerne på første sal. En villa fra 1917, med store, originale vinduer og et mastodontisk lindetræ, der kaster skygger op ad muren. Her bor 77-årige Steen Svava Olsen og 23-årige Anne Helena Pedersen.
Steen købte huset i 1976.
“Jeg har boet – bortset fra ét år – i kollektiv hele mit voksne liv,” fortæller han.
Først med vennepar, familie og børn, siden med sin nu afdøde kone og et hav af unge mennesker.
For Anne startede rejsen mod Åbyhøj med en snak med veninden Tara. Tara boede på dette tidspunkt selv sammen med Steen og havde gennem sin veninde Frida, der var nabo til Steen, fået foreslået at flytte ind hos ham, da hun ønskede at komme væk fra byen.
Den motivation gjaldt også hos Anne, der boede midt på Vestergade, hvor støjen og tempoet var overdøvende.
Så da Tara spurgte hende, hvad hendes drømmeboligsituation var, var Anne, der kommer fra landet og elsker naturen, ikke i tvivl:
“Jeg vil have en have.”
Og sådan blev det. Tara boede i huset med Steen, og her var både rum og plads til, at Anne også kunne flytte ind. I snart et halvt år har Anne boet i den store villa med Steen og den jævnaldrende veninde Tara, som nu er på højskole.
Et hjem, to perspektiver
I husets underetage er der tændt op i pejsen, stuen emmer af varmt lys, og møblerne er nøje udvalgte. På bordet står en stempelkande, en mælkeflaske og en skål med æbler.
Anne ser sig omkring, skimmer bøgerne i reolerne, mens hun reflekterer over sit nye hjem:
“Man får følelsen af at være hjemme hos sine forældre eller bedsteforældre. Vi føler os meget trygge, fordi der er en voksen til stede.”
Hun vender sit blik mod Steen:
“Det føles meget privilegeret at være en del af.”
I Steens liv har unge mennesker snarere været reglen end undtagelsen. Her har samtaler med den yngre generation mere eller mindre altid været en del af hverdagen. Både som familiefar og i kollektivet, men også i hans tidligere arbejdsliv som underviser og viceforstander på Silkeborg Gymnasium.
“Jeg kan godt lide at høre, hvad I tænker, hvordan I ser på verden,” fortæller Steen.
Efter Steens kone døde, opstod der igen et behov for at fylde hjemmet op på ny.
Steen nyder igen at have andre mennesker boende – at være en del af et dagligdagsliv:
“Nu er der lyde og dufte og aktivitet. Det er en del af at føle sig som en del af et fællesskab.”
Anne har det på samme måde og synes også, at det generationelle skel mellem hende og Steen snarere bidrager med meget positivt end noget vanskeligt:
“Det er rart at bo med en, som slet ikke er på sociale medier, telefoner… Alt det der lort. Det giver noget dejligt til hjemmet – ægte nærvær.”
Når de to bruger tid sammen, ser de ikke film eller sidder på deres telefoner i hver deres ende af sofaen. Nej, de sidder i den store stue og snakker sammen. Helt simpelt, som Anne kan lide det:
“Liv, der ikke foregår bag en skærm.”
Og hvor Anne synes, Steen bidrager med en unik ro, synes Steen, at Anne giver huset liv:
“Det er dejligt at vågne en morgen sent og høre Anne sidde og spille på klaveret. Jeg får musikken, lydene og duftene i huset. Der bliver lavet mad, gået i bad. En fornemmelse af liv i et hus.”
Fra pensionat til kollektiv
Vita har en lang historie, hvor livet altid har været i centrum. Med sine over 200 kvadratmeter rummer huset så mange værelser, at man nemt farer vild. Før Steen købte huset, drev Svend Pedersen og hans kone det som et pensionat. I løbet af 50’erne kunne dagarbejdende unge mænd hente frokosten hos husfruen inden en lang dag, og om aftenen kunne de komme tilbage og spise et varmt måltid sammen med andre trætte typer.
Trinnene til kældertrappen bærer i dag stadig tydelige tegn, fra da disse unge mænd for mange år siden satte deres tunge fødder. Det har sat sig som spor i form af fordybninger, hvor man skal træde varsomt for ikke at falde.
Anne kigger ned i den snoede skakt.
“Der har været så meget liv i det her hus, og det kan man mærke,” siger hun.
Sidste år fik de nye roomies en idé:
“Vi havde bare lyst til at holde en kæmpe fest,” fortæller de og griner.
“Derinde i stuen dansede folk,” fortæller Steen og peger.
Blikket følger hans finger ind i en åben selskabsstue med stuk i loftet og klaver langs den ene væg.
Det blev en fest med både jazzorkester og bal. Steens søster, de gamle venner fra kollektivet og nogle af de unges forældre var med.
“Det var en god blanding,” fortæller Steen.
Anne kigger på Steen:
“Jeg ville ønske, det skete tit! Jeg elsker det.”
Steen nikker.
“Ja, og når det bliver forår og sommer, bliver haven fyldt med folk og orkestre og alt muligt,” tilføjer han.
For Anne og Steen fortsætter hverdagen, som den plejer – to generationer, der i mange sammenhænge lever hver for sig, men som i dette tilfælde bidrager til hinandens liv. Der er ikke nogen, der har besluttet, at det skal være sådan. Det giver bare mening for dem.
De værdsætter, hvad to generationer kan give til hinanden, og formår at leve. Sammen.
