top of page

Historie i hænderne

Tekst: Ida Krogh og Lucia Pedersen-Campos

Foto: Benedicte Ramfjord

Samfund   |   24/10/2024   |   9. udgave

Lyt til artiklen her
00:00 / 04:49

Der er mange måder at mindes vores afdøde familiemedlemmer. De fleste af os tager billeder eller gemmer de ting, vi arver. Det særlige ved det er, at det kun er os selv - og ingen andre - som disse arvestykker har betydning for. Selv de mest obskure og sjove genstande kan have affektionsværdi og historie.  

Et bombefragment som arvestykke

Få måneder efter 2. Verdenskrigs afslutning var Amanda Selchs oldefar i Hamborg for at rydde op i ruinerne efter krigen. Her finder han et bombefragment, som han tager med sig hjem og giver til sin søn. Sønnen er Amanda Selchs farfar, som selv deltog i modstandsbevægelsen. Bombefragmentet er sidenhen gået i arv. Det bærer på en historie om en krigstid, som kun få kan huske i dag. Amanda Selch har nu arvet bombefragmentet og har det stående på reolen i sin stue. ”Det er en sjov ting at have og en fed historie at kunne give videre.” Om fragmentet er russisk eller fra de allierede, er der desværre ingen der ved, men arvestykket er til gengæld et minde om en mand, der kæmpede for sit land.

To lys for kærligheden

”Lysestagen er et billede på at vælge kærligheden frem for materialisme,” siger Susanne Skov Lykkegaard om den 82 år gamle sølvbelagte lysestage, som hun har arvet fra sin bedstemor, Estrid. Bedstemoren får lysestagen, da hun afslår tilbuddet om at få foræret et dyrebart stel til gengæld for at gifte sig med en anden end Susannes pukkelryggede bedstefar. Han var anset som et dårligt parti for Estrid, og hun blev derfor forsøgt fralokket sin udkårne med et kostbart stel. Men Estrid valgte kærligheden og fik til gengæld et arvestykke i bryllupsgave og faren til sin store familie.

Et smil fra fortiden

Morten Søholms hjem er fuld af ekstravagante arvestykker, men ét skiller sig særligt ud. På spisebordet inde i Mortens stue ligger et gebis. Det tilhørte hans afdøde farmor. Guldtanden på den ene del af gebisset glimter stadig. Normalt er det opbevaret i et træskab med glaslåger sammen med andre arvestykker og rejseminder. Morten Søholm har arvet gebisset fra sin farmor. Hun arbejdede som tandtekniker i en tid, hvor det var normalt at få et gebis i konfirmationsgave, da man ikke havde god tandhygiejne. ”Når man omgiver sig med de ting, de har haft, så tænker man jo på dem,” fortæller Morten. Det er ikke mange ting, Morten Søholm har arvet fra sin farmors hjem, og da hans søster fik farmorens stel, så han sit snit til at få dette unikke arvestykke med sig.

GEBIS_1.jpg

Frederik Hauge arvede æ’ stour hammer: ’Et stærkt minde om en stærk mand’

Den stour hammer, som står i et hjørne i Frederik Hauges lejlighed, tager ham fra Aarhus’ bymidte til farfarens gamle gård i den lille jyske landsby Spøttrup. På gården arbejdede Frederiks farfar som landmand, og da farfaren skulle flytte i ældrebolig og væk fra gården, fik Frederik Hauge muligheden for at arve æ’ stour hammer, som han stolt kalder hammeren på rungende jysk. Efter farfarens død har arvestykket fået en udvidet betydning for Frederik. ”Det er et stærkt minde om en stærk mand, der har arbejdet hele sit liv. Det er derfor, jeg har hammeren stående fremme.” Hammeren blev brugt af farfaren til at slå hegnspæle i omkring markerne ved Spøttrup og er aldrig blevet taget manuelt i brug i lejligheden i Aarhus, fortæller Frederik Hauge og griner stort.

bottom of page