ALLE VILLE SE CARL PÅ TOPPEN, MENS HAN SELV NÆRMEDE SIG BUNDEN
Tekst: Karoline Fogh Lassen & Casper Brock
Foto: Yu-Jin Albrecht
Liv | 30/05/2024 | 8. udgave
Carl-Christian Okking drømte om at blive professionel fodboldspiller, men presset på banen, blev større end glæden. I dag er fodbolden skiftet ud med kuglepen, og som forfatter har han én mission: at belyse den præstationskultur, som udspiller sig på græsbaner landet over.
Rødbedesaft. Det var det første, der sprang frem i Carls hoved, da hans underviser på Writers Academy i 2021 gav opgaven. Skriv så meget I kan. Om hvad som helst. På 10 minutter. Uden at stoppe. Så han gik i gang med at skrive om den tilsyneladende harmløse saft. For rødbedesaft gør, at man kan løbe hurtigere. Løber man hurtigere, spiller man bedre. Spiller man bedre, har man en fremtid.
Da han lod øjnene glide hen over det word-dokument, der for ti minutter siden var tomt, var det både et lyn fra en klar himmel og et slag i hovedet med en skovl. Her stod, hvordan han i flere måneder havde slugt sin præstationsangst med den violette væske. Hvordan den var blevet en del af et rituelt sikkerhedsnet, der sørgede for, at han ikke fejlede. Han havde ramt en nerve, der fik skuldrene til at sænke sig og tårerne til at flyde.
Det, ingen snakker om
For fem år siden var Carl-Christian Okkings liv viet til at trække i fodboldtrøjen op til otte gange om ugen. Som 12-årig blev han elitespiller, og fire år efter spillede han professionelt. I dag har han overgivet sig til at fortælle historier, og har netop udgivet sin første bog “Drenge græder ikke.”
“Jeg vil gerne have alle skyggesiderne frem i lyset og give unge drenge en mulighed for at tale om det. Jeg havde ikke talt med nogle af mine kammerater om min oplevelse, før min bog kom ud, selvom jeg ved, at der er mange af dem, som også har haft det hårdt i miljøet.”
Ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet oplever op mod hver femte fodboldspiller i Danmark symptomer på mentale problemer. Selvom det er et faktum, som Carl i dag kan nikke genkendende til, skulle der alligevel to overrevne korsbånd og en tekst om rødbedesaft til, før han forlod sporten. Først her stod det klart for ham, at miljøet var mørkere, end succeserne var tilfredsstillende.
Presset stiger
Som 12-årig mødte Carl elitemiljøet i Næstved. Det lille menneske kunne allerede visualisere den susende stilhed på stadion. Hvordan publikum ville suge luften ind og puste den ud med et skrål, når han sendte bolden i nettet. Han ville stå blandt morgendagens stjerner.
“Da jeg kom på førsteholdet, kunne jeg legitimt sige, at jeg var fodboldspiller. Det var vildt."
Men glansbilledet holdt ikke længe. Når der var opkridtede streger under fødderne, var det alvor. Tonen ændrede sig, presset blev større, og det var spild af tid at have det sjovt. Livet som ungt håb tog pusten fra Carl, og da han som 16-årig fik tilbudt en plads på akademiet i Esbjerg, hang sporten ham langt ud af halsen. Alligevel tog han afsted.
“Det var jo en lille drøm, der gik i opfyldelse, men stenen i maven voksede og voksede. Jeg var klar over, at der hele tiden stod en anden, som kunne overtage min plads.”
Som månederne gik i Esbjerg, gjorde Carl alt for at bremse tiden. Han lavede ingenting før træningerne, og gik sent i seng. For når han vågnede, skulle han igen på banen.
“Det føltes som at gå til eksamen hver dag, og sådan må det aldrig være.”
Elastikken springer
Carls fødder ramte rytmisk kunstgræsset. Venstre, højre, venstre, højre. Han var til prøvetræning i SønderjyskE og i fuld spurt efter bolden. Venstre, højre, venstre... Højre fod kyssede jorden i et hul på banen. Carl kollapsede, og som en spændt elastik sprang hans korsbånd. Smældet kunne høres helt til fodboldbanens modsatte mål og resulterede i et års genoptræning.
Først ville han tilbage hurtigst muligt, men så sneg en følelse af frihed sig ind på ham. Den blev dog hurtigt krøllet sammen af udefrakommende stemmer, der sagde, at han for alt i verden ikke måtte stoppe. Det skulle nok blive sjovt igen.
“Selvom det ikke var glæden, men derimod frygten for at fejle, der drev mig, så fortsatte jeg.”
Så Carl bandt fodboldstøvlerne på ny og kom tilbage på banen med en mulig fremtid på førsteholdet i Næstved. Men til første kamp faldt Carl atter til jorden. Korsbåndet havde endnu engang ladet sig rive over som et desperat skrig fra hans krop om at forlade sporten endegyldigt.
“Jeg knækkede indeni, fordi jeg vidste, at løbet var kørt.”
Men den manglende træning betød, at han ikke skulle præstere, og mismodet blev erstattet af en genkendelig glæde. Han fik tid til at læse og skrive, og det var samtidig her, at han startede på Writers Academy.
“Det blev en skønnere tilværelse. Det havde intet med sporten at gøre men derimod kynismen og presset, som jeg følte mig fri af.”
Da Carl havde skrevet rødbedeteksten, stod det klart, at han ikke gad mere. Han gad ikke spille flere kampe eller sluge mere rødbedesaft. Han gad heller ikke at glo på de pokaler, der stod og gloede tilbage på ham som et symbol på en kultur, han ikke kunne stå inde for. Så de røg i skraldespanden. Nu skulle alt opmærksomhed lægges i de ord, der flød ud af kuglepennen.
“Det var ikke nogen prangende tekst, men jeg fandt ud af, at jeg skulle skrive tekster, hvor jeg havde noget på spil. Det havde jeg her.”
Drenge græder
ikke
Det er under en måned siden, at Carl udkom med sin roman.
“Drenge græder ikke” har skabt debat om kulturen og håndteringen af unge fodboldtalenter. Selvom han ser tilbage på sin egen karriere med en vis ambivalens, priser han stadig de gode ting, som fodbolden har givet. Venskaber på tværs af landet, sammenhold og succes på banen. Det er ikke der, Carl ser problematikken.
“Børn skal ikke lære at vinde for enhver pris. Børn skal ikke lære at være kyniske og blive presset til at præstere. Som samfund glorificerer vi elitefodbolden og glemmer børnene i det hårde miljø. Det er det, jeg gerne vil have frem i lyset.”
