Anmeldelse af Rør mig, rør mig ikke:
Når kærligheden er et fremmedsprog
Tekst: Amalie Hermansen
Billeder: Rør mig, rør mig ikke
Kultur | 23/10/2025 | 13. udgave
Hvis man ikke kan forelske sig, eller har lyst til at gå i seng med nogen, hvem er
man så? På Teatret Svalegangen udfordrer “Rør mig, rør mig ikke” gymnasiets
hormonfyldte selvfølgeligheder.
Er Iliaden egentlig en fortælling om kærligheden som krigens
katalysator eller snarere et bevis på, hvor overflødig kærligheden
i virkeligheden er?
Det spørgsmål vokser frem hos hovedpersonen Ester, da hendes
gymnasielærer endnu en gang fremhæver kærlighedens magt i
Homers epos.
For Ester er kærlighed ikke livets drivkraft, men et fremmed
sprog, hun ikke kan genkende sig selv i.
Aseksualiteten udforskes i ungdomsforestillingen “Rør mig,
rør mig ikke”, der spilles på Svalegangen og er produceret i samarbejde med teatret HiLS DiN MOR. En teatergruppe der
især arbejder med LGBTQ+-tematikker.
En verden fuld af hormoner
Ester er netop begyndt i gymnasiet, hvor alt synes at dreje sig
om fester, hormoner og liderlige tilnærmelser. Derhjemme
sidder hendes skilsmisseramte far (René Benjamin Hansen) og
græder over, hvor vigtigt det er at finde “den eneste ene”.
Heller ikke undervisernes snak om kærlighedens kraft i Iliaden
eller reproduktion som livets mening i biologitimen giver plads
til Ester.
I stedet finder hun en fortrolig onlineven i Olli (Alberte Riis
Alexis Ibsen), der – ligesom Ester selv – identificerer sig som
aseksuel. Sammen taler de om følelser, eller rettere fraværet af
dem, mens de skyder zombiemunke i et computerspil.
Men alt forandrer sig, da Olli får en kæreste. Et skifte i deres relation,
der viser sig at rykke ved hendes selvforståelse og rejser spørgsmålet:
Hvem er jeg, hvis jeg hverken vil elske eller begæres?
Et nødvendigt ungdomsteater
Folkeskoleeleverne fniser højlydt under forestillingen, da Ester
får sit første kys. En teenagegenerthed breder sig i rummet og
minder os om, hvem teaterstykket egentligt henvender sig til:
Børn og unge, der er ved at danne identitet og seksualitet.
Samtidig giver intertekstuelle referencer som Inger Christensens
digt “Alfabet” og The Cure-hittet “Friday I’m in Love” en kulturel
reminder om, hvordan kærlighed spiller en central rolle i kunsten
og tydeliggør kontrasten til den aseksuelle Ester.
Ester “springer ud” som aseksuel og aromantisk. Det er be-
mærkelsesværdigt, at forestillingen låner en formulering, vi
normalt forbinder med homoseksualitet eller andre seksuelle
minoriteter, fordi det sidestiller hendes oplevelse af aseksualitet.
“Rør mig, rør mig ikke” lykkes som et moderne oplysningsstykke,
der udfordrer publikums forståelse af identitet.
Teatret HiLS DiN MOR viser endnu en gang, at
LGBTQ+-tematikker ikke blot giver stemme til dem, vi
sjældent hører, men også åbner nye arenaer og temaer, som
endnu ikke er udforsket i kunsten.
Et kærkomment opgør med de normative og genbrugte fortællinger.