Elisabeth vil have dig til at tage din åndelighed tilbage
Med sang, stav og nærvær rejser Elisabeth Groot ind i andre verdener for at finde svar – både til sig selv og dem, der søger hendes hjælp. Hun sejder i naturen, hvor forbindelsen til noget større stadig lever.
Tekst: Ida Dyg Koch & Sara Kaare
Foto: Kristine Bojsen
Kultur | 12/06/2025 | 12. udgave
FAKTABOKS OM SEJDTRADITIONEN:
Sejden stammer fra oldnordisk tid og er nært forbundet med den førkristne tro i Skandinavien. Den blev traditionelt udøvet af kvinder og beskrives i asatroen som en form for spådomsritual, hvor udøveren gik i trance for at opnå kontakt med åndeverdenen eller få indsigt i fremtiden. Selve sangen er en repetitiv melodi med eller uden ord.
Kernen i sejd er det, man kan kalde en "rejse" mellem verdener. Med hjælp fra beåndet sang, en stav og naturkraft sætter udøveren sig og søger svar, visioner eller budskaber – både til sig selv eller til andre.
Spørgsmålene kan være personlige og meget konkrete – f.eks. “hvad skal mit næste skridt være?” – og svarene kommer i form af billeder, stemninger, sætninger eller symboler. Nogle får farver eller sange. Andre, som Elisabeth, får klare opskrifter eller lister.
Majsolen falder ned på græsset, der står tæt og grønt som et tæppe under Elisabeth Groots fødder. Hun sidder i sin havestol. Omgivet af blomsterbede, velfriserede buskadser og en imponerende samling af små drivhuse og skure, vidner hendes have om mange timers arbejde med jord og planter. Ved hendes side hviler en stor stav, lang og nærmest glinsende i solen – det er den, hun bruger i sine ceremonier. Den er en påmindelse om det, hun så småt er gået i gang med at forberede; årets sommersejd.
Når sommersejden finder sted i august, samler Elisabeth en gruppe mennesker og fører dem med ud i naturen. Forskellige personer med forskellige bevæggrunde. Weekenden er dedikeret til stilhed, sang og fordybelse – og til at stille de spørgsmål, man måske ikke finder svar på i hverdagen. Man kan se den som et slags værktøj; og ikke et, man tager let på. Sejden bliver brugt til vejledning. Sangen og træstaven er essentielle, når hun rejser til en anden bevidsthed for at få vejledning fra ånderne.
"Sejd er en af måderne at åbne døren ind til de andre verdener," forklarer hun.
"Det vigtigste, når man sejder, er den intention, man har. For eksempel kan jeg sejde for at få svar på: Hvad er det næste skridt? Hvad skal jeg nu gøre i mit arbejdsliv?"
Men hun rejser ikke kun for sig selv. Til august vil det også være andres spørgsmål, hun bærer med sig, når hun synger. I det rum, der åbner sig, modtager hun svar, som hun bagefter giver videre til dem, der har spurgt.
Sejden giver svar
"Jeg får meget konkrete beskeder. Opskrifter nærmest. Med helt klare planer for, hvad jeg skal gøre i en situation. Andre får måske sange, rigtig mange farver eller billeder. Det er meget individuelt."
Elisabeth bliver selv ved med at undre sig over, hvor meget der faktisk kommer ud af sejden. Hun oplever det som meget kraftfuldt og understreger, at hun altid bliver overrasket over, hvor brugbart det er for dem, der er med. For hende handler sejden ikke kun om at hjælpe andre med deres spørgsmål, men også om noget større: at genetablere forbindelsen. Ikke kun til os selv og hinanden, men til universet. Hun ser en længsel hos mange af dem, der kommer til hendes ceremonier. En længsel efter at få noget tilbage, der ellers er blevet tabt:
"Jeg oplever et enormt behov for, at folk tager deres åndelighed tilbage. Den er ligesom blevet stjålet på en måde, fordi den i så mange århundreder er blevet gemt væk eller lagt over på andres skuldre."
Er det ikke bare noget, du finder på?
Elisabeth blev selv introduceret til sejden for mange år siden af kollegaen Annette Høst. Annette har studeret og praktiseret Nordens trolddomstraditioner siden 1980’erne, og hun har lært fra sig til mange andre nysgerrige sjæle – blandt andre Elisabeth. Elisabeth husker sin første sejd som følelsen af at komme hjem, og hun har alle dage haft en stor respekt for arbejdet. Det skal være en grund til, at hun sejder.
“Når jeg sejder, så gør jeg det ordentligt. Så træder jeg ind i rummet. Jeg synes, at der skal være en vis respekt omkring gerningen. Der skal ikke være noget slaskeri. Og der skal være en betydning, når jeg kalder på ånderne.”
Men Elisabeth er godt klar over, at sejden og hele den spirituelle verden ikke er for alle. Hun bliver ofte mødt af skepsis og spørgsmålet om, hvorvidt det egentligt bare er noget, hun finder på, når hun finder svar på sine spørgsmål i sejdens rejse.
“Det kan jeg jo ikke svare på. Men hvis det virker, er det så ikke også det essentielle? Virker det? Giver det mening? Kan jeg bruge det? Måske virker det, fordi vi inderst inde selv har svarene på alting,” plejer hun at svare.
Forbindelsen til naturen
Naturen har en helt særlig betydning for Elisabeth. Naturen er ikke blot et sted, hun besøger. Den er et levende rum, der danner rammen for hendes rejse gennem sejden.
“Jeg arbejder næsten udelukkende udenfor. Jeg kan også godt lave en sejd i min stue, men det er jo en tradition, som er født i naturen. Sproget er natursprog. Man snakker om naturånder, jordens ånder, vandet eller træerne,” fortæller hun.
Men hun bruger også naturen til en masse andet. I hverdagens travlhed kan man miste jordforbindelsen – og måske endda føle sig fortabt. Nærværet til naturen hjælper Elisabeth med at finde forbindelsen til jorden. Og den forbindelse kan hun også finde i de små, enkle ritualer.
“Jeg bader i havet. Går ture i skoven. Jeg lægger mig på jorden, hvis jeg har brug for en pause. Der er intet så godt som at ligge på maven på jorden og bare mærke forbindelsen. Jeg går også ud og synger for lyset om morgenen.”
Og hun er da heller ikke i tvivl om, at naturen og vi mennesker er forbundet på en særlig måde. Den forbundethed skal vi ikke tage for givet. Vi skal tværtimod værne om den, for det kommer tilbage til os selv.
“Vi er jo også naturen selv. Og det glemmer vi. Vi glemmer, at når vi gør noget ved naturen, så gør vi det også ved os selv. Når vi piller ved jordens indre, sker der også noget med vores indre. Vi glemmer den store forbindelse.”
