top of page

Tarotkortene på bordet: Et kig ind i fremtiden

I 2008 opdagede Kirstine Hedrup, at hun har en særlig evne. Med sine spirituelle færdigheder rådgiver hun klienter om deres fremtid - et ansvar, hun tager meget alvorligt.

Tekst:
Mia Due Søndergaard og Molli Balling-Hauge

Foto:

Benedicte Ramfjord

LIV - 19/12/2024 - 10. UDGAVE

Lyt til artiklen
00:00 / 06:46
TENDENS_04.jpg

Klokken nærmer sig 21.10 på en mandag aften. Kirstine Hedrup er netop kommet hjem fra Aalborg Teater, hvor hun til daglig arbejder som skuespiller.

 

Bløde, mønstrede tæpper strækker sig som en ubrudt sti gennem alle rummene i den aarhusianske lejlighed – fra gangen til stuen og videre ind i det rum, hvor læsningen skal foregå.

 

Kirstine Hedrup er clairvoyant, uddannet håndlæser og erfaren i at lægge tarotkort. Hun var ét semester fra at færdiggøre en bachelor i psykologi, men droppede ud, fordi studiet, ifølge hende, var for præget af gamle paradigmer og manglende forståelse for den spirituelle verden, som hun i stigende grad fandt mening i.

 

I det dæmpede lys sætter Kirstine Hedrup sig til rette foran en rød “Amélie fra Montmartre”-plakat. Vindueskarmen bugner af små englefigurer og flakkende stearinlys, der sammen væver lys og skygger ind i rummet. Med fingrene strejfer hun let sin halskæde, som tilhørte hendes afdøde mor.

 

”Jeg tager en halskæde på, ligesom jeg tager et kostume på, når jeg er på arbejde på teatret,” siger hun.

 

Det skal ikke forveksles med, at hun spiller en rolle, for Kirstine leger ikke spåkone.

 

Jeg skal nu til at opleve det sårbare ved at få min fremtid kortlagt.

Tarotlæsningen

En bordlampe danner et spot på bordet. Vores ansigter er oplyst på samme måde, som hvis man holdt en lommelygte under hagen. Kirstine beder mig om at folde kortene ud på bordet, og jeg har lyst til at gøre det på den rigtige måde, for stemningen er pludselig alvorlig.

 

Dét spørgsmål, jeg vil have svar på, er: “Hvordan vil det gå med mit semesterprojekt?” Så er det ikke alt for personligt.

 

For ikke at give hende for meget information om, hvem jeg er, har jeg taget noget neutralt tøj på.

 

Hendes hånd glider over kortene i højre side. Det er sikkert tilfældigt, men jeg prøver ikke at lade mig påvirke, så jeg tager et kort fra den anden side.

 

Jeg trækker solen.

 

“Haha okay, det er vildt, at du trækker den. Det er succesen. Det betyder, at du lykkes. Vil du gerne have en virkelig fucking god opgave?” spørger hun.

 

“Ja,” svarer jeg. Jeg synes, det er lidt pinligt.

 

Hun siger, at det næste kort, jeg trækker, vil illustrere de problemer, jeg vil kunne møde i opgaven. Kortet viser en bundet kvinde med bind for øjnene, som er omgivet af otte sværd stukket ned i jorden. Kvinden er kun fanget i sit eget hoved. Kirstine siger, at det giver mening, at jeg trækker det her kort, for jeg skal være bevidst om ikke at blive fanget af mine egne forventninger.

 

Da læsningen afsluttes, sidder jeg tilbage med en følelse af, at oplægget har været nuanceret og ikke kan passe paÌŠ alle. Det overrasker mig.

 

Det rationelle i mig ved godt, at det er nemt at gætte, at en ung journaliststuderende kan føle præstationspres ved en opgave, især når det er et skolerelateret spørgsmål, hun beder om svar på.

 

Det er dog ikke den eneste pointe, Kirstine Hedrup kommer ind på.

 

Alle kortene pegede i forskellige retninger, men alligevel mod mig. Det føles, som om hun har kontrasterne i min personlighed med. Måske skyldes det, at man trækker et tilfældigt kort, og at sammenhængen til sidst illustrerer et fuldt menneske?

 

På et tidspunkt i læsningen kan jeg ikke længere holde ”kortene tæt ind til kroppen”, holde ”fast” eller analysere alting. Jeg bliver overvældet af følelser. Billederne er stærke – sværd, dronninger, sole og bagbundne kvinder – tænk at disse metaforer kan passe på mit liv. Det er ovenikøbet en fremmed kvinde, der fortæller mig det. Hendes intense blik virker modtageligt overfor alle mine ansigtsudtryk, hun er så fokuseret på mig, som var jeg en speciel og værdifuld gåde.

 

Lige meget hvad der er på spil, føler jeg, at hun kan se lige igennem mig. Jeg føler mig også lidt blottet. Alligevel er jeg tryg i hendes nærvær, for hun virker ikke dømmende eller belærende. Jeg føler, at hun vil mig det bedste. Og måske vil jeg gerne tro på hende af den grund. Det gør jeg dog ikke, men jeg får en respekt for hendes intuition og evne til at knytte kortene til mig specifikt.

“Man er altid to om at sætte sig ved det bord”

500 kroner for cirka én time. Det er prisen for at få indsigt i sin fremtid hos Kirstine Hedrup. Hun synes ikke, at det spirituelle kun skal være for de rige.

 

“Det er et håndværk og et erhverv. Man bruger lang tid på det, og man skal betale skat af det,” siger hun og fastslår, at med håndværket følger der også et ansvar.

 

“En del af ansvaret handler om at tage erhvervet alvorligt nok og turde stole på, at der kommer det ned, der skal,” forklarer hun og uddyber, at det ikke kun handler om at modtage budskaberne, men også om at videregive dem korrekt.

 

“Nogle gange kommer folk med noget, der er tungt, og det bliver jeg nødt til at have stor respekt for og ikke bare trampe rundt i,” siger hun.

 

Ansvaret bærer hun ikke alene, mener Kirstine Hedrup.

 

“Hvis man køber en håndlæsning, har man også selv sagt ja til, at jeg læser ens hånd. Man er altid to om at sætte sig ved det bord,” siger hun.

 

Selvom Kirstine Hedrup er erfaren i at læse kort og hænder, indrømmer hun, at hendes arbejde ikke altid er uden usikkerhed.

 

“Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at jeg nogle gange fortolker forkert,” siger hun og tilføjer, at hun dog aldrig har modtaget en klage fra en klient.

 

“I starten fik jeg koldsved – hvad hvis det, jeg siger, ikke er rigtigt? Men jeg har fået så mange bekræftelser på, at jeg bare er en budbringer,“ siger hun. Hun afslutter:

 

“Der er ting mellem himmel og jord, jeg ikke forstår - men jeg kan stille mig til rådighed i det rum.”

TENDENS_05.jpg

Tarotkort består af 78 kort med symboler og billeder, der bruges til at give indsigt og vejledning. Kortene er opdelt i 22 store arkana, som repræsenterer livets store temaer, og 56 små arkana, der er inddelt i grupperne stokkene, bægrene, mønterne og sværdene. Hver kort har sin egen symbolik, som en tarotlæser kan tolke for at give råd eller vejledning til livets situationer - både i fortiden, nutiden og fremtiden.

bottom of page