Anmeldelse:
”Bridget Jones’ dagbog” vækker minder fra en tid, hvor fatshaming og sexisme var noget, vi morede os over

Filmen fra 00’erne er ikke blot en æstetisk rejse med ternede skjorter og små buffetretter, men også en kulturel tidskapsel af politisk ukorrekt, ganske underholdende og pinagtigt forældet indhold.
Tekst:
Katinka Blicher Bolther & Anne Sofie Dal Eriksen
Illustration:
Patrick Kryger Vestergaard Nielsen
LIV - 24/10/2024 - 9. UDGAVE
Vi har set filmen “Bridget Jones’ dagbog” fra 2001. Katinka genså den efter flere år, mens Eriksen så den for første gang. Det viste sig hurtigt, at vi havde to meget forskellige filmoplevelser.
Katinka har et nostalgisk bånd til ”Bridget Jones’ dagbog”. Som en af de første film, der viste en kvindelig hovedperson, der ikke var perfekt, men alligevel elskværdig, var Bridget en befriende karakter. Hendes kamp mod vægten, kærlighedslivet og karrieren føltes ægte og menneskelig. Det var en sjælden film, der viste en kvinde, som drak lidt for meget vin, sagde de forkerte ting og alligevel var til at holde af.
Men for Eriksen, der ser filmen for første gang i 2024, er oplevelsen noget mindre charmerende. Her er nemlig ingen nostalgisk relation. “Bridget Jones’ dagbog” får hende til at krumme tæer næsten konstant. Allerede i første scene er Bridget omgivet af små stød af ubehag: hendes mor, der ufølsomt siger, at "japanere er den værste race", onklen, der tager hende på røven, og hele familiens panik over, at hun er single i en alder af 34 år. Det hele føles som en komprimeret reminder om, hvor meget samfundet har flyttet sig de seneste 20 år.
Og så er der vægten. Bridgets konstante besættelse af sin vægt – selvom hun vejer omkring 60 kilo – fremstår som en overdrevet og ubehagelig fatshaming-lektion i ægte 00’er-stil. Det kan være svært at holde af en film, der insisterer på at udstille en sund vægt som en katastrofe. Det giver en mærkelig smag i munden, når man selv ligger på den anden (og lidt tungere) side af 60 kg - og bestemt ikke selv synes, at der er det store behov for at gå på slankekur.
Derudover er sexisme ikke et fyord i filmen. Hugh Grants karakter, Daniel Cleaver, er måske charmerende på overfladen, men hans konstante grænseoverskridende bemærkninger og manipulerende adfærd ville i dag få de fleste til at råbe "HR-sag" allerede ved første flirte-replik. Cleaver repræsenterer den type mand, der i dag ikke ville have en chance i et moderne #MeToo-klima, men som dengang blev fremstillet som en del af Bridgets romantiske dilemma. Mark Darcy, spillet af Colin Firth, er til gengæld filmens moralske kompas, og han er attraktiv af de "rigtige" grunde: han er rig, advokat og pæn – og det er så stort set det.
Igen adskilte vores oplevelser sig markant. Katinka kunne stadig godt grine af jokesne, måske en smule mere afdæmpet end for fem år siden, mens Eriksen måtte slukke for lyden af ren og skær flovhed.
Alligevel er filmen svær at afskrive helt. På trods af alt det, der i dag fremstår som problematisk, er der stadig noget charmerende ved Bridget som karakter. Renée Zellweger leverer en ikonisk præstation, og det er svært ikke at føle med hende, når hun kludrer sig igennem livet med ukuelig optimisme og masser af selvironi. Hendes romantiske forviklinger mellem den glatte Cleaver og den noget stive Darcy er stadig sjove, selvom Bridgets eget liv og karriere ofte sættes i baggrunden til fordel for mændene.
For den nostalgiske anmelder, Katinka, er ”Bridget Jones’ dagbog” stadig en ”feel good”-film - der dog også minder om en tid, hvor romcoms havde en anden tone og tilgang til kønsroller. Måske kan vi endda tilgive filmens fejl og mangler, fordi den hører til en æra, der har formet vores opfattelse af romantiske komedier. For Eriksen er filmen derimod en reminder om, hvor meget tiderne – og smagen for film – har ændret sig. Det er svært at sidde igennem de pinlige øjeblikke uden at ønske, man kunne spole forbi dem.
I sidste ende er ”Bridget Jones’ dagbog” en film, der stadig kan få folk til at grine og græde – men måske også til at ryste lidt på hovedet af dens forældede elementer. Den viser, hvor meget vores syn på kvinder og samfundet har udviklet sig, men alligevel er der noget ved Bridget, der forbliver tidløs. Og hvis man er fan af pinligt sjove scener, befriende akavede situationer eller bare Hugh Grant anno 2001, så er det stadig en sand klassiker.
Hvis man er stor fan af den slags romcoms, kan man godt glæde sig. Til februar 2025 lander ”Bridget Jones: Mad About the Boy” – måske en film, der rammer lidt tættere på de moderne tider. Vi skal i hvert fald afsted!