VELKOMMEN TIL
“LANDMÆNDENES KAPSEJLADS”
Tekst: Matilde Rasmussen & Martha Back
Foto: Matilda Feline Frank Rasmussen
Samfund | 11/06/2026 | 16. udgave
TENDENS er taget til traktortræk lidt uden for Herning, hvor der venter en oplevelse, der rækker langt ud over røg, larm og de svingende toner fra Birthe Kjær.
Dyret hamrer gennem mudderbanen. Meter for meter bliver trækket tungere og tilråbene højere. Den pruster og brokker sig, til den når målstregen. Skærmen viser “FULL PULL”, og musikken brager over højtalerne. Dyret er en grøn metalkasse på dæk større end et menneske. En traktor i daglig tale, men i dag synes den at have fået sit eget liv.
Øl, larm og røg. Overalls og olieindsmurte hænder, beskidte fingernegle og farvede kinder. TENDENS er kommet langt væk fra Aarhus.
Offroad på den jyske savanne
TENDENS-bilen buldrer ned ad grusvejen og danner en tung sky af støv efter sig. Vejen er omringet af marker, så langt øjet rækker. Vi befinder os lidt uden for byen Kibæk vest for Herning.
Et hvidt festtelt er rejst til begivenheden, og bag det står traktorerne klar. For at komme ind på marken, som i dag udgør parkeringsplads, må bilen offroad over en grøftekant. Det er her, der skal afholdes traktortræk.
I traktortræk slæber en traktor en tonstung slæde hen ad en bane. Det gælder om at trække slæden så langt som muligt. Når man de 100 meter, får man FULL-PULL og klarer sig videre i konkurrencen.
Inde på pladsen løber frivillige rundt og gør det sidste klar, inden publikummet ankommer. Fadølsanlægget sættes op, grillen gøres klar, og små hæfter med programmet fordeles. Bag baren står en halvspist drømmekage i en bradepande til de frivillige.
De tunge dyr på vægten
Indvejningen er første punkt på programmet. Dommeren Mads Duedahl beskriver det som et snydecheck – de tjekker, om traktorerne er for tunge til deres indmeldte vægtklasse.
“Sidste år dømte jeg til to træk, hvor de samme to mænd kørte med deres traktorer ved begge træk. Den ene mand vandt den ene dag, og den anden vandt den anden dag.”
Det er netop det, der gør det sjovt for Mads Duedahl. Uforudsigeligheden, der kommer af de forskellige baner, vejrforhold og små justeringer på traktorerne – så længe det stadig er indenfor regelsættet.
LandboUngdom, som står for arrangementet, har været heldige med vejret. Solen skinner, der er nu taget hul på første fustage, og pølserne ligger klar på grillen til de 1500, der har trykket deltager på Facebook-begivenheden.
Ved dommerbordet løber en ung dreng forgæves hen og spørger, om han må pille dørene af sin traktor for at nå inden for sin vægtklasse.
Landmanden Emil Thomsen har holdt hof ved “Obelix” og står nu forventningsfuld blandt publikum. Den halvsovende menneskemængde vækkes til live, da den blå maskine æder sig igennem banen. Med eftermiddagens højeste støjmåling (og måske mest klimasyndende røgsky) bliver øllene for en stund skiftet ud med telefoner for at forevige øjeblikket, hvor traktoren når sit FULL PULL.
“Det var jo ikke noget problem,” siger Emil Thomsen og griner af den sorte sky, som hæver sig over marken og langsomt driver videre over den blå himmel.
Ikke størrelsen, men gørelsen
Modsat hvad man skulle tro, er traktorernes størrelse ikke det vigtigste. De skal larme og ose. “Obelix” er blå og mindre end de topmoderne “farmer-traktorer”. En fanklub af venner og familie står omkring den, da 21-årige Tobias Hedegaard Nielsen vækker maskinen og drukner gruppens samtaler. Den kolde motor sprutter som i protest mod den pludselige opvågning.
“I må hellere tage fingrene i ørerne,” siger de, mens de selv fører snakken videre – nu råbende for at overdøve larmen.
“Obelix” er til dagens træk en “show-traktor” med så mange hestekræfter, at den ikke har nogen konkurrenter på holdepladsen. Alligevel mærker Tobias, at det “kribler i hele kroppen”, i sekunderne inden traktoren rammer banen.
En jordnær oplevelse
Mette Nørgaard er taget afsted med sin mand, deres to sønner på halvandet og ni år og nogle familievenner. Imens Mette fortæller om traktortrækket som en dejlig familieaktivitet, løber hendes yngste søn begejstret rundt til lyden af traktorerne.
“Han blev stjernetosset under indvejningen, da de lige pludselig ikke skulle køre, men bare holde i kø og stå stille på vægten.”
Mette Nørgaard ser smilende hen på sin ældste søn, som står sammen med vennerne helt op ad hegnet, hvor de følger skarpt med.
“Det bringer folk sammen. Det er jo så jordnært, som det kan blive, for man ser ikke ned på hinanden her, og man er accepteret uanset, hvordan man kommer. Der er bare plads til alle.”
Blandt tilskuerne står 21-årige Anna Buhn Larsen og Louise Moesgaard. Pigerne er veninder og kender hinanden fra Silkeborg Højskole.
For Anna Buhn Larsen har traktortræk været en fast fredagsaktivitet gennem de seneste par år, mens Louise Moesgaard kun har været afsted et par gange. De fortæller, at de har holdt en salgstale på højskolen, som lyder:
“Der er god stemning og gode øl, og folk er meget åbne og nemme at snakke med.”
Ideen blev solgt, for nu skal pigerne til traktortræk i Vildbjerg med flere fra højskolen om et par uger.
Veninderne Katrine Larsen, Mathilde Klint og Signe Pilgaard står helt forrest ved indhegningen. Larmen fra traktorerne runger i luften, men det generer ikke pigerne.
“Der er festival over det – det er lidt landmændenes Kapsejlads.”
Og ligesom når aarhusianerne ser på maritim ølstafet i Universitetsparken, har pigerne klapstole med, som de har placeret med udsigt til traktorerne på banen.
Cowboys og kammerater
De jyske mænd skal lirkes op. Langsomt og nænsomt. Men bag enstavelsesordene gemmer sig en lattermildhed og venlighed, der går langt over storbyens overfladiske høflighedsgrænser.
Det er Mark Jørgensen et bevis på. Han har lagt trækkerkarrieren bag sig og trukket den røde dommertrøje på i stedet. Nu krydser han pladsen med velkendte nik til trækkerførere, andre dommere og fremmødte.
Han får hurtigt ejeren af “Red Buffalo” til at åbne ind til maskinens indre. Med organerne blotlagt kan man se de hjemmelavede svejsninger. Det er ikke ufarligt at trække, forklarer han. Maskinerne kan gå i brand og i værste fald sprænge i luften. Men de har hinandens ryg her på trækkerprærien.
“Selvom man er konkurrenter, så hjælper man altid hinanden.”
Det er nemlig menneskene, stemningen og kammeratskabet, der bringer Mark tilbage træk efter træk.
“Jeg plejer at sige, ‘jeg skal hen at se traktorer’, men når jeg kommer hjem, går det op for mig, at jeg bare har stået og snakket.”
Overalt står små og store grupper og snakker. Nogle kender hinanden hjemmefra, andre har mødt hinanden til træk mange år forinden, og en del kun lige stiftet bekendtskab – alle bragt sammen af et bord med dele-ketchup og en passion for hestekræfter.
Der er en første gang til alting
“Where did you come from, where did you go? Where did you come from Cotton Eye Joe,” spiller over højtaleren, mens kommentatoren præsenterer en helt ny klasse.
Signe Vincents Hansen skal køre i kvindeklassen, som skal indbyde til, at flere kvinder melder sig til, selvom de ikke er erfarne traktortrækkere.
Selvom Signe egentlig nævnte kvindeklassen i en spøg i sin frokostpause på arbejdet på kvæggården, var hendes kollegaer vilde med ideen. Signe melder sig til, chefen låner hende en traktor, hendes kollega kører den frem og tilbage fra trækket, og nu står hun her og skal køre for første gang om lidt.
“Jeg aner ikke, hvad jeg skal,” griner hun.
En overdøvende motorlyd brøler, og Signes øjne flakker hen mod traktoren på banen. Den trækker prustende slæden efter sig. Om lidt er det Signe, der sidder i sadlen.
Senere møder vi en mere afslappet Signe, der på trods af et drillende gear havde en god førstegangsoplevelse.
“Så må jeg prøve en anden traktor en anden gang. Nu kan jeg da sige, at jeg har kørt traktortræk!”
Kollegaen har styr på at få fragtet traktoren hjem, så Signe har en klar plan for resten af aftenen.
“Nu er der kun én vej fremad. Druk!”
Veninderne griber Signe om armen, og sammen bevæger de sig målrettet ind mod fadølsanlægget. Der går ikke længe, før de forsvinder mellem de store grupper af mennesker, der stimler sig sammen på pladsen.
Som duggen lægger sig, og musikken skifter fra Birthe Kjær til Gilli, lukker vagterne af for traktorerne. Festen rykker ind i det hvide telt, og gennem plastikvinduerne kan man se trækkere, dommere og dem, der har set på, skåle på tværs af langbordene. De er vist ikke helt i stand til at medvirke til interview længere.
